— Hvor er de henne? — Mette kiggede bekymret ind i køkkenet, derefter stuen. Tomt. Huset var usædvanligt stille, hvilket føltes underligt og uroligt.
Tidligt om morgenen havde alt været utåleligt. Moderen — streng, stædig, med et tunge blik og en endeløs liste af klager. Manden — indadvendt, irriteret, døv over for enhver anmodning. De havde kun aftalt, at hendes mor skulle bo hos dem i “en lille uge”. Nu var der gået tre.
— Mor! Lars! — råbte hun højt. Ingen svarede. Hjertet hamrede.
Hun greb jakken og skyndte sig ud til garagen. Det var der, Lars plejede at gemme sig — hvor han restaurerede gammelt møbler for at undslippe hverdagen. Døren stod på klem, og der lød stemmer indefra.
— Hvis man forbereder overfladen rigtigt, vil lakkens sidde perfekt, — sagde moderen. Hendes stemme var blød, næsten kærlig.
— Jeg fortynder normalt det første lag, — svarede Lars. — Så suger træet bedre.
Mette stivnede i døren, som om hun var bange for at ødelægge det skrøbelige øjeblik. Foran hende var det utænkelige: hendes mor og mand, som altid skændtes, sad nu ved samme bord og restaurerede sammen en gammel spejlsramme. Moderen havde en lakkeplettet forklæde på skødet, Lars holdt en malerpensel og sandpapir.
— Det var dog en overraskelse, — hviskede Mette og satte sig stille i hjørnet for at kigge på.
For nogle uger siden havde hun insisteret: mor skulle flytte hjem til dem. Plejehjemmet, hvor hun boede efter farens død, blev renoveret. De lovede en midlertidig løsning. Men moderen havde været kategorisk: “Jeg vil hellere bo hos min datter. Jeg kan hjælpe og bliver ikke en byrde.”
Lars var ikke begejstret. Han havde aldrig gemt det: svigermor og han var ligesom ild og vand. For forskellige. Hun — streng, krævende, med ubøjelige holdninger. Han — rolig, men mindesyg.
Allerede fra dag ét begyndte de små konflikter: han satte gaflerne forkert, han foldede ikke skjorterne rigtigt, han smækkede for hårdt med døren. Om aftenen lyttede Mette til deres tavse brok. To stærke, stædige mennesker, vant til at bestemme — under samme tag.
Hun var bange for, at ægteskabet ikke ville holde.
Men nu sad de to ved samme bord. Moderen havde åbenbart arbejdet på en møbelfabrik hele sin ungdom. Og Lars var en selvuddannet restaurator, der altid havde drømt om at møde en fagperson.
— Du har en sikker hånd, — sagde han. — Ikke alle mestre kan det der.
— Og du har talent, — svarede moderen. — Du har en fornemmelse for det.
Så kogte de te sammen, fandt en gammel marmeladeglas frem, og Mette kunne ikke lade være:
— Hvem har kidnappet min mor?
Moderen fnøs:
— Vi fandt bare noget at snakke om. Fælles interesser. Jeg troede, han var håbløs, men han kan altså noget med træ!
Lars lo:
— Og jeg troede, du hadede mig.
— Jeg hader dumhed. Men dig er du åbenbart ikke dum.
Mette stirrede bare på dem. Og så smilede hun.
Da de kom hjem om aftenen, hørte hun Lars hviske:
— Tak for, at din mor er her. Jeg troede aldrig, vi ville finde en fælles forståelse.
Og næste morgen sagde moderen:
— Jeg har besluttet mig. Jeg vender ikke tilbage til plejehjemmet. Jeg bliver her. Jeg hjælper jer med at starte et værksted.
Mette protesterede ikke. Når to mennesker,
