Sofie kom hjem tidligere end planlagt fra sine forældre og havde fyldt taskerne med lækkerier. Hun ville egentlig overraske sin mand, men i stedet for en varm velkomst blev hun sendt i Netto. Og det fik nogle helt andre konsekvenser, end nogen kunne have regnet med.
Skulderen værkede så meget af den tunge bærepose, at Sofie kom til at sige “av” ud i luften. Det var lænden, der drillede igen i to måneder havde hun døjet med den hver eneste dag. Forsigtigt satte hun poserne fra sig på det hullede fortov ved busstoppestedet.
Hun trak vejret dybt. Maven rumsterede indeni den lille var ikke just begejstret. Seks måneder henne nu, og det var altså ikke nogen spøg. Især når man beslutter sig for at overraske sin mand og kommer hele tre dage tidligere hjem fra et besøg hos forældrene. Hun havde savnet ham så meget, at hun nærmest talte lyktestolper de sidste hundrede kilometer i bussen.
Mon hvad Thomas lavede lige nu? Han havde nok ikke den fjerneste anelse om, at hun allerede var i Valby, kun ti minutters gang hjemmefra. Turen op til lejligheden føltes eviglang. De to tasker bugnede af forældregaver hjemmelavet syltetøj, lidt stegt flæsk, og tunge æbler de vejede som bly.
Efter bare femogtres meter kunne Sofie mærke: Hun ville ikke kunne bære dem hele vejen op. Ryggen sagde fra.
Hun rakte ud efter mobilen og ringede op til sin mand.
Eller, hej Sofus, lød Thomas stemme i røret, da han til sidst tog den.
Hej Thomas, sagde Sofie blidt. Jeg står nede foran opgangen. Orker du at komme ned og hjælpe mig op med poserne? Min mor har været helt ustyrlig sød og fyldt det hele op…
Der lød en mærkelig stilhed i røret, så Sofie tjekkede skærmen for at se, om han havde lagt på.
Du er… Hvad? Nu? Hvorfor sagde du ikke noget? Vi havde jo en aftale om, du kom torsdag!
Jeg ville overraske dig, sagde hun og snøftede. Er du slet ikke glad? Jeg er helt færdig. Kom nu ned.
Vent lidt, udbrød han pludselig. Gå ikke op endnu! Eller jo, nej, vent… Sofie, prøv og hør, der er absolut intet mad hjemme. Jeg spiste det sidste i går. Kan du ikke lige smutte forbi Føtex om hjørnet og købe noget oksekød? Jeg sprang arbejdet over i dag for at gøre klar til dig, ville lave en god frokost, så du kunne blive rigtig forkælet.
Hvilket oksekød, Thomas? Sofie var helt rundt på gulvet. Kan du høre mig? Jeg er gravid, seks måneder henne, står her med to overfyldte tasker!
Min ryg driller, og du vil have, jeg skal handle ind? Vi har både kartofler og æg. Kom nu bare ned, jeg er sulten og har brug for at hvile mig.
Nej, du forstår ikke, sagde han i en piskende hast. Jeg vil virkelig gerne gøre det perfekt. Kan du ikke lige købe oksekød sådan cirka 800 gram, og en lille pose kartofler, bare dem i net? Spørg eventuelt om hjælp til at bære, hvis det er for tungt. Det er kun for din skyld, skat! Jeg forbereder alting herhjemme.
Sofie kiggede ned på sine røde hænder. En uventet, tung følelse voksede indeni.
Thomas, mener du seriøst, begyndte hun, stemmens skæld stille. Du vil have, jeg i min tilstand, med de her poser, skal gå i Føtex og købe kød? Kan du virkelig ikke bare komme ned?
Jeg er midt i… ja, altså, forberedelserne! Hvis jeg går nu, så går det hele galt. Kom nu årh, Sofie. Bare lige det sidste! 800 gram oksekød og en lille pose kartofler. Jeg lover, jeg gør det hele klar.
Så lagde han på. Sofie stod med mobilen i hånden og stirrede på den mørke skærm. Hun kunne næsten ikke tro det. Hun fik lyst til at bryde grædende sammen, der midt under gadelamperne på Frederiksberg. I stedet for knus og hjemmehygge blev det over i køddisken. “Måske har han virkelig noget særligt i tankerne?” tænkte hun og sukkede, inden hun slæbte taskerne hen mod butikken.
Hun trak vognen gennem de halvtomme gange, mens kassedamen sendte hende et medlidende blik.
Et kilo oksekød var tungt, og den der pose kartofler føltes fuldstændig umulig. Da hun var ude, var fingrene stive som kroge.
Så ringede telefonen igen.
Har du købt det? Thomas lød glad.
Ja, hvæsede Sofie igennem tænderne. Jeg står foran opgangen.
Wait! råbte han næsten. Gå ikke op! Vent lige på bænken nedenfor. Bare ti minutter!
Mener du det? Sofie kunne ikke holde råbet tilbage. Ti minutter? Jeg kan ikke stå mere, mine ben gør ondt!
Jeg skal bare lige være færdig! Sæt dig ned, træk vejret, fem minutter max, siger han og lagde på.
Hun dumpede tungt ned på den lille træs bænk. Poserne landede med et bump. Alt, hvad hun ville, var at kyle kødet op igennem vinduet på tredje sal.
Ti minutter blev til tyve. Og derefter tredive. Sofie så deres lejlighed for sig og tænkte: hvad kunne det dog være for en overraskelse… Blomster over det hele? Morgenmad med stearinlys? En violinist gemt i hjørnet? Men intet af dét kunne opveje, at hun midt i graviditet og træthed sad og frøs på en bænk.
Efter femogtredive minutter gik døren op: Thomas kom ud, pænt forpustet og lidt kikset i vendingen t-shirten sad omvendt, han dryppede af sved, og håret stak helt vildt.
Nå, du sidder her, sagde han stift smilende og greb poserne. Hvorfor ser du så mut ud? Prøv lige at mærke, hvor frisk luften er! Okay, lad os komme op!
Hvorfor sveder du? og hvorfor lugter du så meget af rengøringsmidler? spurgte Sofie mistænksomt, da hun møjsommeligt rejste sig ved gelænderet.
Du får at se, svarede han begejstret, mens han nærmest hoppede mod elevatoren.
De gik ind, og Thomas åbnede døren med pomp og pragt og ventede på anerkendelsen. Sofie tog et skridt ind. Hele lejligheden lugtede af Ajax og havfrisk luftfrisker. Hun kiggede ind i stuen, på køkkenet, i badeværelset. Det hele strålede, gulvtæppet var nyligt støvsuget, ting blevet tørret af, hendes figurer stod alene i et hjørne.
Nå? Se nu! Surpriiiiise! udbrød Thomas stolt.
Sofie vendte sig langsomt om.
Er det… det hele? spurgte hun stille.
Hvad mener du det hele? sagde Thomas forarget. Prøv at se! Jeg har brugt tre timer på at gøre rent overalt selv under sofaen! Alt service er vasket op, wcet skinner! Jeg ville bare have, at du kunne slappe af, når du kom hjem. Du kom jo for tidligt, jeg nåede det ikke engang! Var nødt til at sende dig i Føtex, så jeg kunne gøre det færdigt… og så får jeg bare den der mine!
Sofie mærkede tårerne presse sig på.
Du ville have, at jeg for at vaske et gulv? … Du kunne ikke bare gå ned og hente mig?
Ja, hvad så? Jeg ville overraske dig! Du siger altid, jeg aldrig tager initiativ herhjemme. Jeg havde sat alt ind for at gøre det perfekt! Men nej, man kan alligevel aldrig gøre dig glad!
For helvede, Thomas, det handler ikke om gulvet! Jeg var udmattet, jeg er gravid! Jeg havde bare brug for, at du havde taget imod mig og hjulpet med taskerne. Ikke mere! Hvad skal jeg bruge et klinisk rent toilet til?
Thomas blev ildrød i hovedet, kastede kluden op i vasken.
Åh, så begyndte det! Nu er det mig igen jeg ville bare det bedste! Siden klokken fem i morges har jeg knoklet, og så får jeg tak på den måde! Du tænker kun på dig selv!
Sofie skjulte ansigtet i hænderne.
Du forstår slet ingenting, hulkede hun. Intet. Du satte et skinnende fodpanel over mit og barnets helbred.
Nu skal du lige! Thomas råbte næsten. Det er dig, der laver alt til et drama! Du ødelagde overraskelsen ved at komme uanmeldt! Hvis du kom torsdag som aftalt, havde du fået både blomster og morgenmad, og alt havde været super.
Så smækkede han døren ind til soveværelset.
Sofie satte sig ned, blikket på posen med kød, han havde glemt at lægge i køleskabet. Maven rumlede, kvalmen kom krybende.
Ti minutter efter stak han hovedet ind i køkkenet.
Skal jeg lave det kød, eller vil du bare blive ved med at være sur?
Nej tak, Thomas, svarede hun stille. Bare lad mig være. Jeg skal bare sove.
Fint! og døren smækkede igen.
Sofie gik ud på badeværelset og så sig i spejlet: helt bleg, mørke rande under øjnene, håret stod ud til alle sider.
Hun tænkte på busrejsen og på sit håb om, at Thomas ville tage imod hende og sige: Heldigvis, du er hjemme. I stedet var hun blevet sendt i Netto med en kæmpe mave.
Bagefter begyndte de at skændes om alt, og til sidst tog Sofie bare jakke på og gik, direkte op til sine forældre igen.
Efterfølgende prøvede familien at overtale hende til at blive, svigerforældre, svigerinde, alle. Thomas ringede gentagne gange, bad om endnu en chance og påstod, nu havde han forstået det. Men Sofie havde allerede besluttet sig: sådan en mand ville hun ikke leve med, skilsmissen skulle gennemføres. Hvorfor have en mand, der hellere vasker gulv, end at tage sig af sin gravide kone og deres kommende barn?
