Ditte kommer hjem før tid med gaver fra sine forældre. Hun vil overraske sin mand, men i stedet for en varm velkomst sender Henrik hende af sted til supermarkedet. Følgerne bliver uventede.
Den tunge indkøbstaske trækker så meget i Dittes skulder, at hun uvilkårligt stønner. Hendes lænd værker de sidste par måneder har smerten været hendes tro følgesvend. Forsigtigt sætter hun poserne fra sig på den hullede asfalt ved busstoppestedet.
Ditte sukker dybt. Barnet i maven sparker utilfreds. Sjette måned det er altså ikke for børn. Især ikke når man beslutter at overraske sin mand og kommer hjem tre dage tidligere end aftalt. Hun har savnet ham så meget, at hun nærmest har talt hvert eneste vejtræ de sidste hundrede kilometer med bussen.
Hvad mon Henrik laver nu? Han aner sikkert ikke, at hun allerede er så tæt på kun ti minutters gang fra lejligheden. Vejen til opgangen virker uendelig lang. Poserne er fyldt med alt det gode fra hendes mors og fars hjem: hjemmelavet syltetøj, gammeldags leverpostej, sprøde æbler det føles som en hel tons.
Efter kun halvtreds meter indser Ditte, at hun ikke kan bære mere. Ryggen nægter ganske enkelt.
Hun hiver telefonen frem og ringer til sin mand.
Hej Henrik, hvisker hun ind i røret, da han tager telefonen.
Ditte? Er du okay? Hvad er der sket? Han lyder forvirret.
Der er ikke noget, jeg er bare hjemme! Jeg står nede ved busstoppestedet, lige foran vores ejendom. Vil du ikke komme og hente mig? Poserne er så tunge min mor har fyldt dem helt op
Der opstår en mærkelig tavshed i den anden ende. Ditte kigger på skærmen for at sikre sig, at forbindelsen stadig er der.
Er du på stoppestedet? Lige nu? Hvorfor sagde du ikke noget? Vi havde jo sagt torsdag!
Jeg ville overraske dig, Henrik. Er du ikke glad? Jeg er træt. Kom nu ned.
Vent! Skriger han nærmest. Kom ikke op, altså, kom Men Ditte, vi har slet intet mad! Jeg spiste det sidste i går. Gider du ikke lige smutte ind forbi den døgnåbne Føtex om hjørnet? Køb noget oksekød, god dansk hakket oksekød. Jeg tog fri i dag, for jeg ville gøre lejligheden klar til dig og lave ordentlig frokost. Så kan vi fejre, du er hjemme!
Hvad mener du med oksekød? Ditte gaber opgivende. Hører du mig? Jeg er gravid, sjette måned, står på gaden med to kæmpe poser!
Min ryg hvad snakker du om? Der er kartofler og æg hjemme. Kom nu bare ned, jeg er sulten og vil gerne slappe af.
Nej, Ditte, det er fordi jeg vil have, det hele skal være perfekt. Kom nu, butikken ligger lige om hjørnet. Køb kød og nogle friske kartofler, vores egne ligger helt slattent. Spørg om nogen vil hjælpe dig, eller tag lidt ad gangen stille og roligt… Please, det er for vores skyld. Imens gør jeg alt klar herhjemme.
Ditte betragter sine røde hænder. En bitter varme breder sig i hendes bryst.
Henrik, er du rigtig klog? Hvisker hun, stemmen ryster. Vil du have, at jeg med denne mave og mine store poser, nu skal gå i supermarkedet efter kød, fordi du vil lave frokost?
Hvorfor går du ikke selv ned?
Jamen, jeg er allerede i gang… altså, jeg forbereder det hele! Hvis jeg går ud nu, når jeg ikke at blive færdig. Kom nu, Ditte. Det tager dig fem minutter, og så har vi det hele klart! 800 gram hakket oksekød og en lille pose kartofler i net. Jeg venter!
Han afbryder opkaldet. Ditte stirrer på den sorte skærm. Hun er målløs. Det er svært ikke at gå i gråd under det kolde gadelampernes skær. I stedet for varme knus bliver det en indkøbstur. Måske planlægger han virkelig noget overraskende?, tænker hun og sukker. Hun tager poserne op og slæber sig besværet mod butikken.
Hun maser vognen imellem hylderne og får medlidende blikke af den trætte kassedame.
Oksekødet er tungt, og nettet med kartofler nærmest umuligt at bære. Da hun kommer ud, kan hun næsten ikke mærke sine fingre de føles som stive kroge.
Telefonen ringer igen.
Har du det hele? spørger Henrik muntert.
Ja, mumler Ditte bag sammenbidte tænder. Jeg er foran opgangen. Kom nu ned og luk mig ind.
Nej, stop! Råber han. Du skal ikke gå op. Sæt dig på bænken. Bare ti minutter.
Ti minutter? Ditte kan ikke holde stemmen i ro. Henrik, hvordan kan du forlange, at jeg skal sidde her? Mine ben bliver større og større!
Overraskelsen er ikke klar endnu! beder han indtrængende. Hvis du kommer nu, er alt ødelagt. Sæt dig, træk vejret. Fem minutter mere, jeg lover det! Jeg skynder mig!
Hun synker tungt ned på den gamle træbænk foran opgangen. Poserne vælter med et bump ned på jorden. Hun kunne kaste den lede frysepose op på deres altan fra tredje sal.
Der går ti minutter. Så tyve. Ditte sidder og mærker vreden koge inden i. Hun forestiller sig, hvad hun møder, når hun endelig kommer ind. Rosenblade? Morgenmad på sengen? En violinist i hjørnet? Intet i verden vil være nok til at retfærdiggøre, at hun skal sidde udenfor i sit tilstand efter en lang rejse.
Efter femogtredive minutter knirker døren. Henrik springer ud, ser lidt panisk ud T-shirten vender forkert, en sveddråbe på panden, håret stritter.
Hvorfor ser du så sur ud? Se det gode vejr nårh nej. Kom nu hurtigt!
Hvorfor lugter du så meget af rengøringsmiddel? Ditte rejser sig møjsommeligt fra bænken, holder fast i gelænderet.
Bare vent! svarer Henrik ivrigt, hopper op ad til elevatoren.
De kommer op. Henrik åbner døren på vid gab, klar til bifald. Ditte træder ind i gangen, hvor en skarp lugt af klorin og billig havbrise-duft rammer hende.
Hun går ind i stuen. Så køkkenet. Kigget ind på badeværelset. Alt er unaturligt rent. Alle ting, der normalt flyder, er væk. Tæppet er støvsuget (man kan stadig se de fugtige spor nogle steder), hylderne aftørrede. Hendes pynteting står tomt stuvet op i hjørnet.
Hvad siger du? smiler Henrik bredt. Overraskelse!
Ditte vender sig om.
Er det det hele? spørger hun lavt.
Hvad mener du, det hele? Henrik ser næsten såret ud. Ditte, se nu, jeg har gjort rent i tre timer! Jeg har vasket gulv over alt også under sofaen! Alt service, toilettet skinner! Jeg ville have, at du kom hjem til et flot sted, så du ikke skulle løfte en finger. Jeg har knoklet, mens du var i butikken.
Ditte mærker en klump i halsen.
For det for at gøre rent, lod du mig gå i butikken?
Du kunne ikke engang komme ned og møde mig, selvom jeg bad om det?
Præcis! Henrik slår ud med armene. Jeg ville gøre alt perfekt! Du skælder altid ud over, jeg ikke gør noget herhjemme. Så nu beviste jeg, jeg kan tage mig sammen. Du kom før tid, så jeg kunne ikke nå det hele. Jeg blev nødt til at holde dig hen. Og nu siger du ikke engang tak.
Henrik, er du overhovedet klar over, hvad du har udsat mig for? Jeg er fuldstændig ligeglad med gulvene! Min ryg gør ondt, og poserne var alt for tunge. Jeg er gravid, Henrik! Jeg har bare brug for, at du tager mig i hånden og fører mig hjem ikke at der skal duftes af klor!
Henrik bliver rød i hovedet. Han kaster kluden, han stadig har i hånden, i vasken.
Nu starter det igen! råber han. Ligegyldigt, hvad jeg gør, bliver det aldrig godt nok! Står her fra klokken fem om morgenen og knokler, planlægger overraskelser, og du råber! Har du overhovedet set, hvor rent det er?
Hvad skal jeg med al den rengøring til den pris? Ditte hiver efter vejret i raseri. Du lod mig sidde udenfor en halv time! Jeg frøs, benene værker! Du handlede, mens jeg knap kunne gå. Henrik, det er ikke en overraskelse det er tortur!
Nå, tortur! Henrik marcherer rundt i køkkenet, vifter med armene. Undskyld jeg ikke er din drømmemand! Enhver anden ville blive lykkelig for, at manden rydder op og vil lave mad. Men du tænker kun på dig selv min graviditet, min ryg. Jeg er også træt! Jeg sov ikke hele natten og tænkte på dig og ville gøre dig glad!
Ditte holder hænderne for ansigtet.
Du forstår slet ikke snøfter hun. Du forstår ingenting. Du byttede mit velvære for et rent panel.
Det går ikke ud over panelet! Henrik er igen på grådens rand. Du ødelagde overraskelsen! Hvis du var kommet torsdag, som vi havde aftalt, havde alt været klart. Men nej, du skulle komme før og nu er jeg den slemme! Du er bare utaknemmelig, Ditte. Utaknemmelig.
Han farer ud af køkkenet, smækker døren til soveværelset.
Barnet sparker igen i Dittes mave. Hun synker sammen på stolen og stirrer på posen med kød, som Henrik ikke engang fik sat i køleskabet. Hun får kvalme, den stiger op i halsen.
Efter ti minutter åbnes køkkendøren.
Skal jeg lave kød alligevel? knurrer han. Eller gider du heller ikke spise, bare for at gøre mig sur?
Lad være med at lave noget, Henrik, siger Ditte stille uden at se på ham. Jeg vil bare gerne være alene. Jeg trænger til at sove.
Fint så! Han smækker med døren igen.
Ditte rejser sig, slingrende, og går ud på badeværelset. I spejlet ser hun sig selv bleg, sorte rande under øjnene, håret i vild uorden.
Hun husker busturen hvordan hun forestillede sig, at Henrik ville tage imod hende, sige: Endelig er du hjemme. Ja, det blev jo noget helt andet. Da hun efter at have vasket sig kom ud af badet, blussede skænderiet op igen over en bagatel.
Hun gik direkte ud ad døren som hun stod, heldigvis uden at have skiftet tøj. Hun tog direkte tilbage til sine forældre.
Alle prøvede at overtale hende til ikke at søge skilsmisse: svigerforældrene, søster, alle fjernere familiemedlemmer. Henrik ringede også tit, tryglede hende om at komme hjem, forsikrede, at han havde forstået det hele. Men Ditte er ikke i tvivl. En mand, der sætter bolig-rengøring over sundheden på deres kommende barn, er ikke en mand, hun vil dele liv med. Skilsmissen er uundgåelig.
