Da Vera hentede sin søn i børnehaven, sprang han i hendes arme og hviskede ivrigt i hendes øre:

Da Alberte kom for at hente sin søn fra børnehaven, sprang han lige op i armene på hende og hviskede ivrigt i hendes øre:
Mor, mor, kan vi ikke tage Oles mormor med hjem til os?
Hvad snakker du om? Hvilken mormor? Alberte forstod ikke, hvad Anton mente. Kom nu, tag tøjet på, far sidder ude i bilen og venter.
Dér, den mormor! Anton pegede på en ældre dame, der i ro og mag fulgtes med en lille dreng ud fra børnehaven. Oles! Det er den, jeg mener!
Hold nu op, det er jo ikke din mormor.
Men hvad gør det? peb han. Kan du ikke spørge hende, om hun vil være min mormor også? Please, mor.
Du har jo allerede to bedstemødre, Anton. Hvorfor vil du have flere? Kom nu, tag bukserne på.
Åh, mor Anton så helt ulykkelig ud, mens han prøvede at få vinterbukserne på. Mine bedstemødre er ikke rigtige. Oles mormor, hun er sådan en rigtig én.
Hvad mener du, vores bedstemødre ikke er rigtige? Alberte prøvede at skjule et smil. De er da helt ægte! De har født både mig og far, ikke Oles mormor.
Ja, ja Anton så på hende med store øjne. Men det gør dem jo ikke til rigtige mormødre.
Hvad skal der så til, synes du?
De skal være ligesom Oles mormor.
Hvad adskiller hende så fra dine egne, Anton?
Hun lader Ole råbe mormor højt og stolt foran alle. Min ene mormor vil kun tale til mig, hvis jeg kalder hende Birte, og den anden bliver vred, hvis jeg siger mormor ude på legepladsen.
Hvad siger hun da?
Hun siger: Hvilken mormor? Jeg er alt for ung! Sig det ikke så højt, så naboerne hører det!.
Siger min mor virkelig det til dig?
Ja. Hun siger også, du bare parkerer mig hos hende. Oles mormor siger, at Ole er det bedste, der er sket i hendes liv. Jeg vil også gerne være det bedste.
Det kan da ikke passe, min mor siger sådan Alberte så trist på sin søn. Kom nu, skynd dig, så far ikke bliver utålmodig. Siger Birte også noget?
Nej, hun siger ikke noget. Hun svarer bare ikke, når jeg kalder hende mormor, men hvis jeg siger Birte, så smiler hun. Mor, hvordan kan det være, mine mormødre ikke vil lave rigtig mad?
Hvad mener du nu? Alberte rynkede panden.
Jeg går tit sulten hjem, når jeg har været der.
Det passer da ikke. De forkæler dig med alt muligt Jeg har selv set, hvad du spiser!
Pølse, frikadeller, pastasalat sagde Anton utilfreds. Er det virkelig det bedste mad?
Hvad kunne du tænke dig, så?
Pandekager.
Pandekager?
Ja, eller klatkager. Oles mormor sagde i dag, at de, når de kom hjem, skulle have lune klatkager med syltetøj og flødeskum. Hun sagde, kan du huske, da vi lavede syltetøj sammen i sommerferien? Og Ole så bare glad ud! Mine mormødre laver aldrig sådan noget.
Åh, min skat Alberte så kærligt på ham. Skal vi købe noget syltetøj og tage det med hjem til te i aften?
Det fra supermarkedet smager ikke som rigtigt hjemmelavet
Hvordan ved du det?
Jeg har bedt om det før De har allerede prøvet at købe noget færdigt.
Har du spurgt, om de vil bage pandekager til dig?
Ja Anton trak sin jakke på, lidt modvilligt. Det gider de ikke. De siger, det tager for lang tid, og i stedet tager de mig med på café. Men der er pandekagerne kolde, og syltetøjet er alt for sødt. Oles mormor siger altid, at de allerbedste klatkager kommer direkte fra panden.
Ja Alberte blev helt varm og greb hans hånd. Jeg kan bare huske min egen mormor lavede de bedste madpandekager. Uhm
Mens de gik hen til bilen, tastede Alberte hurtigt sin veninde Sofias nummer.
Sofia, er du hjemme? spurgte hun med lidt skyldig stemme.
Ja, hvad så?
Læver du over at jeg beder dig om noget? Og lov mig du ikke griner
Nej da, hvad er der?
Du har jo sagt, at dine klatkager er de bedste, og at din søn spiser dem hurtigere, end du kan bage
Ja, og?
Må jeg få opskriften? Kom nu, jeg MÅ have den!
Glem det. Kom herover, så lærer jeg dig det på stedet!
Hvornår?
Lige nu! Tag Anton og din mand med så kan drengene lege sammen. Jeg venter på jer! Og så lagde hun på.
Dagen efter tog Alberte fri fra arbejde. Hun kørte hjem til sin egen mor, og så gik hun i gang med at lære hende at bage klatkager. Hendes mor vrissede lidt og forsøgte at forsvare sig med et eller andet om moderne gamle damer, men Alberte sagde meget bestemt:
Mor, hvis du ikke gider være sammen med dit barnebarn, kommer jeg aldrig mere med Anton. Ved du i det hele taget, hvad forskellen på en rigtig og en ikke-rigtig mormor er? Og hvorfor laver du aldrig hjemmelavet syltetøj? Du har jo et barnebarn nu!
Moren havde lyst til at sætte hende på plads, men da hun så Albertas beslutsomme blik, lod hun det ligge bare for en sikkerheds skyld.