Jeg stirrede på mit spejlbillede og rettede på den grå jakkesæt. I dag fyldte Line treogtredive. Første fødselsdag sammen i otte år.
“Mor, er du klar?” råbte Line fra entréen. “Taxaen er her.”
“Jeg kommer!” råbte jeg tilbage, men blev stående. Hvordan hun havde forandret sig. Engang bare jeans og sneakers, nu elegante kjoler og hæle. Arbejdede for et internationalt firma, tjente mere end jeg gjort hele mit liv. Og giftede sig snart med ham der… Mads.
“Mor!” Lins stemme lød utålmodig.
Jeg sukkede og gik ud. Datteren stod i døren i en lys sandfarvet kjole, med nydelig fletning og diskret makeup. Smuk. Altid smuk, selv dengang hun som sekstenåring smuttede hjemmefra og droppede skolen.
“Du ser godt ud,” sagde jeg tørt.
Hun smilede, men et skyggegnist dukkede op i hendes øjne. “Tak. Du gør også. Den sæt klær dig.”
I taxaen tav vi. Line stirrede ud ad vinduet, mens jeg tænkte på, hvor anderledes alt kunne have været. Hvis hun havde hørt efter. Ikke var kommet sammen med den Steffen, tyve år ældre. Ikke var kørt til København med ham – skole, fremtid, alt efterladt.
“Husker du, hvad jeg sagde dengang?” undslap det mig. “At det ikke ville ende godt. At han ville droppe dig, når han var færdig med dig.”
Line vendte sig mod mig. “Mor, ikke i dag. Det er min fødselsdag.”
“Jeg vil ikke ødelægge din fest. Konstaterer bare fakta. Jeg havde ret, var det ikke?”
“Jo, du havde ret. Og hvad så? Skal jeg beklage resten af livet?”
Jeg tav. Ville jeg det? Vidste det ikke. Vidste bare, at jeg i otte år ikke sov ordentligt. Forestillede mig min sekstenårige datter, et sted, med nogen. Ringede til politiet, sygehuse, spurgte alle. Første brev kom halvandet år senere – en kort seddel om, at Line levede.
Restauranten var dyr og eksklusiv. Ved det store bord ventede gæsterne: Lins kolleger, nogle veninder, kæresten Mads med hans forældre. Alle rejste sig høfligt.
“Her er min mor,” præsenterede Line.
Jeg nikkede og satte mig. Ved siden af mig, Mads’ mor – en elegant dame i midten af halvtredserne i en dyr kjole. “Hvor har I en vidunderlig datter,” sagde hun lavmælt. “Mads er vild med hende. Sigér, så selvstændige, målrettede piger er sjældne.”
“Hun blev selvstændig tidligt,” svarede jeg. “For tidligt.”
Mads’ mor mærkede tonen og skiftede emne.
Der var larm og lystighed ved bordet. Line grinede, fortalte arbejdsanekdoter, modtog hilsener. Jeg tav for det meste. Så datteren kramme Mads. Han hviskede, hun rødmede. Flink fyr, måtte jeg indrømme. Læge, ordenlig familie. Hun var heldig. Men kunne have giftet sig ordentligt før, hvis hun havde lyttet.
“Line, fortæl om brylluppet!” bad en veninde.
“Efteråret. En lille ceremoni, kun nærmeste familie.”
“Og hvor skal I bo?”
“Mads har køjbt lejlighed i nyt byggeri. Fire værelser, fin renovering. Et drømmehjem!”
Ufrivilligt mindedes jeg min gamle treværelses i en boligblok, hvor Line sov på en sovesofa. Hun jamrede over mangel på plads, privatliv. Jeg sagde, færdigør skole, kom på uni, arbejd – så får du din egen lejlighed. Men hun ville ikke vente.
“Og børn?” spurgte veninden. “Planer?”
Line så på Mads. “Ja, naturligvis. Jeg drømmer om et barn. Eller en lille pige,” hun smilede. “Verdens bedste mor.”
“Det tror jeg gerne,” nikkede Mads’ mor. “Du har en særlig evne med mennesker, sådan en psykologisk forståelse. Vigtigt for børneopdragelse.”
Jeg var lige ved at hoste på min vin. Evne med mennesker? Pigen der som sekstenåring kom sammen med en gift mand?
“Mor, er du okay?” Line lød bekymret. “Skal jeg få vand?”
“Nej, det er fint,” jeg tørrede øjnene med en serviet.
Festlighederne fortsatte. Der blev skålet, gaver givet. Line fik dyre smykker af Mads, en ferie i Europa fra kollegaerne, en flot taske fra veninderne. Jeg gav en fin guldhalskæde – ikke overvældende dyr, men ordentligt håndværk. Købt for en uge siden, nøje udvalgt.
“Tak, mor. Virkelig smuk.” Hun satte den på og kiggede i sit lommespejl. “Den er jeg glad for.”
“Bær den i sundhed,” sagde jeg.
Då festen var ved at slutte, rejste Mads sig med sit glas. “Venner, lidt om vores fødselsdagsbarn. Line er en utrolig kvinde. Hun har været igennem meget, lavet fejl, men rettet op og blevet, hvem hun er i dag. Stærk, klog, rar. Jeg er stolt af, hun vil være min kone.”
Gæsterne klappede. Line rødmede og kyssede ham.
“Og tak til Birgitte,” fortsatte Mads. “For at have opdraget sådan en datter. Jeg ved, I har haft svære tider, men I beholdt det vigtigste – kærligheden imellem jer.”
En klump
Tanken om at ringe til Liva i morgen, at sige hvor stolt jeg er over hende, hvor meget jeg glæder mig til at være bedstemor for hendes kommende børn – den trøster noget, selvom forsoningens vej stadig føles lang, og savnet efter det datterbarn, man kun ville elske på sin egen måde, stadig gør ondt dybt indeni.
