På hjørnet af Vesterbrogade i København stod der en skrædderskabsdukke i en tøjbutiks vindue. Den var altid klædt ens: hvid skjorte, grå bukser og en skæv hue, som ingen rettede på. Den var en glemt dukke. Den havde stået der i mere end ti år. Så stille, så del af bybilledet, at mange troede, de slet ikke så den længere. Men de lokale butiksansatte havde fået den kær. Hver morgen, når de åbnenede deres butikker, sagde de: “Godmorgen, hr. Egon” – for sådan havde de døbt den. Det var en vane, en lille gestus for at starte dagen. Bageren, boghandleren, blomsterdamen… alle hilste på dukken. Og den, selvfølgelig, svarede aldrig. Indtil den en dag gjorde. Det var en mandag. Vinduet var dugget af den kolde morgenluft. Da de gik forbi dukken og sagde “Godmorgen, hr. Egon”… smilede dukken. Den bevægede sig. Og hviskede: “Godmorgen, ungerne.” Alle stivnede. Det var ikke en dukke. Det var en mand. Han hed faktisk Egon. Han var 74 år. Han havde været vagt i butikken i månedsvis. Han havde mistet sit hjem, hans familie var langt væk, og han havde intet sted at tage hen. Så om natten sov han på lageret. Om morgenen, når butikken åbnede, stod han stille bag glasvinduet og lod som om han var en dukke. Det var ikke for at spøge. Han sagde, at han, bag det glas, følte sig mindre alene. “Jeg kan lide at se på folk, se hvordan de starter deres dag. Og her… ignorerer i det mindste ingen mig.” Historien blev kendt, da en ung mand filmede det og lagde det på nettet. Den gik viralt. Tusinder skrev: “Nogen gange tror vi, ingen ser os… men der er altid nogen, der kigger gennem glasset.” I dag lader hr. Egon ikke længere som om han er en dukke. Han fik arbejde i butikken som vært. Han sidder på en stol ved vinduet, smiler til forbipasserende, og hver morgen svarer han dem, der hilser: “Godmorgen, hr. Egon.” Han svarer altid med en sætning, der nu for evigt hører til kvarteret: “Godmorgen… og tak fordi I ser mig.”
Jeg lærte den dag, at selv når verden føles kold, er der altid et vindue, hvor nogen står og venter på at blive set.
