22. maj
Efter at vores søn blev gift, virker det som om, han slet ikke har tid til os længere. Han er konstant hos sin svigermor. Hun mangler tilsyneladende altid hjælp jeg forstår ærlig talt ikke, hvordan hun klarede sig, før hendes datter blev gift med min søn.
Vores søn har været gift i mere end to år nu. Lige efter deres bryllup flyttede de i deres eget hjem en lejlighed, vi havde købt til ham, da han begyndte på universitetet. Siden han var lille, har han altid fået opbakning og forståelse fra os. Faktisk lærte vi ham selvstændighed ret tidligt, og han boede allerede alene som ung, fordi lejligheden lå tæt på hans første arbejdsplads.
Min svigerdatter, Alvilde, må jeg indrømme, syntes jeg virkede umoden til at starte med hun opførte sig tit sært barnligt, og kunne være ret kræsen. Vores søn, Magnus, er kun et par år ældre, men jeg har tit tænkt på, hvordan han skulle klare sig med en så ung kone.
Det blev hurtigt tydeligt, hvor Alvilde havde sin umodenhed fra. Hendes mor, Birgitte, var på min egen alder, men opførte sig til tider som et forkælet barn. Måske har du mødt den slags mennesker, der aldrig rigtig bliver voksne, også selvom de er over halvtreds? Hendes mor havde tilmed været skilt seks gange, før brylluppet.
Vi havde egentlig ikke rigtigt noget til fælles og snakkede kun sammen ved officielle lejligheder, som selvfølgelig da vores børn blev gift.
Allerede før brylluppet bemærkede jeg, hvordan Alvilde trak Magnus hjem til sin mor ved enhver given lejlighed: vandhaner der dryppede, stikkontakter der skulle skiftes, hylder der faldt ned. Først tænkte jeg, at det var i orden der var ikke nogen mand i huset hos Birgitte, så lidt hjælp kunne hun vel bruge.
Men fejlene hos svigermor stoppede aldrig, kun øgedes med tiden. Magnus begyndte efterhånden at takke nej til vores invitationer, fordi han altid skulle hjælpe hos Birgitte med Alvilde. Efterhånden fejrede de alle helligdage og mærkedage hos hende, og til sidst sad vi kun tilbage min kone, hendes mor og jeg.
Det var trist nok, da Magnus ikke engang kom til fødselsdage hos os mere, men det, der virkelig gjorde ondt, var da han begyndte at vige udenom, hvis vi bad ham om hjælp.
På et tidspunkt havde vi købt et nyt køleskab. Jeg spurgte Magnus, om han kunne hjælpe mig med at bære det ind. Han sagde ja i telefonen, men ringede kort efter og sagde, at han ikke kunne, fordi han skulle hjælpe med en utæt vaskemaskine hos Birgitte.
Da min kone ringede op igen, kunne hun høre Alvilde sige i baggrunden: Kunne dine forældre ikke bare hyre nogle flyttemænd? Magnus kom dog til sidst, men han var temmelig tvær.
– Far, kunne du ikke bare have tilkaldt en vognmand? Nu skal jeg slæbe det hele selv!
Jeg kunne ikke dy mig for at undre mig over, hvordan Birgitte aldrig ringede efter professionel hjælp. Tror hun, det ikke er muligt her i København, eller lever hun i en fantasi-verden? Magnus sagde, at hun helst brugte ham, for ellers risikerede hun at betale håndværkere, som alligevel ikke ordnede tingene ordentligt.
På det tidspunkt havde jeg svært ved at skjule min irritation. Min kone følte også, at hele situationen var begyndt at tage overhånd nu var vores søn blevet Birgittes faste alt-mulig-mand. Vi så ham næsten ikke længere.
Efter en diskussion, hvor jeg (måske lidt for ligefremt) udtalte, at hans svigermor nok ikke kunne så meget med en stikkontakt, men i det mindste var god til at styre folk ja, så blev Magnus vred og stormede ud. Jeg sagde ellers bare sandheden! Hver gang, der skulle skrues eller løftes eller fixes, står han der, mens vi ikke længere kan få et ben til jorden hos vores egen søn.
Nu har Magnus ikke talt med mig i over to uger. Og min kone mellem to stole vil ikke tage parti. Hun mener, jeg måske kunne have sagt det pænere, og nu ønsker hun bare, vi bliver gode venner igen.
Men jeg, jeg har altså også min stolthed. Magnus ringer ikke, og jeg har nægtet at tage første skridt, og dér er vi så. Svigermor Birgitte er den eneste, der har vundet på situationen.
Når jeg tænker mig om, er det måske ikke kun Magnus, der skal lære noget. Det skal jeg også om at vælge mine ord med mere omhu, især overfor dem, jeg elsker mest, for ellers risikerer jeg at skabe afstand til min egen søn. Måske handler familieliv allermest om at finde en god balance også når den vippes mere, end man ønsker sig.
