Jeg husker tydeligt dengang, da jeg og min hustru skulle besøge familie i Aarhus. Vi havde i god tid købt to flybilletter, hver med reserverede pladseren ved vinduet og den anden lige ved siden af.
Flyet var ét af de mindre, med kun tre sæder i hver række. Netop derfor havde jeg været opmærksom på at vælge pladserne sådan, at vi kunne sidde sammen, og én af os kunne nyde udsigten ud af vinduet over de jyske marker.
Men da vi trådte ind i flyet, kunne jeg straks se, at vores pladser allerede var taget. Jeg kiggede forvirret på mit boardingkort for at dobbelttjekke pladsnumrene; alt stemte. På min plads sad en kvinde, og på min kones plads sad hendes lille dreng på fem år. Damen så ikke ud til at bemærke vores ankomst eller finde situationen bemærkelsesværdig; hun opførte sig nærmest, som om det var det naturligste i verden.
Undskyld, I sidder på vores pladser, sagde jeg venligt.
Hun reagerede ikke det mindste. Da min hustru, Mette, prøvede igen, vendte kvinden sig blot mod os og sagde:
Min dreng vil gerne sidde ved vinduet. Den, der kommer først, får de bedste pladser. Vi bytter ikke. Der er ledige pladser i midterrækken, tag dem.
Undskyld, men vi har købt netop disse pladser. Vil I ikke være søde at flytte jer, så vi ikke skal lave en scene, svarede jeg stille.
Kan I ikke se, drengen glæder sig? Hvis jeg flytter ham nu, bliver han vred. Har I ikke selv børn? I er da voksne mennesker.
Mig og Mette besluttede os for ikke at skabe uro, men i stedet kontakte stewardessen. Først da hun venligt men bestemt bad kvinden og hendes søn om at flytte, rejste de sig endelig og fandt deres egne pladser.
Hvis det var så vigtigt for hende at sidde ved vinduet med sin søn, kunne hun vel have bestilt specifikke pladser ligesom alle andre. At tage andres pladser er da ren og skær egoisme!
Jeg var heldig, at stewardessen fik styr på sagerne så hurtigt, for ellers kunne konflikten sagtens have trukket i langdrag. Flere af de andre passagerer støttede mig med bifaldende nik og smil, da jeg havde valgt at løse det fredeligt, uden store armbevægelser.
Noget jeg stadig undrer mig over, er, hvorfor nogle forældre tror, at have børn giver dem særrettigheder. Vi har selv børn, men vi kunne aldrig finde på at opføre os sådan eller skubbe foran i køen på andres bekostning.
Resten af turen gik roligt, som den slags heldigvis gør de fleste gange. Måske lærte kvinden, at det betaler sig at bestille billetterne i god tidog at vise respekt over for andre passagerer, uanset om man har børn eller ej.
