Datteren samlede os omkring bordet for at dele glæde. Efter middagen satte vi hende og svigersønnen ud af huset.
Jeg forstår simpelthen ikke ungdommen i dag. Det er, som om sund fornuft helt mangler hos dem. Vores datter Mette havde arrangeret en familiefrokost – en hyggelig aftensmad med salater, kage og lys. Hun havde samlet os alle – mig, min mand, vores barnebarn og hendes mand. Vi bor alle sammen i en almindelig treværelses lejlighed i udkanten af Aarhus. At bo så tæt er allerede en udfordring. Og så dette…
Da Mette og Lasse blev gift, tog vi dem straks ind hos os. Det var sådan, det skete – hun blev gravid, brylluppet blev hastet igennem, alt gik så hurtigt og uovervejet. Vi dømte dem ikke, hjalp, hvad vi kunne, og tilbød dem at bo hos os, så de kunne spare op til deres eget sted. Vi sagde til dem: “Spar penge, i skal mindst have til udbetalingen på et huslån. Vi forstår godt, men når barnet vokser, bliver det endnu trangere.”
De nikkede og sagde ja, men der skete ingenting. Kun tomme løfter, masser af snak, men ingen handling. De lever som børn, der stadig bor hjemme, uden en taknemmelighed. Vi bider det i os, selvom min mand og jeg har vores egne sygdomme og alder, vi længes efter ro og orden. Men for Mettes skyld tier vi stille.
Og der sad vi så, ved festbordet. Mette smiler, øjnene skinner. Min mand og jeg udvekslede et blik: “Måske har de endelig besluttet at flytte?”
Men nej. Mette løfter sit glas, ser rundt på os og siger:
“Mor, far… Jeg er gravid igen!”
Hovedet snurrede. Jeg stirrede på hende, kunne ikke tro mine egne ører. Det var, som om gulvet forsvandt under mig. Jeg kunne lige så godt have grinet i afmagt som brudt ud i gråd. Endnu et barn? I denne lille lejlighed? Hvor skal det dog ende?
“Mette, forstår du overhovedet, hvad du gør?” spurgte min mand lavmælt, men hårdt. “Hvor skal I bo med seks mennesker? Tror I, vi bliver ved med at passe børn for jer?”
Mette så slet ikke forlegen ud. Hun havde åbenbart forventet, at vi ville springe op, kramme hende og lykønske hende. Men det skete ikke.
“Jeg troede, I ville blive glade…” mumlede hun, og Lasse skyndte sig at tilføje:
“Vi håbede på støtte, men I angriber straks. Det er vores familie!”
“Jeres familie?” kunne jeg ikke lade være med at sige. “Hvem er vi så? Tjenestefolk? Sponsorere? Vi bad jer om at spare op! Men I… endnu en mund at mætte. Undskyld, men vi kan ikke mere.”
Efter middagen talte ingen sammen. Næste dag hilste Mette ikke engang. De er sure. På os. For at vi ikke hoppede af glæde. For at vi ikke var begejstrede for endnu et barn i denne smalle lejlighed, endnu en baby, der græder om natten, endnu en barnevogn i entreen, endnu en grund til at skubbe væggene.
Min mand og jeg talte om det. Roligt. Men bestemt. Det var nok. Vi kan og skal ikke ofre mere af vores eget liv, vores alderdom, vores ro. De er næsten tredive. Det er tid til at vokse op.
Jeg gik hen til Mette og sagde det lige ud:
“Mette, vi elsker jer. Men I er voksne mennesker. Vil I have et barn til? Fint. Men opdrag det i jeres eget hjem. Vi kan ikke længere være jeres sikkerhedsnet.”
Hun blev helt rød i hovedet. Sagde, at vi var onde, at “ingen behandler deres børn sådan”. Men undskyld, jeg har allerede gjort det – da jeg passede deres søn, da jeg brugte min pension på bleer, da jeg lavede mad og strygelse for dem. Nu er det nok.
De pakkede deres ting, fandt en lejebolig. De gik med et stort nag. Og vi blev tilbage – i vores treværelses. I ro. Med en følelse af, at det var det rigtige, selvom det var hårdt. Men nogle gange, for at nogen skal vokse op, må man slippe dem. Selv hvis det er ens eget barn.
