De bedste elskerinder er de koner, som man for længst har afskrevet Fedor var overbevist om, at ha…

De bedste elskerinder er de koner, man for længst har droppet at regne med
Jeg, Henrik, har altid været sikker på, at jeg bare var uheldig med min kone. Hun var kold. Eller, nej, tidligere var hun helt normal, men nu er det bare ikke det samme. Der var engang en gnist, der fik mig til at haste hjem fra arbejde, men den er væk.
Egentlig fungerer det hele okay: Lejligheden er fin, suppen står klar i gryden, og vores datter, Regitze, er blevet voksen nok til selv at søge ind på universitetet i Aarhus og flytte hjemmefra. Men alt sker på autopilot, uden den gamle gnist fra dengang med de røde blonde strømper. Min kone blev stille og roligt forvandlet fra femme fatale til en sød, hjemmegående flodhest og det har jeg længe været tilfreds nok med.
Jeg er holdt op med at være jaloux. Overhovedet. Over hvem? Kollegapigerne? Eller kassedamen i Føtex skal jeg virkelig være jaloux på de 75 kg stabilitet?
Alt det, jeg før gjorde med skjult forsigtighed, begyndte jeg nu nærmest at gøre åbenlyst. En profil på en dating-side bare for at se, hvad der er derude, lidt skriverier for at booste selvtilliden, øl med gutterne man må jo også slappe af, det ved du.
Min kone, Helle, opdagede det et par gange. Hun mistænkte noget, brokkede sig lidt, men så blev hun stille. Jeg tænkte, hun havde indset sin plads.
Så kom den perfekte mulighed for at leve som fri mand. Helle skulle på forretningsrejse til København. Jeg jublede: Endelig kunne jeg slappe rigtigt af.
Jeg glædede mig på forhånd til at skrive, mødes, invitere nogen på kaffe måske endda mere end bare kaffe. Livet fik nye farver.
Men virkeligheden var en anden. Jeg sendte næsten hundrede beskeder på dating-siden, fik ti svar, dialoger med fire. Den ene begyndte straks at tale om bitcoin og livets succes, den anden var en bot, de sidste to forsvandt efter et par beskeder. Pludselig gik det op for mig, at en næsten fraskilt mand med egen lejlighed og fast løn ikke er så eftertragtet, som jeg havde troet.
En aften, mens jeg ryddede op i browserhistorikken og fjerne spor af mit virtuelle eventyr, fandt jeg tilfældigt noget mærkeligt om Helles forretningsrejse. Jo mere jeg gravede, desto dårligere fik jeg det.
Rejsen fandtes virkelig. Bare med én lille detalje: Hun tog en ung kollega med, kaldet Simon, 27 år gammel hendes elsker. Og det var ikke bare sådan, at han kom med. Helle betalte det hele: billetter, hotel, middagen på restauranten alt blev betalt med Helles dankort, den stille, kedelige og kolde.
Først troede jeg ikke på det. Så blev jeg rasende, da det gik op for mig. Imens jeg vredløst scrollede gennem profiler for lidt spænding, levede min søde hjemlige flodhest et vildt og passioneret liv lige det, jeg selv kun drømte om.
Skænderiet var enormt med gensidige beskyldninger og lange snakke.
Nu ville de fleste mænd mene, jeg skulle give hende det kolde skulder og smide hende ud men det gjorde jeg ikke. Vi råbte, tudede, talte sammen, og pludselig slog det os: Det er faktisk mere bekvemt at være sammen end alene.
Jeg begyndte at se Helle med helt nye øjne. Ikke som et møbel, men som en kvinde med ønsker og fantasier. Og hun kan for eksempel være uimodståelig, bare ikke for mig.
Jeg kan ikke anbefale sådan et eksperiment som opskrift på familielykke. Ofte ender det i skilsmisse, tårer og slidte nerver. Men jeg kan lide tanken bag denne historie: Ofte er de såkaldte kolde koner slet ikke kolde. De er bare trætte. Trætte af hverdagen, ligegyldighed og af ikke at blive set som kvinder.
Nogle gange skal der bare et lille skub til før man opdager, at der hjemme ikke bor en flodhest, men en ret så passioneret kvinde. Hun er bare varm for én, der kan se hendes glød.
Sådan lærte jeg, at man aldrig skal tro, man kender nogen helt for måske har man overset noget vigtigt.