De mest elskede mennesker. En fortælling
Sådan kan det altså gå. Men det hele kunne lige så godt have været anderledes. Naboen forundres altid over, hvor heldige de er. Børnene hjælper til, og børnebørnene kommer jævnligt forbi.
Selv i dag kommer deres mellemste barnebarn, Peter. Morfar hjælper ham med matematikken. Og så øver de sig i at lave pull-ups på stativet ude i gården.
Anna Marie og Poul Henrik er kun lige over de halvfjerds. Stadig unge! Og de har tre vidunderlige børnebørn.
Allerede aftenen før bagte Anna Marie småkager sammen med de to pige-børnebørn, den yngste Mille og den ældste Solvej. Så er der lidt godt at byde på til teen, og Peter det mellemste barnebarn kan også få en smagsprøve.
Anna, vi skal altså have købt en globus, afbrød Poul Henrik hendes tanker, Peter og Mille har svært ved at forstå det med kortene. Vi har brug for en stor globus!
Og så skal vi også have en bold. Vi så drengene spille basketball i gården med Peter, og nu drømmer han også om det.
Det ringede på døren. Peter kom hjem fra skole:
Hej mormor! Hej morfar! Jeg købte jeres yndlings birkesboller på vejen.
Han tog jakken af og vaskede straks hænder. Han har altid lært at gøre tingene som mormor har vist det.
Nå, hvordan gik det i skolen? Hvilke karakterer fik du? spurgte Poul Henrik.
Morfar, jeg fik to trette i matematik. Kan du hjælpe mig? man kunne tydeligt se, han var ked af det, jeg er helt forvirret, morfar!
Hvad gik der galt? Vi gennemgik det hele sidst, ikke? Nå, kom, vi løser det sammen.
Poul, lad nu barnet spise noget, så kan I gå i gang bagefter.
Så tager jeg også gerne en portion suppe med cremefraiche, sagde Poul Henrik med et glimt i øjet til barnebarnet.
Efter frokost gik Peter med morfar ind for at lave lektier. Anna Marie så ømt efter dem.
Snart er det tid til havesæsonen. Sikken en velsignelse! Luften ude på landet er frisk og sød. De yngste børnebørn, Mille og Peter, kommer med ud i sommerhuset. Den ældste, Solvej, kommer som regel i weekenden med forældrene. Stort barn efterhånden, snart fylder hun sytten.
Solvej læser til sygeplejerske, og har praktik på hospitalet. Hun kan lide det. Hun drømmer om at læse videre, blive læge og hjælpe folk. En god pige, stærk i sindet og hjertevarm. Hun skal nok klare det.
Anna Marie gik hen til kommoden, tog en billede-ramme i hånden:
Åh, min dreng, Jørgen, hvis du dog kunne se, hvordan vi lever! Tilgiv os, min søn, måske gjorde vi noget forkert, måske kunne vi have gjort det anderledes. Vi kunne ikke hjælpe dig, det lykkedes ikke for dig, Anna Marie løftede hagen og blinkede med øjnene, nej, min dreng, jeg græder ikke. Jeg håber og tror, du ser os, og glæder dig med os. Livet det er jo så sammensat. Blandede glæder og sorger. Du nåede ikke at opleve så meget, min søn. Ja, nu er det for sent. Intet kan ændres.
Anna, hører du ikke? Julie og Mads er kommet. Og Mille er også med dem.
Bedstemor!, den lille barnebarn kastede sig om halsen på Anna Marie og krammede hende med sine små varme hænder.
Se på mig, bedstemor, Mille drejede Anna Maries ansigt op mod sig, se, er min frisure ikke flot? Ligesom din! Jeg ligner dig. Jeg elsker dig så meget, bedstemor, Mille krammede hende om halsen, og Anna Marie fik næsten tårer i øjnene.
Nå, nu skal du ikke kvæle bedstemor, Julie og Mads smilede, mens de så på, havde du ikke glemt noget, Mille? Ville du ikke give bedstemor en gave?
Ih, bedstemor, giv slip! Mille hoppede ned fra Anna Maries skød og fandt en tegning i mors taske, se, den har jeg lavet i børnehaven. Det er dig, det er morfar, det er mor og far, det er Solvej, Peter og mig! Jeg har tegnet vores store familie til dig og morfar. Se, bedstemor, kan du lide den?
Den er skøn. Og hvor ligner alle hinanden! Poul, kom og se, hvad Mille har givet os. Jeg vil sætte tegningen i ramme og nyde den hver dag. Hele vores store familie!
Nå, Anna Marie, vi må til at komme videre. Peter, har du pakket? Husk skoletasken. Anna Marie, Poul Henrik, kom endelig til middag hos os i morgen. Børnene har forberedt en lille koncert. Vi ses, tak for i dag på gensyn!
Døren lukkede. Anna Marie og Poul Henrik satte sig med en kop te.
Hvor er vi heldige, Poul, vi har sådan en stor og dejlig familie.
Ja, Anna.
Kan du huske, da Jørgen kom hjem med Julie første gang? Hvor var jeg glad. Jeg tænkte, måske ville Jørgen endelig falde til ro. Et helt år var alt godt. Jeg var så lykkelig. Men så gik det atter skævt. Det dårlige selskab, de piger
Lad nu være med at græde, Anna, sagde Poul Henrik og lagde armen om hende.
Og så gik Julie sin vej. Og Jørgen blev stukket ned under et slagsmål, og så var det slut. Ikke mere søn.
Hvad er der, Anna, Poul Henrik tørrede hendes tårer væk.
Åh, Poul, Mille gav mig den tegning, og jeg tænkte hvor er vi heldige, at vi fandt Julie dengang, hun var gravid, da Jørgen ikke var her mere. Og at hun mødte Mads, og vi udover Solvej fik Peter og Mille som børnebørn. For os er de allesammen vores, uanset hvad.
Og ved du hvad, hvis dét var vores lod at komme igennem alle prøvelserne, så kan jeg med hånden på hjertet sige, at vi er de lykkeligste bedsteforældre i verden!
Og vores store familie de er de mest elskede mennesker!
Hvor der er kærlighed og samklang, er der ingen sorg.
