Dagen, hvor jeg skulle skilles iført brudekjole.
Da min mand sagde, at han ville skilles, gik jeg fluks hen til klædeskabet og hev min gamle brudekjole frem.
“Hvad laver du dog?” spurgte han skræmt, som om jeg lige havde inviteret hele familien til at bo hos os.
“Den tager jeg på i retten,” sagde jeg og rystede støvet af slæbet, så gamle minder og et par nullermænd dryssede ud over gulvet.
“Er du gået helt fra snøvsen? Man kan da ikke møde op til en skilsmisse klædt som brud!”
“Selvfølgelig kan jeg det. Og du skal selvfølgelig hoppe i dit fine jakkesæt. Hvis du iført det kunne love mig evig kærlighed, så kan du også tage det på, når du lover mig evig skilsmisse.”
Han anstrengte sig for at finde et smart modsvar, men der var helt tomt i argument-kassen. Tyve minutter senere stod han og rodede fornærmet rundt i bunden af skabet og mumlede, mens han ledte efter slipset.
Da vi troppede op i domhuset på Frederiksberg, gik sikkerhedsvagten nærmest i baglås. En dame råbte “Tillykke!”, hvorefter hendes veninde gav hende et albuestød og hviskede: “Tror du ikke, de skal skilles?”
Dommeren var lige ved at falde ned af stolen, da vi kom ind jeg i komplet hvidt skrud med slør og hele molevitten, og han i smoking og laksko, så pænt poleret at man kunne spejle sig i dem.
“Frue,” sagde dommeren og kæmpede tydeligt med latteren, “må jeg spørge, hvorfor De har brudekjole på?”
“Forstår De, Deres ære,” svarede jeg alvorligt, “denne mand lovede mig ’til døden os skiller’ i netop det her tøj. Døden er jo ikke ligefrem dukket op endnu, men han vil skilles. Så må han altså også gøre det, mens han ser på mig præcis som han gjorde dengang, han snød mig ind i det her cirkus!”
Min mand kiggede på mig med blanke øjne.
“Jeg har aldrig løjet for dig. Jeg elskede dig virkelig den dag.”
“Hvad så nu?” spurgte jeg, mens stemmen knækkede en smule.
Dommeren rømmede sig betydningsfuldt.
“Ved De hvad? Jeg giver jer en halv time til at tænke jer om. Gå udenfor, tag en lille tur, snak sammen. Hvis I stadig ønsker skilsmisse og stadig har klunset på, når I kommer tilbage så skal jeg nok klare resten. Men jeg har en fornemmelse af, at to personer, der går så langt for hinanden, måske stadig har lidt at snakke om.”
Vi trillede ud på gangen. Han rettede på mit slør, der var gledet lidt til side.
“Du ser smuk ud,” sagde han. “Præcis ligesom den dag.”
“Du ser også godt ud,” indrømmede jeg. “Selvom du er en kæmpe tumpe.”
Der stod vi, som et par brudepar, midt på gangen i retten, lettere fortabte.
“Hvad nu hvis” begyndte han forsigtigt, “vi droppede skilsmissen og gik ud og spiste bryllupskage? Bare for at mindes, hvorfor vi giftede os?”
Måske er det sand kærlighed at tage brudekjolen på, selv når man skal skilles? Eller måske er vi bare et par dramatiske danskere, der aldrig har lært at gøre tingene halvt?
