Da Freja kom for at hente sin søn i børnehaven, sprang han straks over mod hende, kastede armene om hendes hals og hviskede ivrigt i hendes øre:
Mor, mor, kan vi ikke tage Maltes mormor hjem til os?
Hvad? Hvilken mormor? Hvad snakker du om? spurgte jeg, lettere forvirret. Tag nu overtøjet på, far venter på os i bilen.
Lige der! Magnus pegede på en ældre dame, som langsomt fulgte en dreng hen mod udgangen. Maltes mormor! Jeg mener det!
Lad nu være, det er ikke vores mormor, sagde jeg.
Hvorfor ikke? begyndte Magnus at klynke. Spørg hende, om hun også vil være min mormor. Please?
Du har dine egne mormødre. Og endda to. Hvorfor vil du have flere? Kom nu, tag bukserne på.
Men mor Magnus lavede en trist mine og fik de varme bukser på. Mine mormødre er forkerte mormødre. Malte har en rigtig. En ægte en.
Hvad mener du med, at vores mormødre ikke er ægte? spurgte jeg med et lidt usikkert smil. Selvfølgelig er de rigtige! De har jo født mig og far, ikke hende der.
Og hvad så? sagde han og så længselsfuldt på mig. Det tæller ikke. De blev aldrig sådan rigtige mormødre.
Hvad mener du med det? Selvfølgelig blev de det. Du er vores barn, så vores mødre er automatisk dine mormødre!
Jeg vil ikke have, at de bare er automatiske! Jeg vil have, de er ægte, blev han ved.
Og hvordan skal en ægte mormor så være?
Som Maltes mormor.
Hvad er det, hun gør, som dine egne ikke gør? Jeg forstår dig simpelthen ikke.
Maltes mormor, hun bliver glad, når han råber mormor! efter hende, forklarede Magnus. Min ene mormor vil kun have, jeg siger Karen til hende, og den anden bliver sur, hvis jeg råber mormor! på legepladsen.
Sur? Hvordan det?
Sådan. Hun siger: Hvilken mormor? Jeg er da stadig ung. Lad dog være med at gøre mig til grin foran naboerne!
Siger min mor virkelig det?
Ja. Og hun sagde også, at du skubber mig over til hende. Men Maltes mormor siger altid, at Malte er det bedste, hun har. Jeg vil også gerne være det bedste i nogens liv.
Jeg kan næsten ikke tro, hun har sagt det Jeg så bedrøvet på Magnus og sagde lidt mildere: Tag nu overtøjet på, lille ven. Og din mormor Karen, skælder hun også ud, hvis du kalder hende mormor?
Nej, hun siger bare ikke noget, svarede Magnus med et suk. Men hvis jeg siger Karen til hende, roser hun mig. Og mor, hvorfor kan mine mormødre ikke lave rigtig mad?
Hvad mener du? Jeg så uforstående på ham. Mener du, de ikke giver dig noget at spise når du er hos dem?
Jo, men han rynkede næsen. Det er altid rullepølse, frosne frikadeller, salater Er det rigtig mad?
Hvad vil du så have?
Pandekager.
Pandekager? spurgte jeg overrasket.
Eller klatkager. Maltes mormor sagde i dag, at han kom hjem til lune klatkager med syltetøj og creme fraiche, og at de skulle drikke te. Og de lavede syltetøj sammen sidste sommer. Det gør jeg aldrig med mine mormødre.
Åh Magnus Jeg så på ham med medfølelse. Skal vi så ikke købe syltetøj og spise det til te i aften?
Nej, det smager kedeligt fra Brugsen
Hvor ved du det fra?
Jeg har jo spurgt mine mormødre. De har prøvet at købe det
Har du spurgt dem om at bage klatkager?
Ja Magnus trak jakken på. De siger, det er besværligt. Så tager de mig med på café. Og der er de kolde, og syltetøjet smager kunstigt. Men Maltes mormor siger, det bedste i verden er klatkager direkte fra panden.
Ja sagde jeg drømmende, tog ham i hånden og gik ud af børnehaven. Det var nu det bedste. Jeg kan huske, at min farmor også lavede sådan nogle til mig
Mens vi gik mod parkeringspladsen, hvor Magnus’ far ventede i bilen, tastede jeg nummeret til min veninde.
Signe, er du hjemme? spurgte jeg lidt forlegent.
Ja, hvad så?
Må jeg bede om en tjeneste? Du må ikke grine
Hvad så?
Du pralede engang med, at du kan lave verdens bedste klatkager. Jeg har brug for din opskrift.
Du skal da bare komme forbi, så kan jeg lære dig det, sagde hun grinende.
Hvornår?
Med det samme!
Jeg kan ikke nu. Har lige hentet Magnus, og min mand venter jo.
Så tag dem med. Drengene kan lege. Jeg glæder mig til at se jer, sagde hun og lagde på.
Næste dag tog jeg fri fra arbejde, tog hjem til min mor og begyndte at lære hende at bage klatkager. Hun brokkede sig lidt og himlede med øjnene over, at kvinder i dag da ikke har tid til det pjat, men jeg sagde bestemt:
Mor, hvis det her er for besværligt, tager jeg aldrig Magnus med til dig igen. Ved du overhovedet, hvad forskellen er på en rigtig mormor og en ikke-rigtig mormor? Og hvorfor laver du aldrig syltetøj om sommeren? Du har jo et barnebarn nu!
Mor skulle til at svare igen, men så mit bestemte blik og nøjedes med at slå blikket ned. For en gangs skyld tidede hun stille.
Det slog mig, at det vigtige for et barn ikke er titler eller fine ord det er, at man føler sig elsket og husket. Hvis vi vil være ægte mormødre og bedsteforældre, må vi være nærværende og nogle gange starter det bare med noget så enkelt som varme klatkager og lidt hjemmelavet syltetøj.
