Mille kom hjem tidligere end planlagt med lækkerier fra sine forældre. Hun havde glædet sig til at overraske sin mand, men i stedet for en varm velkomst sendte Mads hende ud at handle. Det fik helt uventede konsekvenser.
Den tunge taske hev så meget i min skulder, at jeg udbrød et lavmælt av. Mit lænd gjorde ondt det var efterhånden en fast følgesvend de seneste par måneder. Jeg stillede forsigtigt poserne ned på den hullede asfalt foran busstoppestedet.
Jeg sukkede dybt. Den lille i maven rodede utålmodigt rundt. Sjette måned det er altså ikke for sjov. Især ikke når man vil glæde sin mand og derfor tager hjem fra sine forældre tre dage før aftalt. Jeg havde savnet ham så meget, at jeg til sidst talte lygtepælene på de sidste hundrede kilometer i bussen.
Hvad mon Mads laver lige nu? Han aner nok ikke, at jeg allerede er her bare ti minutters gang fra vores opgang. Turen hjem føltes uendelig. Poserne proppet med mors sylte, fars hjemmelavede leverpostej, tunge æbler og småkager føltes som om de vejede et helt ton.
Efter omkring halvtreds meter måtte jeg indse, at jeg ikke kunne bære længere min ryg ville simpelthen ikke klare det.
Jeg fandt min mobil frem og ringede.
Hej skat, hviskede jeg, da han svarede.
Mille? Hvad sker der, er du okay? spurgte han forskrækket.
Bare rolig, jeg er fin. Jeg er kommet hjem! Jeg står nede ved stoppestedet foran vores bygning. Vil du ikke komme ned og hente mig? Poserne er virkelig tunge, min mor har fyldt dem op igen
Der blev helt stille i røret. Jeg gloede på skærmen for at tjekke, om forbindelsen var røget.
Er du der allerede? udbrød Mads i en høj tone. Nu? Hvorfor har du ikke sagt noget du skulle jo først komme torsdag!
Det skulle være en overraskelse, svarede jeg og kunne ikke lade være med at lyde lidt såret. Er du ikke glad? Jeg er udmattet. Kom nu ned
Vent! råbte han pludselig. Lad være med at gå op. Eller, jo, men Mille, altså, der er intet i huset. Jeg spiste det hele op i går. Gider du ikke lige gå i Meny om hjørnet og købe noget oksekød? Jeg har taget fri i dag, vil gerne lave god frokost til dig.
Hvilket oksekød? Hører du ikke, hvad jeg siger? Jeg er højgravid, og jeg står her med to kæmpeposer midt på gaden!
Skat, jeg går bare lige og gør klar herhjemme. Det ville bare være så dejligt, hvis du lige kunne tage kød og lidt nye kartofler med, vores egne er slatne. Du kan sikkert få en eller anden til at hjælpe dig det sidste stykke. For min skyld, Mille det er jo for os begge to
Jeg stirrede på mine røde hænder, følelsen af bitterhed voksede i maven.
Mads, er du fra forstanden? Min stemme begyndte at ryste. Du vil have, at jeg med store maver og poser skal gå ud at handle kød, fordi du vil lave frokost?
Jeg har allerede startet forberedelsen! Hvis jeg går nu, bliver det ødelagt. Køb nu bare oksekød for cirka hundrede kroner, og en lille pose kartofler, tak! Du kan godt.
Han lagde på.
Jeg stod med mobilen i hånden og forstod ingenting. Det eneste, jeg havde ønsket mig, var et kram, lidt varme, måske en bid mad og min seng. I stedet: ind i SuperBrugsen og slæbe videre.
Køledisken virkede endnu koldere under de andres blikke kassedamen sendte mig et træt, medfølende smil.
Oksekødet var tungt, posen med kartofler endnu værre. Da jeg kom ud, føltes mine hænder som kroge.
Telefonen ringede igen.
Har du handlet? spurgte Mads oplagt.
Ja. Jeg er ved opgangen nu. Kan du ikke lukke mig ind?
Vent! Gå ikke op endnu, sæt dig bare på bænken udenfor i ti minutter.
Er det din alvor? Jeg blev ophidset. Mine fødder er hævede, jeg kan ikke stå længere!
Surprisen er ikke klar! Bare sid ned, fem minutter, Mille, jeg lover det!
Jeg satte mig tungt på bænken foran opgangen. Poserne faldt med et bump ned ved siden af mig. Lysten til bare at kyle kødpakken op i hans vindue var stor.
Ti minutter gik, så tyve. Jeg prøvede at forestille mig, hvad der mon ventede mig ovenpå blomster overalt, måske en brunch eller levende musik? Men intet af det ville opveje at sidde i kulden, sulten og træt, efter den lange rejse.
Efter femogtredive minutter gik døren op og ud sprang Mads fugtig i håret, t-shirten på vrangen, med svedperler i panden.
Nå, du sidder her? Han forsøgte sig med et smil, greb poserne. Hvorfor ser du så sur ud? Se, det er endda fint vejr! Kom, vi skynder os op.
Hvorfor lugter du så kraftigt af rengøringsmiddel? spurgte jeg, mens jeg møjsommeligt rejste mig og halvt humpede op ad trappen.
Bare vent, det får du at se!
Oppe åbnede Mads døren med stor gestus. Jeg trådte ind og blev næsten slået omkuld af lugten af klorin og billig luftfrisker.
Jeg gik rundt i lejligheden. Der var usædvanligt tomt og ryddeligt. Tæppet var nystøvsuget, hylderne fri for støv, og mine pyntefigurer stod sammenklemt i et hjørne.
Nå? Hvad synes du? Overraskelse!
Jeg vendte mig mod ham.
Er det det hele? spurgte jeg stille.
Hvad mener du? Mille, jeg har knoklet i tre timer! Alt er rent fra gulv til loft. Jeg ville have, at du skulle komme hjem til et pænt hjem, så du ikke skulle tænke på noget som helst. Derfor bad jeg dig handle så jeg kunne gøre færdig!
En klump satte sig fast i min hals.
Så du sendte mig ud for at købe kød og lod mig bære alt, mens du vaskede gulvene? Stemmen rystede.
Men jeg ville jo gøre det pænt for dig! Du siger altid, at jeg ikke hjælper nok. Og så kommer du for tidligt jeg måtte jo blive færdig! Men tak får jeg ikke. Det er som om, du hellere ville have en beskidt lejlighed.
Jeg tabte helt pusten.
Det, jeg havde brug for, var dine arme, ikke et nyskuret køkkengulv! Jeg er træt og jeg venter vores barn, Mads!
Mads blev rød i hovedet og smed den klud, han stadig stod med.
Jamen, så kan jeg jo bare lade være! Det er aldrig godt nok! Jeg tænker på dig, prøver at gøre dig glad, og det eneste jeg får er brok!
Jeg begyndte at græde stille.
Du har intet forstået du vælger altid dit eget over vores, hviskede jeg.
Det udviklede sig til endnu en skænderi. Han smækkede med døren til soveværelset. Jeg sad tilbage med en snurrende mave og en følelse af ensomhed, stirrende på posen med det varme kød, der aldrig kom i køleskabet.
Efter ti minutters tavshed i køkkenet stak han hovedet ind:
Vil du have, jeg steger kødet? Eller har du mest lyst til at straffe mig?
Lad være, sagde jeg lavt. Jeg vil bare være i fred.
Så smækkede han igen.
Jeg gik ud på badeværelset, så mig selv i spejlet bleg, mørke rande under øjnene, kroppen træt til bristepunktet. For få timer siden havde jeg glædet mig til gensynet, forestillet mig, at Mads ville omfavne mig og sige: Godt, du er hjemme. Men gensynet blev anderledes.
Vores diskussion fortsatte helt ud af døren; jeg smed en trøje over skuldrene og tog hjem til mine forældre igen.
Alle talte mig til ro: min svigermor, hans søster, selv fjernere familie mente, jeg skulle tilbage. Mads ringede tit, prøvede at overtale mig, lovede forbedringer. Men jeg havde besluttet mig. Jeg ville ikke mere. Ingen skal leve med en mand, der sætter rene gulvlister højere end helbredet på sit barn.
Det har lært mig: Nogle ting kan man ikke vaske væk. Kærlighed skal ikke knyttes til gulvvask og kartofler, men til nærhed, omsorg og støtte når det virkelig gælder.
