Da jeg kom hjem fra arbejde, var katten væk.
Mit navn er Emil Rasmussen, og jeg har altid betragtet mig selv som en rolig fyr uden de store udskejelser. På min 25-års fødselsdag valgte mine forældre at støtte mig, så jeg kunne få min egen lejlighed i Aarhus. De hjalp mig med den første udbetaling på boliglånet det var deres måde at give mig et hjem på. Nu boede jeg alene og arbejdede som programmør, og ærligt talt foretrak jeg et stille liv uden alt for meget socialt tummel.
For ikke at ende helt alene med mine tanker, besluttede jeg at få en kat. Den lille kat havde problemer med forbenene folkene, der havde moderen til katten, ville egentlig have den aflivet. Men jeg fik ondt af den og tog den hjem til mig. Jeg kaldte den Skønhed. Vi passede fint sammen; jeg skyndte mig fra arbejde for at komme hjem til Skønhed, som altid ventede på mig ude i opgangen.
Efter noget tid begyndte jeg at se en kollega, Malene. Hun var kvik og meget direkte, og efter kort tid flyttede hun ind. Det blev hurtigt klart, hun ikke brød sig om Skønhed. Hun spurgte flere gange, om vi ikke kunne skille os af med katten, men jeg sagde nej. Skønhed betød meget for mig.
Malene gav dog ikke op. Hun blev ved med at bringe det på bane, og jeg blev nødt til at sige, at Skønhed blev. Hun mente, katten ødelagde vores image, for gæster tog altid afstand på grund af dens ben. Jeg stod splittet jeg holdt jo af dem begge.
Mine forældre kunne ikke rigtigt lide Malene. De syntes, hun var fræk og respektløs, og sagde, jeg skulle tage mig tid, før noget blev for alvorligt.
En dag kom Malenes forældre på besøg. Det var dér, jeg for alvor mærkede tvivl. Malenes far lo, da han så Skønhed; kaldte den særling og lavede sjov med den lige fra starten. Jeg prøvede at forsvare katten, men aftenen gik kun med at de hånede den og fantaserede om steder, man kunne dumpe den. Malenes mor grinede med.
Næste dag, da jeg kom hjem fra kontoret, var Skønhed væk. Jeg spurgte Malene, hvor katten var. Hun svarede køligt, at hun havde afleveret Skønhed på dyreklinikken og ladet den blive der.
Jeg fór ud og ledte efter min kat. Fem timer gik jeg rundt i Aarhus og til sidst fandt jeg Skønhed. Da hun så mig, spandt hun stille i mine arme.
Hjemme igen bad jeg Malene om at pakke sine ting og flytte. Jeg kunne ikke holde ud at se hende mere. Hun blev giftig i mine øjne.
Næste morgen pakkede hun sammen og gik. Uden et ord. Hun havde aldrig troet, at en kat kunne betyde mere for mig end hende.
Nu bor Skønhed og jeg alene. Hun venter stadig trofast på mig, hver dag når jeg kommer hjem fra arbejde i Aarhus.
