Pige, giv mig bare en kvart af et franskbrød, så får du pengene i morgen. Jeg bliver helt svimmel af sult.
Det går ikke, svarede de mig. Dette er et bagerudsalg. Vi tager ikke imod flasker. Kan du ikke læse? Der står klart: Flaskerne skal afleveres i flaskepunktet, så får man pengene og kan købe brød. Hvad vil du?
Jeg anede ikke, at modtagestedet kun har åbent til kl. 12. Jeg kom for sent. Jeg havde aldrig før samlet flasker. Fortvivlelsen opslugte mig, jeg gik videre, vidste ikke hvor jeg skulle finde penge.
Tja, sagde de, du må sove mindre. Kom tidligt i morgen og aflever flaskerne, så kan du købe.
Kære, giv mig bare en kvart af et franskbrød, så får du pengene i morgen. Jeg er så sulten at mit hoved snurrer.
Man kunne se skammen i den ældre kvindes øjne, hun holdt hovedet højt.
Nej, svarede ekspedienten, jeg er ikke nogen velgørenhedsforening, jeg kæmper selv for at klare mig. Der er mange tiggere her, gå videre.
Goddag, sagde ekspedienten til en mand, som stod ved disken. Dit yndlingsbrød er lige kommet. Abrikossneglene er helt friske, kirsebærsneglene er fra i går.
Goddag, svarede manden, dybt i egne tanker. Jeg skal have brød med nødder og tørret frugt. Og seks kirsebærsnegle.
Abrikos, sagde ekspedienten. Så bliver det abrikos.
Manden kiggede tankefuldt ud i luften, bemærkede slet ikke den ældre dame, der stod i nærheden og så længselsfuldt på ham.
Ud gennem det lille vindue rakte ekspedienten ham hans varer. Han tog en tyk læderpung op og betalte kontant med en femhundredekrone. Hans øjne gled over den gamle kvindes ansigt og hvilede et øjeblik på den store gamle broche, der var sat fast i hendes jakke.
Kvinden var alt andet end en tigger. Hun havde et dannet udtryk og en rank holdning. Hendes tøj var slidt, men pænt.
Poul satte sig ind i sin bil, lagde varerne på forsædet og kørte.
Ikke langt derfra lå firmaets kontor.
Da han trådte ind, blev han mødt af sekretæren, Mette.
Poul Andersen, din kone bad dig ringe tilbage.
Åh Mette, hvad er der sket? spurgte han uroligt.
Poul Andersen ejede et firma, der solgte hårde hvidevarer. Han havde startet småt i begyndelsen af halvfemserne, men takket være flid og snilde voksede firmaet hurtigt.
Kontoret lå i udkanten af Aalborg. Han havde råd til en adresse på Kongens Nytorv, men ville ikke ødsle med pengene.
Poul havde bygget et nydeligt hus i en forstad, hvor han boede med sin kone og to sønner.
Om to uger skulle han være far for tredje gang, så konens opringning satte ham ud af fatning.
Karen, hvad er der sket? spurgte han.
Poul, de kalder os ind på skolen. Mads har igen slået en klassekammerat.
Skat, jeg ved ikke om jeg kan nå det. Jeg har aftale med en stor leverandør.
Du ved, jeg har det svært.
Nej, nej, du skal ikke gå nogen steder. Pas på dig selv. Jeg lover at finde tid.
Mads får et ordentligt møgfald af mig, hvis han ikke begynder at forstå ord. Undskyld, elskede. Jeg bliver længe, vent ikke på mig til aftensmad.
Du er nærmest aldrig hjemme. Børnene ser dig ikke du kommer, når de sover og går, før de vågner. Jeg bekymrer mig. Du får aldrig hvilet.
Sådan er arbejdet nu, men forhåbentlig kun en uge endnu. Når jeg skal med dig på hospitalet, hvad gør vi så med børnene?
Vi finder ud af det. En barnepige måske.
Jeg kan ikke lide tanken om at lade dem være hele dagen med en fremmed.
Lad os tale senere, Poul. Vi har begge travlt.
Du virker ligeglad med os.
Det er jeg ikke, alt jeg gør, gør jeg for familien. For dig, for Mads, for Christian og for vores lille pige.
Undskyld. Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver så følsom. Jeg savner dig bare.
Poul arbejdede til langt ud på natten. Børnene sov, og konen ventede i stuen.
Undskyld, skatte, jeg fik sagt noget dumt før.
Alt er i orden. Du skal bare passe på dig selv. Kom med ud i køkkenet, jeg varmer din mad.
Tak, jeg er ikke sulten. Jeg spiste på kontoret forresten, jeg har frisk abrikossnegl med hjem fra bageren. Intet slår de bagervarer. Og brødet med nødder og tørret frugt
Det brød kunne børnene nu ikke lide.
Poul blev stille, tænkte på den ældre dame ved bageren igen.
Skat, nu må du lægge dig. Du skal tidligt op.
Poul, sig mig er der problemer på firmaet?
Nej, alt er i orden, hvis jeg får aftalen hjem er alt fantastisk.
Du ser helt udmattet ud.
Nej, det er bare i dag så jeg en ældre dame foran bageren. Jeg hørte ikke alt hun sagde, men nu, da jeg sidder her, kommer det hele drypvist tilbage. Hendes ansigt virkede bekendt, men jeg kan ikke komme på hvorfra. Og så den mærkelige, store broche på jakken
Poul havde altid et blødt hjerte for folk i nød.
Han kunne ikke få hende ud af hovedet. Han bebrejdede sig selv for ikke at have hjulpet, særligt fordi ansigtet virkede som et spejl fra et drømmelandskab kendt, fremmed.
Næste morgen mødte han tidligt og forsøgte sig med tal og beregninger, men det hele svømmede. “Måske har jeg bare sovet for lidt?” smilte han stille.
Pludselig udbrød han: “Det er jo fru Thejlstrup!” Han genkendte hende på brochen og den pæne men slidte jakke. Han havde ikke set hende i 17 år.
Fru Thejlstrup havde været hans matematiklærer. Alle børn og selv forældrene spurgte hende til råds.
Hun var giftet sent, 38 år gammel. Hun fik en datter, men pigen var skrøbelig og blev kun tre. Da hun døde, forsvandt også ægtemanden og tilbage stod kun sorgen og børnene på skolen.
Poul voksede selv op hos sin farmor, forældrene døde da han var lille i et mærkeligt uheld på vej over flade marker.
Han var flittig og videbegærlig, og fru Thejlstrup holdt særligt meget af ham.
Ofte var han hos hende efter skole for at hjælpe med haven hun boede i et eget hus og bagte selv brød i en gammel ovn, hun havde arvet fra sin bedstemor. Brødet var luftigt som skyer, Poul mente ikke han havde smagt finere nogetsteds.
Hvis du siger det er det bedste brød du kender, må du tage et til din farmor, sagde hun og skar et halvt stort brød af.
Hun vidste, at han levede fattigt, men hun var snu. Hun lod som om hun havde brug for hjælp, så han kunne få mad uden at miste ansigt for efter arbejdet stod altid mad parat.
Huset hvor hun boede var revet ned, nu lå der betonhuse. Poul kontaktede derfor en gammel bekendt i kommunen og en time senere havde han adressen.
Tiden løb fra ham, travlhed udsatte besøget.
Sen aften, hjemme, fortalte han Karen om fru Thejlstrup.
Jeg kom til at tænke… du sagde vi har ingen til børnene når du skal føde. Hvad nu hvis vi beder hende komme her? Hun har gjort meget for mig, måske var jeg aldrig nået så langt uden hendes støtte. Jeg kan ikke lade hende være alene.
Selvfølgelig, tag ud til hende og hent hende hjem. Måske kan hun også få styr på Mads og hans slåskampe.
Du aner ikke, hun kan tale så selv vilde drenge lytter.
Søndag fandt han en buket tulipaner og kørte til den mærkelige adresse.
Med hjertebanken trykkede han på ringeklokken. Fru Thejlstrup åbnede. Hun var blevet lille, øjne matte, ansigtet tyndere.
Goddag, fru Thejlstrup, det er Poul Andersen jeg gik ud af skolen for 17 år siden.
Poul! Jeg genkendte dig straks, allerede ved bageren.
Undskyld, det var først nu jeg virkelig så dig. Jeg var vist helt ved siden af mig selv.
Den gamle lærerinde begyndte at græde.
Nejdu, jeg har ledt efter dig, jeg er glad jeg fandt dig.
Han overrakte buketten.
Tak, den sidste jeg fik blomster af, var til skolestart for fire år siden. Jeg gik, eller… blev bedt om at stoppe.
Jeg kan ikke byde på te nu. Folkepensionen kommer først om to dage.
Jeg er kommet for at hente dig. Jeg har god plads, kone og to drenge, og snart en pige.
Nej nej Poul, jeg skal ikke ligge jer til last. Din kone vil heller ikke have en fremmed under sit tag.
Fru Thejlstrup, du skal være barnepige, undervise drengene. Karen siger god for det. Hvem skulle ellers være bedre?
Mads slås hele tiden. Skolen ringer snart hver dag.
Kan du klare det, fru Thejlstrup?
Jeg bliver 70 næste år, men det skal jeg nok.
Så pak din taske, vi kører nu og hilser på min familie.
Fra den dag boede fru Thejlstrup hos familien Andersen, og hun glemte alle sine bekymringer.
Karen frydede sig over samtalerne med denne vise, rolige kappeklædte kvinde. Hun blev et klenodie for husholdningen.
Efter halvanden uge kom datteren til verden hun fik navnet Ida. Mens Karen var på hospitalet, hyggede drengene sig med fru Thejlstrup, der lavede mad og hjalp med lektier.
Poul og Karen kunne slappe af, børnene var i trygge hænder.
Mads, drillepinden, var helt under fru Thejlstrups indflydelse, selvom hun aldrig hævede stemmen, som om hun havde magiske evner, og slagsmålene på skolen blev færre.
Endelig kom dagen hvor Poul hentede Karen og Ida hjem.
Hvor har jeg savnet jer! udbrød Karen og krammede sine sønner.
Alt har været perfekt, smilede Christian.
Mor, vi bagte brød med fru Thejlstrup! pralede Mads.
Det smagte godt, men hun siger, det bliver aldrig som i den gamle ovn. Der var det magisk, tilføjede han, mens drømmen svøbte sig omkring huset som duften af netop bagt brød.
