Karen kommer hjem tidligere end planlagt, med pakker fyldt med godter fra sine forældre. Hun ville overraske sin mand, men i stedet for et varmt velkommen beder Mikkel hende om at gå ned i supermarkedet. Følgerne bliver overraskende.
Den tunge taske trækker så voldsomt i Karens skulder, at hun uvilkårligt stønner. Lænden værker det er blevet hendes faste følgesvend de sidste par måneder. Hun sætter forsigtigt poserne fra sig på det hullede fortov ved busstoppestedet.
Karen ånder dybt ud. Den lille én i maven sparker utilfreds. Seks måneder henne det er ikke noget at kimse ad, især når man har besluttet sig for at overraske sin mand og vender hjem tre dage før aftalt. Hun har savnet ham så meget, at hun talte de sidste kilometer hjem i bussen stolpe for stolpe.
Hvad laver Mikkel mon nu? Han aner nok ikke, at hun er her kun ti minutters gang fra hjemmet. Vejen op til opgangen føles uendelig. Poserne er fyldt med alt det, forældrene har sendt syltetøj, hjemmelavet leverpostej, tunge æbler alt synes at veje en ton.
Efter 50 meters gang ved hun, at hun ikke klarer den. Ryggen kan ganske enkelt ikke mere.
Hun tager telefonen frem og ringer.
Hej skat, siger hun lavmælt, da han tager telefonen.
Karen? Hvad er der? Er du okay? udbryder Mikkel bekymret.
Der er ikke noget, jeg er bare kommet hjem! Står ved stoppestedet foran vores opgang. Vil du ikke hente mig? Poserne er alt for tunge. Mor har fyldt dem helt op
Der bliver underligt stille i røret. Karen tjekker skærmen: forbindelsen er der stadig.
Du er her nu? Lige nu? Hvorfor sagde du ikke noget? Vi havde jo aftalt torsdag!
Det skulle være en overraskelse, sukker Karen. Er du ikke glad? Jeg er træt, kom nu ud!
Vent! råber han pludseligt. Gå ikke ind. Eller, jo, men Karen, der er slet ingenting hjemme. Jeg har spist det sidste i går. Hør, tag lige forbi Netto på hjørnet og køb noget godt oksekød. Jeg har fri i dag og vil gerne lave en ordentlig frokost til dig.
Hvad for noget kød, Mikkel? siger Karen opgivende. Kan du høre mig? Jeg er gravid, seks måneder, og står her med to store poser!
Min ryg er ved at gå i stykker! Vi har kartofler og æg hjemme. Kom nu ned og hent mig, jeg skal hvile mig.
Nej, Karen, du forstår ikke, afbryder han hurtigt. Det hele skal være perfekt. Butikken ligger lige om hjørnet. Køb noget oksekød, frisk kartofler vores egne er bulede. Spørg om hjælp eller tag lidt ad gangen. Det er for vores skyld! Jeg gør alt klar herhjemme.
Hun ser på sine røde fingre. Noget bittert spreder sig i hendes hjerte.
Er det alvor, Mikkel? Hendes stemme ryster. Du vil have, jeg skal købe kød og slæbe endnu mere, selvom jeg dårligt kan stå op?
Kan du ikke selv komme ned?
Jeg er i gang altså med noget! Hvis jeg går nu, ødelægger jeg det. Gør det for min skyld, Karen, jeg har glædet mig. Køb 800 gram oksekød og en lille pose kartofler i net. Jeg venter!
Han lægger på. Karen står og stirrer på den mørke skærm. Hun forstår ikke. Hun ville helst bare græde, lige der under lygtepælen. I stedet for varme kram bliver det køledisk og supermarked. Måske har han virkelig noget særligt planlagt, tænker hun. Så hun løfter de forbandede poser og humper af sted.
Inde i Føtex kører hun langsomt vognen gennem gangene, mens den søvnige kassedame sender hende medlidende blikke.
Kødet er tungt, og kartoflerne endnu værre. Da hun endelig når hjem, kan hun næsten ikke mærke sine hænder fingrene er stive som kroge.
Telefonen ringer igen.
Har du købt? spørger Mikkel muntert.
Ja, hvæser Karen. Jeg er nede ved opgangen. Luk op.
Vent! råber han næsten panisk. Kom ikke op! Sæt dig på bænken. Ti minutter, så er alt klart.
Er det en joke? Karens stemme skingrer, folk på gaden kigger. Hvilke ti minutter? Mine fødder er hævede, jeg kan knap nok stå!
Overraskelsen er ikke klar! gentager han stædigt. Hvis du går op nu, er det hele spildt. Sæt dig, få lidt frisk luft. Fem minutter, Karen, jeg lover! Lægger på nu, ellers når jeg det ikke!
Hun dumper ned på en bænk ved opgangen. Poserne glider til jorden med et brag. Helst ville hun bare kaste kødet op gennem vinduet til tredje sal.
Ti minutter går, så tyve. Hun sidder, mens vreden bobler indeni. Hvad mon han har lavet fyldt lejligheden med blomster? Dækket op til middag med stearinlys? Skjult en violinist et sted? Intet kunne retfærdiggøre, at hun skulle sidde og fryse i sin tilstand.
Da hun har ventet i femogtredive minutter, knirker døren. Ud kommer Mikkel pjusket og forvasket, t-shirten vrang, panden svedig.
Nå, sidder du der! smiler han stift og tager poserne. Hvorfor er du så sur? Se nu, vejret er jo skønt. Nå, ja. Kom!
Hvorfor er du gennemblødt, og hvorfor lugter du så meget af rengøringsmiddel? Karen rejser sig stønnende og holder fast i gelænderet.
Du får at se! svarer han ivrigt og skubber på i retning af elevatoren.
De går op. Mikkel åbner døren højtideligt. Karen træder ind i entreen, hvor lugten af klorin og billig luftfrisker rammer hende.
Hun går gennem stuen. Alt er blevet gjort rent. Alle tingene, der normalt flyder, er væk. Tæppet støvsuget (dog stadig vådt visse steder), hylderne tørret af. Hendes små porcelænsfigurer står lidt fortabt i hjørnet.
Kan du se det? stråler Mikkel. Overraskelse!
Karen vender sig langsomt mod ham.
Er det alt? hvisker hun.
Hvad mener du, alt? Mikkel sætter sig forarget på hug. Karen, se dig omkring! Jeg har gjort rent i tre timer! Jeg har vasket gulve overalt endda under sofaen! Alt service er vasket, toilettet skinner. Jeg ønskede, at du skulle komme hjem til et rent hjem, uden at skulle gøre noget. Mens du var i Netto.
Karen mærker klumpen i halsen vokse.
Så for at vaske gulvet, lod du mig slæbe varer op alene?
Du hentede mig ikke, selvom jeg bad om det, fordi du vaskede gulv?
Ja da! udbryder han. Jeg ville jo gøre det godt! Du brokker altid over, jeg intet laver. Så ville jeg vise, jeg kan. Du kom for tidligt hjem! Jeg havde ikke tid jeg måtte trække tiden ud, for at blive færdig. Og nu står du bare der og ser ud, som om jeg har spyttet dig i maden.
Har du slet ingen forståelse? Karens stemme knækker i et råb. Jeg er ligeglad med dine gulve! Jeg har ondt overalt, jeg slæbte de poser! Jeg venter vores barn, Mikkel! Forstår du det? Jeg ville have, du hentede mig, holdt min hånd ikke svingede med en moppe!
Mikkel bliver rød i hovedet og slynger karkluden i vasken.
Nå, nu starter du igen! skriger han. Man kan ikke gøre dig tilfreds! Jeg har skrubbet længe for dig, ville gøre dig glad. Og du skælder bare ud! Har du set, hvor pænt her er? Selv på vores bryllupsdag var der ikke så rent!
Hvem har bedt om det, hvis jeg skal lide for det? Karen hiver efter vejret. Du lod mig sidde udenfor i over en halv time! Jeg frøs, mine ben gør ondt. Jeg måtte købe og slæbe kød og kartofler det var ikke en overraskelse, det var en straf!
En straf, siger du? Mikkel farer frem og tilbage. Undskyld jeg ikke er perfekt! Andre ville være glade for en mand, der ordner hjemmet. Men du tænker kun på dig selv! Mig og min ryg, åh hvor jeg har det hårdt. Jeg kunne heller ikke sove for at glæde dig!
Karen dækker ansigtet med hænderne.
Du fatter slet intet, hulkende hvisker hun. Du byttede min sundhed for rene gulve.
Åh, det er jo dig der ødelægger overraskelsen! Du skulle være kommet torsdag, så kunne jeg nå det hele! Nu kom du for tidligt og giver mig skylden! Du er utaknemmelig, Karen, bare utaknemmelig.
Han stormer ud og smækker døren til soveværelset.
Barnet sparker igen i maven. Karen synker sammen på en stol, stirrer på pakken med kød, der stadig ligger fremme. Hun har kvalme, tårerne prikker.
Efter ti minutter åbner Mikkel forsigtigt døren.
Skal jeg gå i gang med kødet? mumler han. Eller spiser du heller ikke nu, bare for at gøre mig sur?
Lad det ligge, Mikkel, siger Karen lavt uden at vende sig. Bare lad mig være. Jeg har brug for søvn.
Som du vil! Han smækker døren igen.
Vaklende slæber hun sig ud på badeværelset. Hun ser sig i spejlet bleg, sorte rande under øjnene, håret i uorden.
Hun genkalder sig busturen, hvordan hun forestillede sig Mikkel ville tage imod hende: Endelig hjemme, hvor er det godt at se dig. Ja, det var den modtagelse Da hun kommer ud fra badet, starter skænderiet igen, denne gang over en bagatel.
Hun går, som hun er, ud af døren heldigvis nåede hun ikke at skifte tøj. Tog direkte hjem til forældrene.
Alle svigerforældre, svigerinde, fjerne slægtninge forsøger at overbevise Karen om, hun ikke skal skilles. Mikkel ringer tit, beder hende komme tilbage, lover han har forstået det hele nu. Men Karen har besluttet sig: sådan en mand skal hun ikke leve med, skilsmissen bliver gennemført. Hvorfor leve med en, der sætter rengøring højere end deres barns og hendes helbred?
