Freja trådte ind i opgangen meget tidligere end ventet, armene trækkende af tunge poser fyldt med hjemmelavede sager fra mor og far på Fyn. Hun ville overraske sin mand, Thomas, men han mødte hende ikke med åbne arme. I stedet for blev hun sendt direkte ned i Netto. Det hele fik uventede konsekvenser.
Den tunge mulepose gnavede smertefuldt ned over Frejas skulder, og hun kunne ikke holde et lille hvin tilbage. Den konstante smerte i lænden havde været hendes tro følgesvend den sidste måned. Hun satte forsigtigt poserne med sylte, frikadeller og æbler ned på det ujævne flisebelagte fortov foran blokken.
Freja sukkede tungt, maven spændt, da barnet gav lyd fra sig. Sjette måned ikke for sjov, især ikke når man vælger at komme hjem tre dage tidligere end aftalt, bare for at give sin mand en glædelig overraskelse. Hun savnede ham så meget, at de sidste kilometer i bussen føltes som evigheder.
Mon Thomas overhovedet havde mistanke? Han sad sikkert og nød sin morgenkaffe, intetanende om, at hun var kun ti minutters gang væk. Vejen føltes endeløs, og poserne var som fyldt med sten så fyldt med barndomsminder, at det næsten gjorde fysisk ondt.
Efter knap halvtreds meter gik det op for hende: hun kunne ikke slæbe dem længere. Ryggen brændte af smerte.
Hun fandt mobilen frem og ringede til Thomas.
Hej skat, det er mig, hviskede hun, da han endelig tog telefonen.
Freja?! Hvad sker der? Er du okay? Thomas lød panisk.
Der er ikke noget galt. Jeg er ved vores opgang. Kan du ikke komme ned og hjælpe mig med poserne? Mor har pakket hele køkkenet til os
Der blev stille i røret. Så stille, at Freja var nødt til at tjekke skærmen.
Står du på fortovet lige nu? Hvorfor sagde du ikke noget? Du skulle jo først komme torsdag!
Det var meningen det skulle være en overraskelse, hendes stemme blev mere træt, er du ikke glad? Jeg er simpelthen så udmattet. Kom nu bare.
Vent, vent, vent! Gå ikke op, afbrød han hektisk. Eller, jo, kom nej, Freja, vi har INTET i lejligheden. Jeg spiste det sidste i går. Gider du ikke lige gå i Netto og købe noget oksekød? Gerne noget godt! Jeg tog fri i dag, vil lave en rigtig velkomstfrokost til dig.
Oksekød? Thomas, hører du overhovedet hvad jeg siger? Jeg er gravid i sjette måned, står med tunge poser og kan knap gå! Kan vi ikke bare spise kartofler og æg? Mød mig venligst, jeg har brug for mad og en seng.
Du forstår det ikke, nu talte han hurtigt, alt skal være perfekt. Netto ligger jo lige om hjørnet. Køb lidt kød og friske kartofler! Få eventuelt nogen til at hjælpe dig, eller tag det ad flere omgange, vær sød! Det er for os, skat. Jeg ordner det andet her.
Freja så ned på sine røde hænder, og en bitter, rasende bølge skyllede gennem hende.
Er du rigtig klog, Thomas? hendes stemme skælvede. Bad du mig lige om at gå hele vejen i netto, for at købe ind, fordi du vil lave frokost?
Du kan ikke selv komme ned og hjælpe?
Jeg er midt i forberedelserne! Lige nu skal jeg bruge ti minutter til at gøre det færdigt. Køb 800 gram oksekød, en lille pose kartofler. Kom nu, jeg venter!
Opkaldet blev brat afbrudt. Freja blev stående, stirrende på displayet. Hun havde mest af alt lyst til at græde under det kolde lys fra gadelygten. Ingen kram. Ingen varme ord. Bare et ærinde for at købe kød. Måske var han virkelig ved at trylle et eller andet frem? Suk. Hun samlede poserne op, og haltede afsted mod butikken.
Inde i Netto stirrede hun stift på den døde kassemedarbejder, mens hun trak tunge varer op i kurven: bøffer og kartofler, som begge føltes umulige at løfte. Hendes fingre blev til stive kroge.
Telefonen ringede igen.
Har du handlet? lød det lystigt fra Thomas.
Ja. Jeg er ved indgangen nu. Åben døren.
NEJ! Bliv siddende på bænken udenfor, giv mig ti minutter, så henter jeg dig.
Er du seriøs? Freja råbte, ligeglad med folk på fortovet, Thomas, jeg kan ikke stå mere! Benene svulmer, jeg har smerter!
Overraskelsen er ikke færdig! Please, sæt dig ned, ti minutter. Jeg lover, skat! Ellers går det hele til spilde.
Hun dumpede sammen på en af træbænkene ud for indgangen. Poserne væltede knirkende om på fliserne. Hun ønskede næsten at kyle kødet op i vinduet til tredje sal.
Ti minutter blev til tyve. Freja sad frustreret og udmattet. Hun forestillede sig, hvad der mon ventede hende ovenpå. Lyserøde roser? Morgenmad på sengen? Smukke ord? Intet kunne retfærdiggøre, at hun sad her midt i København, under kølig nattehimmel, efter en sådan rejse.
Efter femogtredive minutter smækkede døren op, og Thomas kom brasende ud sved på panden, t-shirten vrangen ud, håret vildt.
Sidder du her! et anspændt smil, mens han ræb op i poserne, Hvorfor er du sur? Se vejret! Kom nu!
Hvorfor er du så svedig, og hvorfor stinker du af rengøringsmidler? Freja kæmpede sig op, støttende til gelænderet.
Du får at se, svarede han muntert, og ilede mod elevatoren.
Oppe i lejligheden smækkede Thomas døren op, kiggede forventningsfuldt på hende, som om han havde bygget det skønneste slot. Freja trådte ind og blev mødt af stikkende duft af klorin og syntetisk frisk luft.
Hun gik forbi stuen, i køkkenet, kiggede ind på badeværelset. Det var skinnende rent. Gulvtæppet nyligt støvsuget, tingene pakket væk, hylderne pudset af hendes elskede nips stillet tyst i hjørnet.
Nå? sagde Thomas spændt, Se nu, overraskelse!
Freja så på ham, træt.
Var det dét?
Hvad mener du? Jeg har knoklet i tre timer! Gulvet, hele lejligheden! Jeg har ordnet badet, vasket alting op, selv toilettet funklende. Jeg ville, at du kom hjem til ren hygge og ikke skulle løfte en finger!
Noget snørede sig om Frejas hals.
For at vaske gulvet tvang du mig til at slæbe varer og sidde udenfor? Du kunne ikke bare hente mig?
Thomas slog ud med armene.
Jeg prøvede bare at gøre det rigtigt! Du siger altid, jeg ikke hjælper. Da du så kom tidligere, måtte jeg nå det! Er det så meget at bede om? Og du siger ikke engang tak
Thomas, har du helt tabt sutten? hendes tålmodighed revnede, Jeg er fuldstændig ligeglad med gulve lige nu! Min ryg værker, poserne var tunge. Jeg er gravid, Thomas! Jeg havde bare brug for, at du tog min hånd og fulgte mig hjem, ikke for at du svingede med en moppe.
Harm buldrede op i Thomas, og han kastede kluden i vasken.
Nå, det er typisk! Ligegyldigt hvad jeg prøver, så dur det aldrig. Jeg har ikke sovet i nat, jeg har vasket som en gal, for at DU skulle have det godt og så står du bare og råber.
Hvis prisen for rene gulve er, at jeg skal sidde og fryse på en bænk, så tak. Jeg frøs, mine ben dunker, og du tvang mig til at slæbe varer! Det er ikke kærlighed, det er tortur!
Thomas fløj rundt i lejligheden, frustreret.
Ja undskyld, at jeg ikke er perfekt. Andre kvinder ville være glade for en mand, der gør rent, men ikke dig. Det handler kun om dig og din mave! Måske er jeg også træt? Jeg prøver jo at gøre noget for os!
Freja skjulte ansigtet i hænderne, tårerne truede.
Du forstår overhovedet ikke du valgte et pletfrit panel over mig og dit kommende barn.
Kun fordi du var for tidligt hjemme! Du har selv ødelagt overraskelsen. Var du kommet torsdag, havde alt været perfekt. Men nej, du må gøre det hele på din måde, og nu er jeg skyld i alt. Du er utaknemmelig, Freja, utaknemmelig.
Så smækkede han døren ind til soveværelset.
Barnet sparkede i maven. Freja satte sig tungt på køkkenstolen, stirrede på pakken med oksekød, som Thomas havde ladet stå på bordet. Hun havde det forfærdeligt kvalmen steg helt op i halsen.
Efter ti minutter gik døren op igen.
Skal jeg lave bøffer så? Eller er du nu så gal, at du ikke vil spise?
Glem det, Thomas, hendes stemme lød opgivende jeg vil bare hvile mig.
Fint! svarede han vrissent, og smækkede døren endnu en gang.
Freja vaklede mod badeværelset, spejlede sig og så en bleg kvinde, med mørke rander under øjnene og sat hår. Hun tænkte tilbage på busturen, hvordan hun havde glædet sig til at blive taget imod af sin mand, blive holdt om og høre: Gudskelov, du er hjemme. Selvfølgelig. Det var ingen omfavnelse her.
Da hun trådte ud fra badeværelset, brød diskussionen ud igen over en ligegyldighed. Til sidst gik Freja uden at pakke ud direkte tilbage mod stationen, hjem til sine forældre.
Alle prøvede at overtale hende til at blive: svigermor, søster og selv fjerne slægtninge. Thomas ringede konstant, bad hende komme tilbage, lovede at han havde forstået det hele. Men inde i sig selv havde Freja besluttet: hun kunne ikke leve med sådan en mand, og der ville blive skilsmisse. Ingen mand, der sætter et rent gulv over sit barns og sin kones helbred, er værd at vente på.
