Da vi gav ægteskabet kunstigt åndedræt — Hør, Lene… Skal vi ikke prøve et åbent forhold? — foreslog Viktor forsigtigt. — Hvad? — Lene forstod ikke straks. — Mener du det virkelig? — Hvad er der nu i vejen med det? Det er helt normalt, — manden trak på skuldrene og forsøgte at lyde rolig. — Det gør de jo alle i Europa, det er ret udbredt. Mange siger, at det ligefrem kan give nyt liv til et ægteskab. Du har jo selv sagt, at en smule sødt ikke ødelægger en slankekur — det hjælper faktisk med ikke at falde i. Det handler om at skabe lidt variation. Lene blinkede langsomt og forsøgte at forstå, hvad han sagde. At sammenligne en affære med et stykke chokolade virkede enten utrolig dumt eller dybt frækt. — Viktor… — begyndte hun. — Hvis du vil ud af det her, så sig det bare. Jeg skal nok give dig din frihed. Bare lad være med at hive mig med ned i den suppedas. — Hey, Lene, hvorfor skal du straks gå i forsvarsposition? Jeg elsker dig jo. Det er bare… gnisten er væk. Vi ligger ryg mod ryg, taler kun om indkøb og elregninger. Det er blevet kedeligt, vi trænger til et wake-up call. Jeg begrænser dig jo ikke. Få lidt luftforandring med en anden, hyg dig. Hvad er problemet? Lene kneb øjnene sammen. Pludselig gik sandheden op for hende: han løj. De flakkende øjne, det nervøse trommen i bordet… Ja, han vil have sin frihed. Men ikke først i morgen — han har sikkert haft brug for den hele tiden. — Viktor, sig sandheden. Har du allerede fundet en anden? Og nu foreslår du åbent forhold, så du ikke skal have dårlig samvittighed? — Ej, så starter du igen! — Viktor slog ud med armene. — Tror du virkelig, jeg ville spørge dig om sådan noget, hvis jeg allerede havde en? Jeg fortryder nærmest, jeg bragte det op. Du er sådan en kvinde fra en anden tid, Lene. Drop det nu… Han gik fornærmet ind i den anden stue. Lene blev siddende alene med sine tanker. Femogtyve år. Hun havde givet ham sine bedste år, holdt ud gennem opture og nedture, pengeproblemer, endeløse overarbejder, som nu pludselig fik en anden betydning… Og nu, mæt og glad, ville han have hende som medskyldig i at ødelægge deres familie. Få lidt luft… Ja, det var et bekvemt ord. Den nat sov de hver for sig. Eller, sov og sov… Lene lå vågen, stirrede ud i natten, spekulerede: hvordan var de endt her? Engang kom Viktor hjem med store buketter syren, sled for at give hende et flot bryllup og jublede, da deres datter blev født. Nu… det havde nærmest været lettere at gå. Hvor var det gået galt? Da hun ikke længere gad lægge makeup derhjemme? Da han glemte bryllupsdagen? Men egentlig, hvad betød det nu? På den ene side havde hun lyst til bare at blive skilt og glemme alt. På den anden; kan man virkelig bare smide halvdelen af sit liv væk sådan? Måske havde de aldrig haft vild passion, men de havde hverdag og fælles hjem. Viktor var blevet en slags tryg base. Datteren var flyttet hjemmefra, alderdommen nærmede sig, men de havde stået last og brast. På et tidspunkt tog Viktor endda et lån for at hjælpe hendes mor — det gør ikke mange mænd. Inde i Lene buldrede blandede følelser: sårethed, frygt og vrede. „Tror han måske jeg aldrig vil kunne møde andre?” tænkte hun pludselig. „At jeg er blevet en gammel kone der kun kan strikke og koge suppe, mens jeg tålmodigt venter på ham?” Det kunne hun godt skyde en hvid pil efter. — Okay, — sagde Lene næste morgen. — Lad os prøve det på din måde. — Hvad mener du? — Jeg er med på åbent forhold, Viktor. Han satte næsten teen i halsen. Han havde forventet et skænderi, men hun sagde bare roligt ja. — Tjaa… det var jo også meningen. Måske ender du endda med at synes om det, — mumlede han. — Jeg bliver sen hjemme i dag, forresten. Hjertet snørede sig sammen. Skulle det virkelig gå så hurtigt..? Aftenen var grå og stille. Lene følte sig forladt. Som en udgået modeltelefon, ingen gider. Hun gik ud og så sig i spejlet. Trætte øjne, rynker, huden ikke, hvad den var. Men hun var stadig slank, havde fyldigt hår. Måske var hun stadig smuk? Måske var det Viktor, ikke hende, der manglede noget? Andre mænd havde kigget efter hende. For eksempel Anders, lederen fra kontoret ved siden af, der startede på arbejde for en måned siden. Flot mand med let grå i tindingerne, mild stemme og drillende smil. Han viste straks interesse: komplimenter, holdt døren, kaffe. Han havde flere gange inviteret hende ud til frokost, og i sidste uge foreslog han middag i byen. — Anders, jeg er på kur. Den hedder „gift,” — havde Lene svaret med et smil. — Lene, et ægteskab er bare et stempel i passet, ikke en dom, — grinede Anders. — Men det er op til dig. Viktor ville have åbent forhold? Ville hun skulle „ud og ryste posen lidt”? Jamen, hvorfor ikke. — God aften, Anders. Er din invitation til middag stadig gældende? Jeg har fået tid og bliver vist nødt til at synde lidt med kuren, — skrev hun i en sms. Det føltes ikke engang som hævn. Lene ville bare føle sig som en kvinde igen. Vække sin indre glæde, som Viktor havde kvælt i to døgn. Resten af aftenen føltes mærkelig. Anders var den perfekte ven. Han rykkede stolen, fyldte diskret glasset, lyttede opmærksomt — og blikket sagde alt. Som om hun var aftenens eneste kvinde. Lene blev flov — men samtidig vågnede der noget i hende. Spænding, lyst, opmærksomhed. Endelig skete der noget andet end at lave mad og vaske Viktors sokker. — Skal vi tage hjem til mig? — spurgte Anders da hun havde spist op. — Vi kan tage et glas vin undervejs, se en god film… bare nyde aftenen. Hun nikkede. En stemme dybt inde advarede: stop! Men hun tænkte bare på Viktors ansigt, da han sagde, hun bare kunne gå „ud og more sig”. Da de kom hjem til Anders, begyndte Lenes mobil at bimle. Viktor. Hun afviste opkaldet, prøvede igen, men han blev ved. — Ja? — hun forsøgte at lyde rolig. — Hvor fanden er du?! — råbte Viktor straks. — Klokken er ti! Køleskabet er tomt, der er ikke mad, og du er væk! Er du komplet skør? Lene blev overrasket. Anders, der hørte dem, listede ud. Romantikken forsvandt ret hurtigt. — Jeg er på date, Viktor. — Hvad?! Hvilken date?! — Skal jeg virkelig forklare? Det var jo dig, der foreslog åbent forhold. Sige du, at jeg gerne måtte hygge mig lidt med andre. Det gør jeg så. Kan du selv mærke, hvordan den smager nu? En tung pause, kun brudt af Viktors vejrtrækning. Så brast forsvaret. — Har du seriøst rendt hen til en anden? For fanden, Lene! Det var for sjov! Jeg ville bare teste dig! Forstår du det? Teste dig! Du har bare ventet på at komme ud, hva? Leget fornærmet en enkelt dag, og så smuttede du straks over til en anden? Lene blev forvirret. — Hvor var du så selv i aften? — Jeg var på arbejde, intet andet! — snerrede Viktor. — Nu er det nok… Jeg gider ikke alt det der… flyt eller jeg gør. Vi bliver skilt! Han smed røret. Lene stirrede chokeret på væggen. Hun følte sig krænket og trampet på. — Er alt okay? — spurgte Anders ind fra siden. — Ja… Det er ikke noget, — prøvede Lene, men smilet kom ikke frem. — Lene… — Anders så på klokken. — Stemningen er nok væk. Du bør måske tage hjem og få styr på dine ting. Eventyret var slut, kareten blev til et græskar, og selv den perfekte ven kunne ikke overskue en andens rod. Det kunne hun sådan set godt forstå; han havde håbet på en let aften, men fik hendes familieskandale i stedet. Måske havde hun bare skullet gå direkte til advokaten. Men man tænker jo altid bedst bagefter. Den nat tog Lene ikke hjem. Hun sov på hotel, ville ikke hjem til en rasende mand og havde brug for at forstå, at tingene aldrig blev de samme igen. Der gik tre år… Livet tog det overflødige og trillede det væk, som en skulptør. Viktor fandt suspekt hurtigt en ny dame. Allerede før skilsmissen var på plads. Hun stak dog af straks efter, de solgte den fælles lejlighed — og tog hans del af pengene med. Anders blev der heller ikke noget ud af — de sås kun som kolleger siden, småsnakkede høfligt, men ikke mere. Lene indså, at de mænd, der gladeligt er elsker, temmelig hurtigt forsvinder, hvis man pludselig søger støtte eller fast bånd. Men Lene søgte nu ikke mere. Da hun stod for sig selv i sin nye lejlighed, opdagede hun, hvor meget tid og energi hun pludselig havde. Alt det, Viktor og hverdagen havde taget, kunne hun nu bruge på sig selv. Morgensvømning fjernede rygsmerten, engelskkurser holdt hjernen i gang. Hun fik ny frisure og skiftede garderobe. Men vigtigst — hun blev farmor. Datteren, Maria, havde født for et halvt år siden. I starten, da hele skandalen kørte, var Maria vred. Viktor spillede offeret og fortalte, at Lene havde været utro, ødelagt familien, forrådt ham. Men tiden satte tingene på plads. Maria kom på besøg for at tale ud og se sin mor i øjnene. Hun mødte ikke en hemmelighedsfuld kvinde, men en ærlig, træt mor. Lene fortalte sandheden. Viktor havde selv bedt om det åbne forhold. Hun havde følt sig ensom længe. Maria kunne forstå hende – især da Viktor hurtigt fik en ny kæreste faldt Maria til ro og holdt med sin mor. Nu sad Lene hos Maria, med barnebarnet i favnen. Lille Signe rakte energisk ud efter mormors finger. — Far ringede igen, — sagde Maria med en grimasse. — Ville komme og se Signe. — Og du? — spurgte Lene roligt. — Sagde at vi ikke var hjemme. Jeg orker ham ikke, mor. Han siger grimme ting om dig og beder mig prøve at få jer sammen igen. Jeg bliver så nervøs, hver gang han dukker op. Jeg vil ikke have, at han skal påvirke Signe imod dig. Han må hygge sig med sin frihed… Lene svarede ikke, hun holdt bare Signe lidt tættere ind til sig. Viktor fik, hvad han ville have: total frihed. Ingen krævede hans opmærksomhed og ingen forstyrrede ham foran fjernsynet. Men friheden havde en bitter eftersmag af ensomhed. Og nu var det alt for sent.

De havde varmet ægteskabet op

Sig mig, Astrid Skal vi ikke prøve åbent forhold? spurgte Mads forsigtigt, med stemmen trukket ud som sukker.

Hvad? Astrid kiggede forvirret på ham. Taler du alvorligt?

Ja, altså, det er da ikke så mærkeligt, sagde Mads og prøvede at lyde uimponeret, mens han trak på skuldrene. Altså, det gør de jo alligevel nede sydpå. Jeg har læst, det er ret almindeligt i Frankrig og Tyskland og sådan. Folk siger, det kan give lidt gnist til ægteskabet. Du har jo selv sagt, at én lille kage på en stram diæt ikke ødelægger noget det gør bare, at man ikke falder fuldstændigt i. Sådan er det jo, variation.

Astrid blinkede langsomt, som om hun lige var vågnet, men hun blev ikke mere klar af det. Tanken om at sammenligne en elskerinde med en flødebolle var nærmest genialt dumt. Eller frækt.

Mads begyndte hun blødt. Hvis du vil gå fra mig, så gør det dog ordentligt. Jeg skal nok give dig din frihed, men hiv mig ikke med i det grisede der.

Jamen Astrid, du skal da ikke hive kløerne frem med det samme! Jeg elsker dig jo. Det er bare du ved, det hele er blevet lidt fladt. Vi ligger der, med ryggen til hinanden, og snakker kun om dankortet og elregninger. Der er ikke meget spræl tilbage, er der? Vi kunne begge to trænge til noget at ryste posen med. Jeg vil ikke holde dig tilbage du kan også prøve noget nyt. Ville det gøre dig ondt?

Astrid kneb øjnene sammen. Noget i Mads blik og hans utålmodige fingre på bordet afslørede noget. Ja, han ville gerne have friheden, men helst for længe siden.

Mads, vær nu ærlig. Har du allerede fundet én? Prøver du bare at slippe for dårlig samvittighed?

Åh, nu starter du igen! sagde Mads og viftede med hånden. Tror du ikke, jeg ville have holdt kæft, hvis det virkelig var sådan? Jeg fortryder sgu næsten, jeg spurgte. Du er stadig helt old school, Astrid! Nå, glem det

Han marcherede ud af stuen, fornærmet, som en blend af martyr og helgen. Astrid blev siddende, overladt til tankerne.

Femogtyve år. De bedste år. Hun havde holdt ham ud, båret ham igennem opture og nedture, tomme lommer, sene aftener med overtimer. Dengang de havde været med til at bygge livet sammen, havde hun set det som en investering. Nu sad han der, mæt og tilfreds i et køkken fyldt med Moka-stel, og foreslog en slags indbrud i deres hjem. Lidt forfriskning hvilket bekvemt ordvalg.

De sov i hver deres værelse den nat. Eller sove var måske for meget sagt. Astrid lå og stirrede op i det tomme, grå loft, så ud på den mørke nat bag persiennerne, og tænkte på, hvordan alt dette var sket. Mads plejede at komme hjem med favnen fuld af syrener til hende, han sled og sparede op til bryllup, jublede, da de fik Emma. Nu Tænk hvis han bare var gået sin vej.

Hvornår var de egentlig drejet ud af hinandens spor? Var det, da hun holdt op med at tage makeup på derhjemme? Da han første gang glemte bryllupsdagen og skyldte på arbejde? Under alle omstændigheder nu var der ikke meget at rafle om.

En del af hende havde lyst til bare at få det overstået, gå til en advokat, smide det væk og begynde forfra. Men halvandet liv sammen med en mand? Hvordan flytter man det bare ud af hovedet sammen med det gamle service?

De havde ingen stormfuld lidenskab tilbage, men der var et hjem, nogle pæne møbler, noget historie. Mads var støttende, når det stak af. Da hendes mor blev syg, var det ham, der tog lånet for at hjælpe. Det gør ikke alle mænd.

Bitterhed, uro, vrede alt boblede i Astrid. Hvad nu, hvis han selv troede, hun var færdig? En gammel kælling, som ingen ville have? Skulle hun bare sidde og strikke sokker til barnebarnet og fylde fryseren med supper, mens han gik rundt og strøede nye eventyr ud over København?

Skulle hun virkelig lade sig nøjes? Aldrig!

Fint, Mads, sagde hun næste morgen. Hvis det er sådan, du vil, så lad os da gøre det.

Hvad hvordan mener du? spurgte han.

Jeg siger ja. Giv mig bare friheden, du snakker om.

Han hostede teen ned i skægget. Han ventede på drama, men hun gik bare med.

Nå jamen, så Måske kan du li det, sagde han henkastet. Forresten, jeg bliver vist lidt sent i aften.

Det stak, men det forstod han ikke.

Aftenen kom tung og grå over Frederiksberg. Astrid følte sig tom, som en gammel Nokia, man havde lagt for tidligt på hylden. Hun kiggede sig i spejlet. Ja, der var poser under øjnene og begyndende linjer, men håret var stadig fyldigt, figuren rank. Måske var det slet ikke hende, der var forandret, men Mads?

Andre havde lagt mærke til hende. Bo, hendes nye chef charmerende, sølvskæg og blikket med glimt. Han havde givet hende komplimenter, holdt døren, skænket kaffe. Engang havde han inviteret hende på frokost, og for en uge siden havde han spurgte, om hun havde lyst til at spise med ude om aftenen.

Ej, Bo, jeg er på den der gift kur, smilede Astrid dengang.

Astrid, ægteskab er en formalitet, ikke et stempel, sagde Bo og blinkede. Men jeg presser dig ikke.

Hvis Mads ville have, Astrid gik ud og oplevede noget? Hvem var hun så, hvis hun lod være?

Nu, hvor det hele var åbent, skrev hun: Godaften Bo, dit tilbud om middag står vel stadig? Jeg trænger vist til at bryde kuren og har endelig tid.

Det var ikke hævn hun ville bare mærke sig selv igen, føle sig som kvinde midt i alt det kolde.

Aftenen forvandlede sig til et surrealistisk tableau med stearinlys, rødvin og Bo, der smilede ind i hendes øjne, fyldte glasset, trykkede hendes hånd en smule for længe, som om han var den eneste mand i hele Vesterbro.

Astrid følte sig næsten skyldig, men hun levede stadig. For en gangs skyld mærkede hun andet end Mads sure undertrøjer og opvasken.

Vil du med hjem? spurgte Bo, da hun havde spist desserten.

Hun nikkede. Der var en stemme indeni, der råbte: Stop! Men hun så Mads for sig og viftede stemmen væk.

De nåede lige at komme ind af døren, da hendes mobil vibrerede. Det var Mads. Igennem støjen forsøgte hun at ignorere det. Én gang. To gange. Men Mads gav ikke op.

Ja? sagde hun.

Hvor fanden er du henne?! var det første, han råbte. Klokken er ti! Jeg sidder her, og der er ikke engang rugbrød i køleskabet! Hvad har du gang i?

Astrid blev mundlam. Bo gik diskret ud i køkkenet.

Jeg er på date, Mads.

Hvad?! På hvad for noget? Er du sindssyg eller hvad?

Du sagde jo selv, jeg skulle gå ud og opleve noget nyt. Nu gør jeg det. Har du et problem?

Der blev stille. Kun hans vejrtrækning kunne høres.

Du du gik virkelig til en anden? Det hele var bare for at teste dig, Astrid! For at se, hvad du ville! Du har bare ventet på chancen for at springe på det? Du holdt dig tilbage i ét døgn og så var det ellers ud!

Hun blev forvirret.

Hvor var du så henne i aften?

Jeg var bare på arbejde! råbte han. Du kan pakke dine ting, ellers gør jeg det nu skilles vi!

Han lagde på. Astrid stod og stirrede ud i rummet, kvalt af skam, koldsved og afmagt.

Er du okay? Bo stak hovedet ud.

Det går nok. Det må Vente lidt, forsøgte hun at smile.

Astrid Jeg synes måske, det er bedst, hvis du tager hjem. Der er vist lidt for meget drama nu.

Eventyret smuldrede, karossen blev til en skraldespand, og prinsen vendte tilbage til den pæne uniformerede chef. Han ville ikke rodes ind i andres rod og det kunne hun egentlig godt forstå. Han havde haft håb om en let, underfundig aften og fik i stedet en andens knuste familiehistorie.

Det havde været klogest bare at tage til advokat med det samme.

Astrid tog ikke hjem den nat. Hun bookede et gammeldags værelse på Cabinn. Hun magtede ikke et rasende Mads og havde brug for tid, til det hele gik op for hende: Intet ville blive, som det var.

Tre år gik

Livet som en nøgen skulptør huggede alt det overflødige væk.

Mads havde allerede fundet sig én ny, før papiret med skilsmissen var underskrevet. Men da var hun for længst ude igen, da han og Astrid solgte den gamle ejerlejlighed. Hun snuppede lige hans halvdel af provenuet.

Bo holdt sig pænt væk på arbejdet. De udvekslede kun høfligheder, ingen mere spræl. Astrid forstod pludselig: Mænd der har det nemt i rollen som elskere, ender altid med at forsvinde, når de skal være noget for nogen.

Men Astrid ledte ikke længere. Da hun fik sin egen lejlighed på Amager, opdagede hun pludseligt, hvor meget energi og overskud hun fik, når alt det gamle var væk. Hun gik til svømning hver morgen og lærte engelsk om aftenen. Håret blev klippet kort, tøjet erstattet af spraglede farver.

Og vigtigst hun blev mormor.

Hendes datter, Freja, fik en datter for et halvt år siden. Til at begynde med var Freja vred på moderen, da skilsmissen rullede. Mads spillede offer og overtalte Freja til at tro, Astrid var løbet væk med en fremmed mand og havde knust alt. Men tiden faldt på plads af sig selv. Freja kom til kaffe, de talte ud, så hinanden i øjnene. Freja så ikke længere en notorisk forført kvinde, men en kvinde, som var ærlig og træt.

Astrid forklarede, at det hele kom fra Mads selv. Hans sene arbejdstider, hans manglende nærvær. Freja, som nu selv var gift, kunne forstå. Da Mads også hurtigt fik en ny, blev hun endelig på moderens side.

Nu sad Astrid ved køkkenbordet hos Freja, barnebarnet Signe klamrede sig om hendes finger med et lille, stædigt greb.

Far har ringet igen, sagde Freja irriteret. Han ville kigge forbi og se Signe.

Og hvad sagde du? svarede Astrid roligt.

Sagde, vi ikke var hjemme. Jeg gider ham ikke, mor. Han er først den ene, så den anden, enten beder han mig hjælpe jer sammen igen, eller også snakker han dårligt om dig. Jeg bliver altid nervøs, når han er her. Og jeg orker ikke, at han prøver at vende Signe imod dig. Han kan have sin frihed for sig selv

Astrid svarede ikke, men holdt bare barnebarnet tættere ind til sig.

Mads havde fået sin frihed. Nu var der ingen, der forstyrrede ham eller krævede noget. Men nu smagte det hele bittert, ensomt. Og det var for sent at tage det tilbage.