Ingrid Kristiansen var pludselig blevet syg. Ingen af hendes døtre havde besøgt deres mor, mens hun lå syg, kun barnebarnet Mette tog sig af hende. Døtrene kom først op til påske, præcis som de plejede for at hente de lækre, hjemmelavede sager, mor altid havde gjort klar. Ingrid stod foran havelågen, da døtrene steg ud af bilen.
Hvorfor er I kommet? sagde hun koldt.
Den ældste datter, Birgitte, stivnede af forbavselse.
Mor, hvad sker der med dig?! udbrød hun.
Ingenting! Det er forbi nu, mine kære. Jeg har solgt alt jeg ejer
Hvad?! Hvad med os? spurgte døtrene forvirrede.
Livet i Nørreby var stille og ensformigt. Derfor blev alt, der kunne forrykke hverdagens monotoni, straks en begivenhed.
Men da Mette, barnebarnet af byens tidligere brugsuddeler, dukkede op, gik der nærmest bølger gennem byen.
Folk fortalte, at følsomme kvinder nærmest sukkede, når hun viste sig.
Nå, ja, Mette! sagde de lokale. Hun har gjort det godt! Nu kan de andre bare være misundelige.
Det var også svært at skjule sine følelser, når Mette kørte igennem byen i sin blankpolerede SUV af et mærke, ingen havde set før.
Byens befolkning stimlede sammen for at overvære øjeblikket.
Gamle koner tørrede rørt tårerne væk med deres tørklæder.
Det er jo som eventyret om Askepot!
Det måtte jo ende sådan, sagde de og nikkede Mettes barndomskælenavn var nemlig Askepot.
Nu havde Mette sin fulde ret til at se overbærende på de landsbyboere, som tidligere havde leet ad hende.
Hun lagde mærke til landsbyens spillemand, Poul, og vinkede til ham fra vinduet.
Poul Andersen, hvor er det godt at se dig! Hvordan har du det?
Mig? Jo, jeg har det godt! Kig forbi til øveaften i forsamlingshuset, Mette!
Det skal jeg nok!
SUVen forsvandt ned ad grusvejen, og folk begyndte langsomt at gå hjem. Poul sagde tilfreds:
Flot klaret af hende! Hun nåede sit mål. Nu er det vist lægernes tur!
Gamle Kamma spurgte:
Hvad mener du?
Jo, Kamme, i dag er der mange, der vil være misundelige! Det er ikke til at slippe for.
Kamma slog opgivende ud med hånden og gik hjemad mens hun mumlende lavede korsets tegn.
Poul tog det ikke ilde op han vidste, at Kamma ikke mente noget ondt.
Han satte sig på bænken foran forsamlingshuset, tankefuld og fyldt af minder om Mette
Det var faktisk spillemands-Poul, som havde haft den største betydning i Mettes liv. I både bogstavelig og overført forstand.
Mette mistede sin mor som ung, og faren var for længst forsvundet ud af billedet.
Ingen i familien havde haft lyst til at tage sig af pigen, så hun tilbragte to år på børnehjem.
Men pludselig vågnede der noget moderligt i Ingrid, og hun tog barnebarnet hjem.
Det blev mødt positivt i byen. Ingrid var stadig i arbejde, og hendes chef roste hende for hendes mod til at tage Mette til sig.
Bare alle var som Ingrid Kristiansen!
Men der var også dem, der mente, det hele handlede om penge.
Hun får jo børnepenge, den gode Ingrid. Tror I virkelig, hun gør det for Mettes skyld?
Ingrids omdømme var mildt sagt blakket. Hun havde aldrig forpasset en chance for at snyde folk i butikken men ikke mange sagde noget, for man vaskede ikke det beskidte vasketøj offentligt i små byer. Hun var kendt for evindelige skænderier med naboerne.
Ingrid var dog god ved sine to døtre og sin søn. Sønnen arbejdede som læge i Odense, og døtrene boede i København.
Men alle tre kiggede oftere forbi for at fylde maddepoterne op, end for at besøge moren.
Som brugsuddeler havde Ingrid orden i tingene. Mia havde både høns og ænder, nogen svin og geder. Hele menageriet blev holdt i live på baggrund af de to hektar mark, Ingrid stædigt dyrkede.
Det var hårdt for en enlig kvinde, og pengene var små, så hun havde fået den idé at tage barnebarnet til sig.
Hun delte ideen med sin barndomsveninde, Solveig, en dag de havde frokostpause.
Jeg henter Mette hjem. Folk siger det jo også: det er ikke pænt at lade sit eget barnebarn være på børnehjem.
Solveig bakkede gerne op om Ingrid hun arbejdede som ekspedient for Ingrid i byens lille butik.
Du har ret, Ingrid! Det er nok det bedste. Og så kan Mette hjælpe dig med dyrene.
Du inspirerer mig, Solveig! Mens jeg er på arbejde, klarer Mette gården.
Hvad med skolen?
Skole, det skal hun nok få. Hun må klare sig uden hobbyer så længe jeg madede hende!
Mette var lykkelig for at bo hos bedstemor. Hun udførte sine opgaver uden brok, og det var ikke længe før landsbyens folk begyndte at kalde hende Askepot.
De fleste havde ondt af hende, og sagde deres mening direkte til Ingrid.
Ingrid, tag dig nu sammen! Man kan ikke se på Mette uden at få ondt af hende! Hun er jo mager som et siv.
Men Ingrid slog hårdt ned på kritikken.
Pas jer selv! Mette hjælper, fordi hun vil. Hun skal nok komme til skole ja, hun skal nok endda blive dyrlæge!
Ingrid havde allerede planlagt Mettes liv. Men så skete der noget uventet.
En sommerdag startede en ny leder, Marianne, i forsamlingshuset. Hun kom lige fra Den Fynske Musikkonservatorium og satte straks gang i jagten på byens talenter. Poul behøvede hun ikke at finde han meldte sig selv!
Marianne, bare jeg får et nyt instrument, så er jeg klar! En rigtig spillemand lader sig ikke stoppe.
Prøv du bare, Poul! Du får, hvad vi har!
Forbavsende hurtigt fik Poul samlet et lille kor, men manglede desperat en solist. Han fortalte det til Marianne.
Et kor uden en sanger er som frikadeller uden sovs!
Hun tænkte lidt, men så lyste hun op.
Jeg ved, hvem vi skal have! Du tager instrumentet jeg finder solisten!
Det var noget af et røre blandt skolebørnene, da de dukkede op for at caste. Talenterne stod rækker for at få bedømt deres sang. Mettes klasselærer fik hende overtalt.
Du synger jo godt, Mette!
Men jeg skal hjem! Bedstemor bliver gal!
Bare rolig, jeg taler med hende! Hvem ved, måske bringer det dig held!
Mette så både bange og håbefuld ud.
Okay, men så lad os blive færdige hurtigt!
Hun sang alt, hun kunne. Hendes publikum plejede at være grise og geder og fuglene over engen.
Hun elskede at synge, og det kunne man høre.
Marianne gik i ekstase:
Hun er jo et naturtalent! Hør, hvor rent hun synger!
Det var en succes. Efter en snak med lærerne måtte Ingrid lempe lidt på kravene til barnebarnet. Ingrid frygtede dog, at Mette ville blive for selvstændig, og talte med Solveig om det.
Skal jeg bare give Mette mad og penge? Nu render hun til koncerter, og hvem skal så hjælpe mig hjemme?
Men du får jo penge for at passe hende!
Ja, men sko og tøj koster også! Jeg havde håbet, hun arbejdede lidt om sommeren. Hvad nytter den sang?
Solveig himlede drømmende med øjnene.
Men tænk hvis hun bliver berømt? Hendes billede overalt, TV, medier!
Hvad kan jeg bruge det til? Jeg har brug for hjælp på gården!
Solveig så på Ingrid, som om hun ikke kendte hende længere.
Folk siger du er som stedmoderen i Askepot. Har du set hvor træt pigen er?
Efter denne samtale forsvandt deres venskab, og Ingrid stod nu alene.
Mettes sangkarriere tog fart. Med koret sang hun i hele omegnen, til stor glæde for både landmænd og mejeripiger.
I en større konkurrence fik hun priser, men berømmelsen steg hende ikke til hovedet. Hun forblev ydmyg og trofast ved bedstemors side, især da Ingrid blev syg. Ikke en eneste af døtrene dukkede op før påske præcis som de plejede, for at hente hjemmelavede lækkerier.
Ingrid stod ved døren.
Hvad vil I? sagde hun koldt.
Birgitte kiggede målløs.
Hvad sker der, mor?!
Ingenting! Det hele er solgt jeg kan ikke mere.
Hvad skal vi så gøre? måbede de.
Tag i Brugsen, køb det, I mangler. Jeg er færdig med det her!
Skal Mette heller ikke hjælpe?
Nu kunne Ingrid ikke mere.
Mette er ikke tjenestepige! I kom aldrig, da jeg lå syg. I er her kun, når I skal have noget. Aldrig mere! Jeg vil også have en god alderdom!
Og Mette hun skal ikke bruges op. Hun skal vælge sit eget liv!
Døtrene måtte vende hjem tomhændet. Ingrid gik til Solveig.
Tak, du hjalp mig åbne øjnene! Jeg var lige ved at ødelægge Mettes liv. Nu, hjælp mig med at sælge kød!
Kød? Hvilket kød, Ingrid?
Alt sammen jeg har kun ladet den gamle ged blive.
Helt rigtigt! Og døtrene?
Glem dem. Nu klarer jeg mig selv.
Mette kom ikke tit til Nørreby de næste år, men hun ringede tit til sin bedstemor og sendte penge. Rejser og undervisning krævede det meste af hendes tid, men en dag fik hun klemt en uges ferie ind for at besøge barndommens landsby.
På bagsædet gavnede sønnen, Martin.
Mor, er vi snart hos mormor?
Vi er her nu, skat! Se, der står hun og vinker!
Selv gammel virkede Ingrid frisk. Hun tog oldebarnet op og knusede ham.
Min guldklump! Jeg troede aldrig, jeg skulle opleve det!
Mette blev krammet, så håret ikke blev rodet.
Jeg så dig på TV du var klar den bedste!
Ej, det er nu nok overdrevet, sagde Mette.
Nej, du er en vaskeægte kunstner!
Uden dig eller onkel Poul var der intet blevet af mig! Jeg var forblevet Askepot.
I eventyret får hun alt serveret, men du skabte det selv med dine hænder
Mette skjulte instinktivt sine ru hænder fra barndomstiden, men Ingrid så det.
Hun lagde hovedet mod Mettes skulder. Bedstemor græd og bad om forladelse, men Mette havde for længst tilgivet fortiden.
Det vigtigste for hende var, at hun havde én i verden, hun kunne holde af og passe påDa de sad rundt om køkkenbordet, fyldte duften af solbærtærte det lille hus. Ingrid skar store stykker til alle, også til sig selv denne gang. Mette spiste langsomt, lyttede til oldemors små historier, mens Martin tumlede rundt med den gamle ged i haven.
Solen silede ind gennem de vasketøjsduftende gardiner. Latteren flød varmt mellem generationerne. Ingrid sad lænet tilbage, mæt af både mad og liv. Hun nød dagens summen, sukkede blidt for hun vidste, at dette var lykke, ikke som en gave, men noget de alle havde kæmpet sig frem til.
Da de skulle sige farvel, puttede Ingrid en lille brun pose i Mettes lomme. Mette protesterede, men Ingrid greb hendes hånd.
Nu er det din tur til at give, hvis nogen engang har brug for dig. Det er al den opsparing, jeg har. Brug det, som du synes.
Mette trak bedstemor ind til sig. Ordene fandt hun først, da bilen trillede bort gennem landsbyen:
Vi ses snart, mormor. Du er hjemme i mit hjerte. Altid.
Poul sad på bænken og vinkede smilende efter dem, og i det samme lød en sagte sang fra forsamlingshuset. Måske var det vinden i træerne eller måske var det Askepot, der for altid sang for byen.
