Manden fik en schæferhund, der hedder Asger, efter en måneds træning som hundefører. Den tre år gamle tjenestehund havde allerede haft tre ejere før ham. Oprindeligt ville de sende Asger til en vagtpost, men han endte i stedet hos praktikanten. Af en eller anden årsag var der ingen, der gad beholde ham, for han var komplet uimponeret af kommandoer og gjorde, som det passede ham. Nogen foreslog, at man bare kunne lade ham rådne i kennelen og kun tage ham ud, når der virkelig var brug for ham, men både min mand og jeg kommer fra hundeglade familier, så vi tænkte, vi kunne nok håndtere det her hundeprojekt!
I starten måtte jeg fodre Asger med en sneskovl for overhovedet at få madskålen ind i indhegningen. Men, det viser sig, at en hunds hjerte også kan tø op. Og det gjorde Asgers virkelig. Efter et år var han ikke til at kende igen.
Vores lille søn, Villads, var halvandet dengang. Vi gik ud for at rydde op i forårets affald i haven. Vores datter, Gertrud, var ovre i børnehaven, så vi havde kun den bette med. Og så ser vi pludselig denne her scene: Villads drøner rundt i de ret sumpede blomsterbede, og Asger lunter bagved. Hver gang Villads styrter, napper Asger ham forsigtigt i jakken og løfter ham op bagfra.
Min mand, Esben, han holder aldrig en fest uden at være ædru. Men til sikkerhedschefens afskedsreception trak chefen sig tilbage og lod rødvinen flyde som en dansk regeringskrise. Min mand tog resolut vagten for at holde styr på sagerne og blev hængende til sidst på aftenen.
Klokken blev 23, og jeg sad i udestuen og ringede forgæves til Esben. Jeg blev ærlig talt nervøs for, om han nu prøvede at krydse åen og ville ende med at trille i vandet og drukne i sin tilstand. Da jeg næsten var klar til at styrte ud og redde ham, ser jeg porten svinge op. Ind kommer Asger og bagved slæber Esben sig, hængende i hundesnoren og halvt i søvne. Asger havde trukket ham hele vejen hjem, lige ind på verandaen, hvor Esben faldt om på sofaen, mens Asger satte sig ved min side og så på mig med et blik, der sagde alt: Se, hvem der holder sammen på familien!
Jeg havde ikke regnet med, at en hund kunne se så sarkastisk ud som Asger gjorde den nat. Og jeg driller stadig Esben med, at det ikke var vinen, men Asger, der fik ham sikkert hjem i god, dansk stil.
