DATTEN
“Hvorfor lader man små piger gå alene? De er kun bittesmå, allerede standser han, da han ser to teenagere vifte desperat med hænderne. Årevis siden sidst han kørte til nabolandsbyen – ingen grund til det. Stedet lå som en blindgyde, kun bjerge bagved.
“Hvor skal I hen?” spørger Mortensen og læner sig ud ad vinduet.
“Til Hjallerup, vil du køre os?” Pigerne er måske 13-14. Stramme cowboybukser, t-shirts, vindjakker, lyse pandehår og uskyldige øjne.
“Det er langt. Nå, men jeg kører den vej alligevel. Hop ind.”
Så snart de sad fastspændt, begyndte han at moralisere; han elskede at belære andre. “I er for små til at blaffe. I kender mig ikke, men hopper alligevel ind.”
“Onkel, der går ingen bus. Vi var i kommunecentret, måtte lift tilbage. Så her, og nu igen.”
“I burde vente på busen.” Han vendte sig og mødte den ene piges blik: blå øjne, åbne som en sommerhimmel, klar til at stole på alle.
“Hvad tænker jeres forældre på?”
“Det er første gang. Men vi kan se, du er god.”
“Små tåber, hvordan ved I det?” Han blødte ved deres barnlige ros. “Men ja, jeg *er* god,” indrømmede han. “Men hop ikke ind hos andre. Forstået?”
“Ja.”
Han kunne have sat dem af ved vejen, landsbyen lå kun en kilometer væk. Men pludselig følte han sig som en beskytter og svingede ind.
“Vi har kun lidt mønter,” sagde pigerne nervøst. “Sæt os af her, vi går resten.”
“Ingen diskussion! Jeg kører jer hjem.”
Ida blev sat af på den første gade, men Mette boede længere inde. Han var næsten skuffet over ikke at møde Idas forældre – han ville have skældt dem ud for at lade hende gå alene.
“Der bor vi.” Mette pegede. Hendes øjne funklede, som om hun havde været væk i uger. “Jeg henter penge til dig.”
“Glem pengene. Bare lidt vand. Er dine forældre hjemme?”
“Burde være.” Klinken gik. En kvinde i forklæde og gummistøvler – lige fra haven – dukkede op ved bilen.
“Hvad skal det betyde? Hvorfor ikke bussen?”
“Netop min pointe: to piger ved vejen, farligt. Lad dem ikke rejse alene, selvom det er tæt på.”
“Til kommunecentret er det normalt, de tager altid bussen,” undskyldte kvinden. “Tak for…” Hun tav pludselig. Da han tog sin kasket af, var der ingen tvivl: Mortensen stod foran hende. De havde boet i samme by engang.
“Lars, er det dig?” Hun rev forklædet af og stirrede.
“Jo, Lars… Og du… Kirsten Møller… Åh, jeg genkendte dig knap, du har ændret dig.”
“Du er heller ikke en dreng længere, skallet allerede, for tidligt.”
Han rødmede. “Så det er din datter?”
“Min, Lars, min.” Hun vendte sig: “Gå ind, Mette, maden står.”
Pigen så nysgerrigt på ham og forsvandt.
“Min, selvfølgelig. Jeg svigter ikke mine børn, som nogen.”
Først stivnede han, så tav han.
“Vi talte om det, men intet var afgjort…”
“Intet afgjort? Du sagde, det var mit problem. Vi besluttede at flytte, se tiden an.”
“Uventet alligevel. Jeg kørte bare. Hvor gammel er Mette?”
“Fjorten. Kan du ikke se ligheden? Jeg lagde ikke mærke til det før, men nu… det er tydeligt.”
“Hvad vil du have?” Han greb dørhåndtaget.
“Ingenting, Lars. Jeg bad ikke dig om noget dengang og gør det ikke nu. Vi har ikke brug for dig. Bare så du ved det.”
“Jeg kører.” Han startede motoren, men hun bankede på ruden.
“Glemte at sige tak for at køre hende hjem. Ægte dansk høflighed.” Hun trak på smilebåndet. “Mærkeligt, efter alle år. Måske sker det kun én gang… Tak, du var flink. Så kan en biologisk far alligevel bruges én gang.” Hun vinkede og gik.
Ingen ord. Han kørte videre. Hele vejen bebrejdede han sig sin forvirring. Rygterne sagde, hun beholdt barnet alene. Han lod som ingenting. Undskyldte sig med, det kom bag på ham.
Han tænkte på sit liv. Velhavende, konen ejer to butikker, han hjælper. Men ingen børn sammen. Hendes søn fra før, ja, men hun nævner ikke flere.
Han sukkede og så Mettes øjne – *hans* øjne. Tænkte, måske kunne han besøge dem. Men så huskede han Kirstens blik – fortiden var død. Og konen, hvis ord var lov. Pludselig var han lige så bange som for fjortten år siden.
____________________
“Hvem var det?” Michael kom fra haven og så den fremmede bil. “Mette, kom her! Kører du med fremmede?”
“Far, det var kun med Ida, og onkelen var sød! Han kørte os hjem.”
Michael tørrede sved. “Gør det ikke igen. Din lillebror ser op til dig. Kun bus eller med os.”
“Michael, et ord.” Kirsten kaldte ham til side. “Jeg siger det ligeud – det var hendes biologiske far. Du kender historien. Tilfældigt, han kørte dem.”
“Ved han, Mette er hans?”
“Nu gør han. Undskyld, men det var på tide.”
“Fint! *Jeg* står på papirerne, *jeg* tog hende i børnehaven, skole, forældremøder. Og nu dukker han op…”
“Slap af, han er en kujon. Han siger ikke noget, kommer ikke igen. Måske nag af og til. Skal Mette vide det?”
“Hun ved, jeg ikke er hendes biologiske far… Ja, fortæl hende. Hun elsker mig ikke mindre.” Han sank sammen på bænken. “Jeg stoler på hende.”
Mette løb ud og så deres ansigter. Krammede dem begge. “Jeg har savnet jer!”
“Der er kun gået en dag,” lo Michael.
“Men jeg savnede jer alvorligt!”
“Jeg tror dig, skat.” Han kyssede hendes hår og smiledt.
