De kære, naive unger besluttede sig for at lege voksne og endte med en gæld større end hele Københavns julebelysningog mistede endda lejligheden.
Da vores børn blev gift, blev vi forældre fra begge sider enige om at hjælpe dem med at få tag over hovedet. Jeg og min mand havde sparet lidt op, og svigerforældrene ligeså. Vi slog sparebøssen sammen, og det rakte til en lille hyggelig ejerlejlighed i Valby. Vi ville købe den straks, så de ikke skulle tænke på noget. Men næ-nej, ungerne var meget selvstændige og ville klare det hele selv.
Et par måneder senere finder vi ud af, at de har købt en treværelses lejlighed og hvor har de mon fundet pengene? Jo, de havde snuppet sig et banklån, næsten som det var slik i Netto. Og hvem skulle så betale afdragene? Det kunne de sagtens klare, sagde de. De havde jo styr på økonomien.
Men snart nævnte de, at de også havde brug for en bil. Lejligheden lå jo nærmest på den anden side af Jylland fra deres arbejde, og det er jo ikke altid sjovt at tage S-toget. Så de købte selvfølgelig en spritny Volvo også på afbetaling. Vi foreslog en brugt Toyota fra Gul og Gratis, men de bed hovedet af os med, at de var voksne og fornuftige.
Efterfølgende ville de gerne have et barn og helst skulle barnet fødes i udlandet, måske Tyskland, så de kunne score dobbelt statsborgerskab. Igen, et lån, så datteren kunne føde under trygge forhold med en privat obstetriker på speed dial.
Barnet kom til verden, og straks var børneværelset for ordinært. Renovering blev sat i gang naturligvis endnu et lån. Hvem betaler? “Det klarer vi selv, vi er jo uafhængige,” lød det stolt fra dem.
Skæbnen kan nu engang være en drillepind: min svigersøn blev fyret, mens datteren gik rundt derhjemme på barsel. Kassen var tom, og bankens SMSer begyndte at komme lidt for tit. Hvad skulle de gøre? De spurgte, om vi ville sælge vores sommerhus ved Gilleleje for at redde dem. Vi ville egentlig ikke, men følte os nødsaget, så ikke deres eventyr endte i RKI. Desværre var det ikke helt nok til at tækkes kreditforeningen.
Så måtte de sælge lejligheden, og efterhånden også bilen. Til sidst måtte de flytte hjem til svigerforældrene, hvor de nu går og klager over, at de ikke ejer så meget som en kogt kartoffel selv. Selvfølgelig ikke de ville jo ikke høre efter. Lånene lever i bedste velgående, og der går nok et par år endnu før de slipper ud af gældsfælden. Tilbage står kun lidt fortræd og tårer Og måske et par moralske tømmermænd.
