Da vores nabos datter Agnethe første gang blev efterladt hos os, vidste jeg endnu ikke, at hun blev opdraget af sin bedstemor. Ud ad til lignede hun en helt almindelig pige. Begge hendes forældre var kunstnere og tog ikke meget ansvar for deres eneste barn, men gav det trygt til bedstemoren. De lejede deres lejlighed ud og rejste rundt i Asien, hvor de lå på strandene og malede eksotiske vediske landskaber med templer og jungler.
Da Agnethe kom ind til os, kiggede hun mildt på mig med sine blå øjne og rystede let på hovedet, mens hun uden et ord satte mine sko, der stod i uorden, tættere sammen, så spidserne rørte hinanden.
– Sådan gør gode mennesker, forklarede hun tålmodigt, da jeg så forvirret på hende, – så får man nemlig ingen hovedpine.
Min kone skulle den dag ud at handle og efterlod mig for at passe på pigerne indtil aften.
– Først skal de lege, instruerede hun grundigt, – så kan du tage dem ud i gården en time, og bagefter skal de have noget at spise. Hvis de bliver trætte, kan de tage en lur.
Jeg blev, må jeg indrømme, lidt trist. At skulle tilbringe dagen med at holde øje med to børn, føltes som et kæmpe arbejde, men der var ikke andre muligheder.
Vores datter Line, der legede med sin ny “Baby Born”-dukke, var heller ikke specielt glad for gæsten. Med erfaringer fra børnehavens konflikter over legetøj i baghovedet, kiggede hun mistroisk på hende, parat til at beskytte sin dyrebare skat. Hun var ikke i tvivl om, at den fremmede ikke ville kunne modstå fristelsen.
Agnethe derimod opførte sig helt anderledes. Efter at have siddet roligt og betragtet datteren i omkring ti minutter, gik hun som lydløst hen til hende:
– Min lille due, sagde hun blidt og omfavnede hende venligt over skuldrene, – må jeg også lege? Her, vær så god, en lille bolle til dig, sagde hun og åbnede posen, hun havde medbragt.
Line, der havde været klar til at forsvare sin ejendom til det sidste, blev overrasket og tillod modstræbende gæsten at tage “Baby Born”-dukken i sine arme. Endda, selv om hun aldrig spiste hjemmebag, spiste hun den kålbolle, mens hun så på, hvordan hendes baby fik klippet negle og blev lagt til at sove.
“Baby Born”-dukken var trodsigt lige før søvn og græd, hvilket fik Agnethe til at bemærke fornuftigt:
– Græder man mere, tisser man mindre.
Da dukken efter deres fælles vurdering var faldet i søvn, satte jeg en DVD med Teletubbies til dem, som vores gæst særligt godt kunne lide.
– De er som små engle, udbrød hun rørt og klappede i hænderne, mens hun fortsat fodrede Line med endnu en bolle:
– Spis, spis, du er helt bleg som en genfærd…
Da bollerne og tegnefilmene var ovre, gjorde vi os klar til at gå ud. Faktisk behøvede jeg ikke engang at hjælpe, for Agnethe klarede det selv uden min indblanding. Hun klædte både sig selv og Line på og sagde “så går vi med Gud”, før vi gik ud i gården. Derude tog hun straks kontrol over hele legepladsen, hvilket ikke gav mig eller de andre forældre den mindste chance for selv at holde øje med børnene.
– Dreng, lille dreng, hvorfor render du rundt som en skoldet skiderik? hørte man fra sandkassen. – Hvad sagde du? Jeg skal nok give dig sand at spise! Piger, ikke råbe – ellers kommer politiet! Hej, kom ned fra træet, spradebasse!
Pigerne samlede sig som forventet omkring den nye “Baby Born”-dukke, men Agnethe afviste resolut alle Lines gårdveninder.
– Ingen sådanne legekammerater, erklærede hun bestemt, – de er bare venninde-snydere… De vil kun have noget fra dig. Min bedstemor har også sådan nogle, de afleverer aldrig syltetøjsglassene tilbage…
Til frokost overtalte hun både datteren ved at påstå, at hvis hun ikke spiste op, så ville grøden løbe efter hende, og hun fik på forunderlig vis Line til at spise to hele skåle af den ellers forhadte havregrød. Det forundrede mig, der normalt måtte overtale for at få en eller to skeer ned.
Da min kone kom hjem om aftenen, fandt hun os i fuld harmoni. Jeg var overhovedet ikke udmattet af at passe børnene og var endda i gang med mine egne sager, mens pigerne ivrigt stoppede gamle strømpebukser på en pære, jeg havde givet dem.
Da min kone fulgte Agnethe hjem, tillod Line hende endda at tage “Baby Born” med sig til overnatning, og hun gik derfra tilfreds:
– Tak, I gode mennesker, vi læser godnatkammeret for den med bedstemor og hygger os med lidt aftenstemning, sagde hun, mens hun tog sine sko på, kastede et blik på os i døren og føjede følsomt til:
– Hvilke gode mennesker!.
