Skat, hvordan har du det? Hvordan går det med drengen? Har du fundet på et navn til ham endnu?
Han har ikke noget navn. Lad de nye forældre bestemme det. Jeg beholder ham ikke, mor… Jeg beholder ham ikke… Der er ikke nogen, der har brug for os. Vi er alene i hele verden.
Anna, skal vi komme med din lille til amning?
Nej, jeg har jo sagt det. Jeg vil skrive under på at give ham væk.
Sygeplejersken rystede bare opgivende på hovedet og forlod stuen. Anna vendte sig mod væggen og brød ud i gråd. De andre mødre sendte hinanden et kort blik, og fortsatte med at made deres små.
Anna var kommet midt om natten, det hele gik hurtigt. En sund og flot dreng på tre et halvt kilo. Da hun så på ham, begyndte hun at græde men ikke af glæde.
Det skal nok gå, hvorfor græder du? Det er en stærk dreng, du har fået der. Du ville måske hellere have haft en pige? Bare rolig, du kommer nok igen og får en pige senere.
Jeg beholder ham ikke Jeg tager ham ikke med hjem.
Hold nu op, hvorfor? Tænk dig nu om, du behøver ikke tage en beslutning lige nu. Det er jo dit barn, du kan vel ikke nænne det?
Pernille, Annas værelseskammerat på barselsgangen, sad ude på gangen med sin mand og fortalte, hvor sjovt deres datter rynkede næsen de grinede. Så kom der en kvinde med en pose og bad dem hente Anna.
Pernille hentede Anna ind fra stuen.
Skat, hvordan har du det? Hvordan går det med drengen? Har du fundet på et navn til ham endnu?
Han har ikke noget navn. Det må de nye forældre selv bestemme. Jeg beholder ham ikke, mor… Der er ikke nogen der har brug for os, vi er bare alene i verden.
Anna skjulte ansigtet i hænderne, tårerne løb. Pernille følte sig akavet og gik hurtigt tilbage til sin mand.
Du er ikke alene, min pige, jeg er her for dig. Og Jacob, ja, han har ikke opført sig pænt… Det var den der elskerinde, der bilder ham ind, at barnet ikke er hans. Sådan blev han vred… Men han skal nok tage sig sammen en dag og komme tilbage. Her, jeg har taget brød og lidt mælk med til dig. Hvis du ombestemmer dig, kan du kalde drengen Christian.
Anna gik ind på stuen igen og lagde posen i skabet. Fra gangen lød børnestemmer. Anna gik ud.
Er det min?
Ja, det er din.
Må jeg få ham til amning alligevel?
Sygeplejersken nikkede og bragte den lille. Han græd, hans ansigt helt rødt af anstrengelse.
Puha, ikke græde sådan… Mor skal nok sørge for dig nu.
Anna famlede sig frem, Pernille kom hen og hjalp. Drengen faldt til ro, og amningen gik i gang. Anna kunne ikke lade være med at smile hvor var han dog kær, hans lille næse og alvorlige øjne.
Efter den dag bragte de lille Christian ind til Anna hver gang, han skulle ammes. Hun nød at se på ham og beundre hans små træk.
Anna, var det din mor, der kom før? Hun virkede sød.
Nej, det var min svigermor. Min egen mor døde, da jeg var barn, far var altid væk, det var min moster, der opdragede mig. Så blev jeg gift og flyttede hjem til min mands familie. Vi havde det fint, indtil han fandt en anden.
Nu er han flyttet, og han vil ikke kendes ved os længere. Jeg bryder helt sammen, og midt i det altsammen gik fødslen i gang…
Men hvor vil du tage hen nu med barnet?
Svigermor siger, jeg må bo hos hende, hun er alene ingen mand, og nu også uden sin søn. Hun har altid været sød mod mig.
Så synes jeg, du skal tage imod tilbuddet. Hun kan hjælpe dig, og måske kommer din mand til fornuft en dag.
Anna gjorde som foreslået. Birgitte, hendes svigermor, hjalp med alt og havde ham kær som sit eget barnebarn.
Da Christian fyldte en måned, dukkede Jacob op igen. Anna var ude at handle.
Mor, jeg tager til Tyskland med Mette, vi har fået arbejde der. Ville bare lige sige farvel. Og… kan jeg låne nogle penge, hvis du har?
Penge… Du forlod din kone, mens hun var gravid! Og hun var tæt på at forlade dit barn på hospitalet! Du skulle have haft en skideballe, hvis din far havde været her. Og penge? Nej, min dreng, nu har jeg mit barnebarn, dem skal han nok få brug for. Du må klare dig selv.
Så begyndte Christian at græde, Birgitte ilede hen til vuggen.
Ser du ham ikke engang? Han ligner dig på en prik!
Han er ikke min søn… Det er Annas barn, hun har fundet én.
Du er simpelthen for dum, Jacob. Gå du bare din vej.
Birgitte gik på pension, og Anna fik job i hendes sted. Christian startede i børnehave, og de tre havde det trygt og godt sammen.
Birgitte, rejser din svigerdatter da slet ikke? Hvem har da hørt om at bo med svigermor men ikke med sin mand?
Anna betyder mere for mig end min søn, og barnebarnet er det vigtigste, jeg har. Dét er mit liv nu, Else. Og du skal passe dit eget.
Else gik videre hun forstod ikke Birgittes valg, hun ville altid have sat sønnen først. Men måske er vi bare forskellige.
Efterhånden bemærkede Birgitte, at Anna begyndte at sminke sig, og gik ofte ud om aftenen.
Anna, hvad hedder han så?
Hvem, mor?
Ham, du ser. Fortæl mig nu, jeg er nysgerrig!
Aj, vi går kun ture sammen… Han er bare på besøg hos familie her, tilfældigt vi mødte hinanden.
Ved han det med Christian?
Selvfølgelig, jeg har fortalt ham alt.
Så tag ham endelig med herhjem. Vi skal ikke gemme os for hinanden.
Anders, som han hed, kom forbi med en kurv jordbær og hjemmebagt brød fra sin moster. Han gav Christian en lille legetøjsbil og en fodbold.
Det blev en dejlig aften Anders fortalte sjove historier, Anna lo, og Birgitte morede sig som sjældent før. Da han var gået, spurgte Anna ivrigt:
Hvad syntes du om ham, mor? Er han en god mand?
Han virker rigtig fin, min pige. Han er høflig og rolig og han elsker dig tydeligt. Det må du ikke lade gå!
Efter en måned friede Anders til Anna hjemme hos Birgitte.
I kan være rolige, vi flytter til Aarhus jeg har hus der. Jeg elsker Anna og Christian som min egen. Vil du give os din velsignelse?
Birgitte fulgte Anna, Anders og Christian til stationen, de lovede at komme på besøg og skrive. Nu sad Birgitte alene tilbage.
Et år efter dukkede Jacob op sammen med en søn, Mads, der så lidt forsømt ud.
Gud, hvem ligner du dog, Mads. Hvorfor skifter din mor dig ikke?
Åh, der er ikke mere nogen mor… Hun gik til en anden mand, ham med penge… Mine brugte vi, nu har vi ikke en klink. Kom i tanke om jer herhjemme.
Godt tidspunkt at komme i tanke om det efter flere år, hva?
Hun sagde det om Christian, alt var løgn. Ville bare have mig væk fra familien. Jeg vil gerne møde min dreng nu… Hvor er han egentlig?
Du har dummet dig, Jacob. Anna er blevet gift, lykkelig med en god mand. Christian har fået hans efternavn du har ingen søn her. Og jeg tager mine ting og flytter hen til dem. Anna har født en datter. Jeg vil hjælpe og møde mit barnebarn. Du må passe huset imens.
Birgitte steg på toget og sad og tænkte, hvor skørt livet kan være. Hvor heldig man kan være, når man betyder noget for andre, og hvor meget det betyder, at man kan give støtte som dengang hun hjalp Anna. Hvem ved, hvordan det hele ellers var endt?
