Da min tante, Karen, gik bort, havde jeg, Poul Hansen, ikke forestillet mig, at mit liv ville tage så brat en drejning. Hun boede alene i et lille hus i udkanten af Aarhus og havde kun et barnebarn Frida, som kun var ti år gammel.
Fridas mor havde for længst forladt familien og arbejdet i udlandet. Hun skrev sjældent hjem. Jeg vidste, at hvis Frida skulle blive alene, ville kommunen nemt kunne sende hende på børnehjem.
Min kone, Birte, blev hjemme. Efter sin nyreoperation havde lægen forbudt længere rejser, så hun kunne ikke tage på landet. Hjemme stod hun og ventede på mig med aftensmaden klar: kartoffelmos, fiskefrikadeller og en frisk grøn salat. Hele huset duftede af nybagt rugbrød Birte ville gerne gøre hjemmet varmt og trygt for mig, mens dagen havde været tung.
Jeg kom hjem sent. Bag mig stod Frida, lille og forsigtig, med sin rygsæk og kiggede op på os med en blanding af frygt og nysgerrighed.
Birte, det her er Frida, sagde jeg stille. Karens barnebarn.
Hvor er hendes mor? spurgte min kone, lidt forskrækket.
Hun kunne ikke komme, svarede jeg. Frida er helt alene nu.
Stille trådte Frida ind i stuen, skubbede sin rygsæk foran sig. Birte trak vejret dybt og sagde til sidst:
Kom og sæt dig, lille ven. Aftensmaden er klar på bordet.
Den aften blev vi længe på køkkenet og talte om, hvordan vi skulle klare det nu. Jeg forklarede, at sende Frida på institution virkede hårdt hun ville miste den sidste kontakt til sin familie. Birte var bekymret; vi var ikke unge længere, helbredet var skrøbeligt, og pensionen var lille.
Vi havde jo egentlig glædet os til rolig tid for os selv, sagde hun lavmælt. Bare lidt fred og ro
Men hun er jo kun et barn, sagde jeg. Skal vi ikke gøre, hvad vi kan?
Næste morgen stod Frida tidligt op. Hun havde allerede vasket op efter morgenmaden.
Jeg har altid hjulpet mormor, forklarede hun stille.
Efterhånden faldt der ro på hverdagen. Vi fik Frida indmeldt i skolen i nærheden, og hun fik hurtigt venner og blev en flittig elev. Hjemmet summede af liv bøger i gangen, rygsækken på gulvet, og musik fra hendes værelse.
Birte var først lidt reserveret. Hun turde ikke at knytte sig til et fremmed barn. Men en aften, hvor hun pludselig fik det dårligt, var det Frida, der ringede til vagtlægen, fandt hendes medicin og holdt hende i hånden.
Det skal nok gå, bedstemor, hviskede Frida beroligende.
Et år gik. Pludselig var jeg her ikke længere. Birte stod alene med Frida. Vores egne børn kom til min begravelse, men blev kun et par dage.
Mor, det bliver hårdt med en teenager. Måske er det alligevel bedst at lade hende komme på institution? sagde vores datter.
Birte var stille længe. Hun så på Frida, der allerede var i gang med at dække bord.
Da Poul hentede hende, var jeg også bange, sagde hun endelig. Men nu er hun blevet en del af mig.
Frida blev mere og mere opmærksom; hun lavede aftensmad, gjorde rent og hjalp hvor hun kunne. Hun bad aldrig om noget særligt, men var altid nær.
To år senere blev Birtes helbred værre. Hun begyndte at tænke på, hvad der skulle ske fremover. En dag tilkaldte hun en advokat og skrev lejligheden over på Frida.
Men jeg er jo ikke rigtig familie sagde den lille pige forsigtigt.
Familie handler ikke om efternavne, smilede Birte. Det handler om hjertet.
Frida krammede hende forsigtigt, som om hun var bange for at gøre hende ondt.
I det øjeblik gik det op for Birte, at i alderdommen er det vigtigste ikke kvadratmeter eller arv, men at have et menneske ved sin side, som bliver selv når det hele er svært.
