Signe ankommer tidligt hjem, tidligere end aftalt, med lækkerier fra sine forældre. Hun havde tænkt sig at overraske sin mand, men i stedet for en varm velkomst beder Anders hende om at handle ind. Det der sker derefter, havde hun ikke regnet med.
Den tunge indkøbstaske trak så meget i Signes skulder, at hun ufrivilligt gav et lille hvin fra sig. Lænden værker den har faktisk været et problem igennem de sidste par måneder. Forsigtigt sætter Signe poserne fra sig på den slidte asfalt ved stoppestedet.
Hun trækker vejret dybt ind og ud. Barnet i maven vrider sig utilfreds det er sjette måned nu, og det er ikke for sjov, tænker Signe. Især ikke når man vil overraske sin ægtemand og vender tre dage før hjemkomsten, end han regnede med. Hun har savnet ham så meget, at hun nærmest talte gadelamperne de sidste hundrede kilometer i bussen.
Mon Anders aner noget? Han regner sikkert slet ikke med, at hun allerede er tæt på kun ti minutters gang fra deres lejlighed i Valby. Turen mod opgangen føles uendelig. Poserne bugner med alt det, mor havde pakket hjemmelavet syltetøj, spegepølse, og tunge danske æbler det hele føles som et tons.
Efter ca. halvtreds meter ved Signe, at hun ikke kan slæbe det hele hjem. Ryggen kan simpelthen ikke mere.
Hun fisker mobiltelefonen op og ringer til Anders.
Hej skat, siger hun lavmælt, da han tager telefonen.
Signe? Er du okay? Anders lyder forvirret.
Der er ikke noget. Jeg er hjemme! Står nede foran opgangen. Vil du ikke hjælpe mig op? Jeg orker ikke mere, poserne er for tunge min mor har overgjort det som altid
Der opstår en underlig pause. Signe tjekker om opkaldet er afbrudt, men det er det ikke.
Du står nede foran? Lige nu? Hvorfor sagde du ikke noget? Vi havde jo aftalt torsdag!
Det skulle være en overraskelse, sukker Signe. Er du ikke glad? Kom nu ned, jeg er virkelig træt…
Vent lidt! Gå ikke op. Altså, vent…Signe, der er intet mad her. Jeg har spist op i går. Kan du ikke lige smutte i Netto om hjørnet og købe noget oksekød? Jeg tog fri i dag, vil overraske dig med en god frokost. Har du ikke lyst til det?
Oksekød!? Signe er målløs. Hører du ikke, hvad jeg siger? Jeg er gravid, står her med to kæmpe poser og min ryg værker! Kan vi ikke bare lave kartofler og æg jeg orker ikke mere.
Nej, du forstår ikke jeg vil gøre det perfekt, insisterer Anders. Det tager kun to minutter, skat. Køb lidt oksekød, og en pose frisk kartofler. Spørg nogen om hjælp til at bære, eller tag én ting ad gangen. Jeg ordner resten her.
Hun ser ned på sine røde hænder. En bitter følelse bobler op i hende.
Er du blevet skør, Anders? hendes stemme skælver. Mener du virkelig, at jeg skal gå i supermarkedet nu? Fordi du vil lave frokost?
Kan du ikke bare komme ned og hjælpe?
Jeg er allerede i gang med… forberedelserne! Hvis jeg går nu, ødelægger jeg overraskelsen. For min skyld, Signe! Køb 800 gram oksekød og en pose kartofler. Jeg venter!
Samtalen afbrydes. Signe stirrer på den sorte skærm, fyldt af frustration. Tårerne sidder løst i stedet for en krammer og varme, venter der hende et smut forbi slagteren. “Måske har han virkelig tænkt noget særligt?” tænker hun. Men hun sukker, tager poserne og halter mod Brugsen.
Hun skubber indkøbsvognen gennem de halvtomme gange. Kasseren sender hende et medfølende blik.
Oksekødet er tungt, og kartoflerne nærmest umulige at bære. Da hun træder ud foran opgangen igen, kan hun ikke længere mærke fingrene de er forvredne kroge.
Telefonen ringer endnu en gang.
Har du haft held med det? spørger Anders nærmest lystigt.
Ja, svarer Signe gennem sammenbidte tænder. Jeg er ved døren.
Nej, stop! Vent på bænken. Ti minutter, lover jeg.
Er det her for sjov?! Mine ben er ømme, jeg kan knap stå op!
Overraskelsen er ikke klar! Igen, gå ud og pust lidt ud bare fem minutter!
Hun sætter sig tungt på bænken ved opgangen. Poserne falder med et bump. Hun har mest lyst til at kaste det hele ind af vinduet til tredje sal.
Der går ti minutter, så tyve, og Signes frustration vokser. Hun forestiller sig, hvad der venter blomsterhav? Morgenmad på sengen? En violinist? Men intet kan opveje den følelse af at sidde ude efter en lang rejse, mens man er gravid.
Efter 35 minutter smækker opgangsdøren op, og Anders dukker op. Han ligner en, der er blevet revet ud af sengen T-shirten vender på vrangen, håret står til alle sider og ansigtet er blankt af sved.
Nå, du sidder her, griner han kunstigt, tager hurtigt poserne. Hvorfor er du så sur? Se nu på vejret! Kom…
Hvorfor sveder du sådan? Og hvorfor lugter du af rengøring? spørger Signe, mens hun med besvær rejser sig.
Bare vent og se! svarer han og spjætter nærmest mod elevatoren.
Da de kommer op, åbner Anders døren højtideligt med et smil og venter på anerkendelse. Signe træder ind i lejligheden og indånder straks den kemiske lugt af klor og billig “havbrise”-duftspray.
Hun tjekker stue, køkken og badeværelse. Alt er pinligt rent og tomt. Der hvor hans sokker og hendes tørklæder normalt flyder, er der pludselig gennemsigtigt. Gulvtæppet er støvsuget, borde tørret af. Hendes nipsfigurer er båret forsigtigt op i hjørnet.
Hvad så? Anders stråler som en nypudset tokrone. Sikke en overraskelse, hva?
Signe vender sig stille mod ham.
Er det alt? spørger hun lavt.
Alt? Anders sætter sig næsten demonstrativt ned. Jeg har knoklet i tre timer! Vasket gulv overalt, under sofaen, gjort badeværelset rent selv toilettet skinner! Jeg ville have, at du skulle komme hjem til et perfekt hjem. Jeg har ræset rundt for din skyld!
En klump sætter sig i Signes hals.
Så for at gøre rent skulle jeg… i Netto med tunge poser? Du kunne ikke engang hente mig?
Ja! Jeg ville bare vise, at jeg også kan tage ansvar herhjemme. Du brokker dig altid over, at jeg ikke hjælper, så nu ville jeg vise det. Du kom for tidligt, jeg manglede det sidste så jeg blev nødt til at forsinke dig! Og i stedet for at sige tak, står du bare der…
Har du fået solstik, Anders? skriger Signe pludselig, stemmen knækker. Jeg er ligeglad med de gulve! Jeg har ondt, jeg venter vores barn, jeg havde brug for DIG. Ikke for rengøring.
Anders bliver rød i hovedet, skubber kluden ned i vasken.
Så det også forkert! Jeg har ikke sovet hele natten, bare for at glæde dig. Så er det heller aldrig godt nok du tænker kun på dig selv!
Signe dækker sit ansigt med hænderne.
Du har slet ikke fattet en skid… snøfter hun. Du byttede mit velvære ud med et rent fodpanel!
Nu stopper du, det var dig der kom for tidligt! Du ødelagde overraskelsen. Var du kommet torsdag, havde alt stået klar. Men nej, du vil komme før, og nu er jeg skurken! siger han og tramper ind i soveværelset.
Barnet i Signes mave sparker igen. Hun synker sammen på stolen, ser på posen med oksekød, som aldrig kom i køleskabet, og kvalmen ruller op ad halsen.
Efter ti minutter åbner Anders døren igen.
Skal jeg ikke lave noget mad nu? Eller vil du bare ikke spise for at gøre mig sur?
Nej, lad bare være med det, svarer Signe stille. Lad mig bare være. Jeg vil sove.
Fint! siger Anders og smækker døren.
Signe går ind på badeværelset, ser sig selv i spejlet bleg og med mørke render under øjnene. Hun husker bussen og hvordan hun troede, Anders ville tage imod hende med åbne arme og sige Endelig hjemme, skat. Hun blev langt fra mødt sådan.
Da Signe, efter at have vasket ansigt, forlader badeværelset, bryder skænderiet ud igen over en bagatel. Hun tager sin jakke, som hun ikke engang har fået af, og forlader lejligheden på stedet tilbage til forældrene.
Alle svigerforældre, svigerinde, selv fjerne slægtninge prøver at overtale hende til at blive, og Anders ringer gentagne gange, lover bod og bedring. Men Signe har truffet sin beslutning: Hun vil skilles. Hvorfor skulle hun blive hos en mand, der prioriterer støv over deres barns og hendes helbred?
