**DANS MED KJOLEN**
Jeg så hende sidde der igen, den unge pige med bøgerne. Hun lignede altid en, der havde for travlt med at læse til at lægge mærke til omgivelserne. Men i dag var der noget galt – hun så ud, som om hun havde grædt.
“Unge dame, er der noget galt?”
Den ældre herre ved siden af hende lignede en figur fra en gammel roman. Han havde altid været her i parken, klædt i en lang, sort frakke, med hat og en elegant stok. I dag så hun nærmere på ham – han mindede hende om greven fra den bog, hun lige havde læst.
“Nej, det er ingenting,” svarede Matilde og snøftede.
Mandelen rakte hende straks et lommetørklæde. Hun tøvede et øjeblik, tog det og tørrede næsen. Uden at tænke over det, lo han lidt, og hun mødte hans blik.
“Jeg vasker det og giver det tilbage.”
Han rystede på hovedet. “Det behøves ikke. Hvad siger du til en is?”
Hun blev forlegen. “Tak, men… jeg har ingen penge.”
“Jeg er Frederik Møller.” Han løftede let på hatten.
“Matilde.” Hun havde intet at løfte, så hun rejste sig i stedet. Han rakte hende armen som en gentleman.
“Når en mand – uanset alderen – er i selskab med en ung dame, er det udelukket, at hun skal betale for sin egen is.”
Matilde blev helt stille. Hans ord lød, som om de kom fra en anden verden. Hun var vant til noget helt andet.
I dag havde Lise, hendes klassekammerat, igen gjort hende til grin. I frokostpausen, da de andre var gået i spisesalen, havde Matilde sædvanligvis sat sig ved vinduet med en bog. Hun gik aldrig i kantinen – der var ingen penge til mad.
“Jensen!”
Matilde så op. Lise stod foran hende sammen med Martin, den dreng, hun havde været forelsket i siden femte klasse.
“Hvad?”
“Det var en bøf, jeg ikke kunne spise færdig. Du kan godt få den.”
De andre begyndte at samle sig.
“Nej tak, det har jeg ikke brug for.”
“Åh, kom nu. Eller ved du ikke engang, hvad en bøf er?”
Klassen lo. Matilde hoppede ned fra vindueskarmen, men i farten gik der et hul i hendes bukser – de var allerede fem år gamle. Latteren buldrede gennem gangene. Hun gik ikke tilbage til undervisningen. Hun greb sin taske og løb. Parken var hendes tilflugtssted – både når skolen blev uudholdelig og når forældrene havde fulde venner på besøg.
Frederik Møller havde lagt mærke til hende, ikke kun fordi hun læste bøger, men fordi hun så ud, som om hun aldrig fik nok at spise.
De satte sig ved en cafébord.
“Matilde, jeg har glemt at spise frokost i dag. Vil du gøre mig selskab?”
Hun smilede. Han talte, som om de levede i en gammel roman. Selvfølgelig sagde hun ja – hun havde kun fået en kop te om morgenen.
Efter middagen spurgte han: “Hvad får en så ung og klog pige til at se så bedrøvet ud?”
“Ikke noget særligt. Bare skoleting.”
“Hvilken klasse går du i?”
“3.g – om to måneder er jeg fri.”
“Har du tænkt dig at studere?”
“Jeg ved det ikke endnu. Hvor jeg kan komme ind gratis. Jeg har altid drømt om at blive læge, men det bliver nok kun en drøm.”
“Hvorfor det?”
“Det tager for lang tid. Jeg skal arbejde. Så det bliver nok sygeplejerske i stedet.”
“Mærkelig logik. Hvis du vil være læge, hvorfor så nøjes? Har du problemer med skolen?”
“Nej, jeg har gode karakter. Men… mine forældre har brug for hjælp.”
Frederik forstod, at hun ikke ville tale mere om det.
Dagene gik, og deres venskab voksede. De diskuterede bøger, og uden at hun lagde mærke til det, sørgede han for, at hun fik mad. Han boede alene i et stort hus – ingen børn, kunne hun forstå, og hans kone var død.
En dag læste hun så længe i parken, at det blev mørkt. Hun skyndte sig hjem, hvor lugten af øl og cigaretter fyldte lejligheden.
“Hvor har du været?” hendes mor slurrede.
Matilde prøvede at liste forbi, men fik et slag, så øjnene svimlede.
“Du har en halv time! Hvis der ikke er aftensmad, får du tæsk!”
Hun kogte nudler og græd, mens hun stirrede ned i gryden.
Næste morgen var der et blåt mærke under øjet. Lise ville helt sikkert gøre nar af det. Men i dag var der eksamen – og Martin kom tilbage efter sygemelding. Hun kunne ikke undvære det.
Lise tog fat i hende i store frikvarter.
“Jensen, har du fundet en kjole til studenterfesten? Eller har du lånt en af din mor?”
Klassen fnisede. Matilde sagde ingenting, men Lise så straks mærket.
“Åh, hvem har givet dig det? Din kæreste? Kommer han med til festen? Han kan jo sige flasker og købe et jakkesæt…”
Matilde skubbede hende væk og løb. Frederik prøvede at standse hende, men hun så ham ikke. Han fandt hende ved søen, hvor hun stirrede ned i vandet.
“Hvorfor løber du fra mig?”
“Undskyld, jeg så dig ikke.”
“Matilde, hvad er der galt?”
Så brød hun sammen og fortalte ham alt.
På studenterfesten stod Lise foran Palle med et hånfuldt smil.
“Er du klar til at danse med festens dronning?”
Palle grinede. “Er du så sikker på, at det bliver dig?”
Lise rullede med øjnene. Hendes kjole var den dyreste, fyldt med glimmer og moderne detaljer. Ingen kunne måle sig med hende – ikke når hendes far ejede halvdelen af byen.
“Hey, hvor er vores luder egentlig?”
“Lad hende nu være. Måske kommer hun slet ikke.”
“Hvem skal jeg så grine af?”
I det samme holdt en sort bil foran skolen. Chaufføren åbnede døren for en ældre herre i smoking.
“Hvem er det?”
Palle trak på skuldrene, men så rakte manden armen ud – den smukkeste pige trådte ud.
Det var Matilde.
Alle stirrede, da de dansede den afsluttende vals. Da de udråbte den nye festdronning, forsvandt Lise. Matilde modtog kronen med stolthed.
Palle nærmede sig hende bagefter.
“Hey, du ser godt ud.”
Hun følte varmen brede sig, men så grinede hun bare.
“Palle, danser du med mig eller med min kjole? For før i dag ville du ikke engang snakke med mig.”
Frederik smilede i baggrunden. Hun var en ild – og han ville sørge forFrederik vidste, at denne aften ikke blot var slutningen på Matildes skoletid, men begyndelsen på en fremtid, hvor hun endelig turde tro på sig selv.
