Da mor sagde “nej”: Hvordan Ida reddede et andet ægteskab
Ida stegte zucchini, da der pludselig blev ringet på døren. Da hun åbnede, så hun sin søn – Lasse stod der med en taske og et træt blik.
“Mor, jeg er gået fra Lise,” sukkede han lige fra dørtrinet.
“Hvad har du gjort?!” spurgte Ida forbløffet.
“Jeg er træt af hende. Hun laver ikke mad, holder ikke huset rent, har ikke et job…” han talte, næsten grædende. “Må jeg bo her et stykke tid?”
“Nej,” svarede Ida bestemt, mens hun tørrede olien af hænderne uden at vige med blikket.
Lasse stod helt målløs:
“Hvad mener du – nej?”
“Det betyder præcis, hvad det lyder som. Du flytter ikke ind. Men lad os sætte os og spise. Så kan vi snakke.”
Lasse åd sin ærtesuppe med rugbrød som én, der ikke havde spist i uger. Mellem bidderne brokkede han sig:
“Før brylluppet gik vi på café hele tiden, det var hyggeligt. Men efter vi blev gift, troede jeg, maden bare ville komme af sig selv. Hun står som et barn og leder efter opskrifter på nettet – enten for salt, eller rå. Jeg lader som om det smager godt, men jeg kan knap nok synke det.”
“Men hun gør sit bedste, min dreng,” sukkede moren. “Ikke alle kan det fra starten. Og du kritiserer bare.”
“Gør hun sit bedste? Hvem laver så alt det rod? Alt ligger og flyder! Tøj på stolene, på sengen, endda i badeværelset. Det ser ud som efter en storm ved skabet. Hun halvsover eller bliver hængende ved sin laptop. Jeg går og samler hendes ting op, og når jeg siger noget, begynder hun at græde.”
“Hun er ikke mere end et barn endnu, lidt naiv,” svarede Ida roligt. “Men er du så fuldvoksen? Du hænger i dit eget. En mand skal vise vejen, vise kærlighed, så følger konnen med.”
“Men jeg elsker hende…”
“Men hun mærker det ikke. Det er hele pointen.”
Næste morgen, mens sonen var på arbejde, ringede Ida til Lise:
“Skal vi ikke have en lille snak, skat?”
Hun købte ind, gik til deres lejlighed – Lise åbnede døren, stadig søvnig.
“Fik du sendt Lasse af sted til arbejde?” spurgte Ida, mens hun gik ind i køkkenet.
“Hvorfor? Han klarede sig selv, drak te og spiste en smørrebrød. Hvad er der galt?”
“Synes du det er okay? Og køkkenet ser ud som en katastrofe. Middagsstid, og du er kun lige vågnet.”
“Undskyld… jeg var sent i seng… sad på nettet…”
“Lise, jeg elsker dig som en datter. Jeg er kommet for at hjælpe. Vi gør rent og laver mad.”
“Jeg kan selv… Lasse og jeg finder ud af det.”
“Som du vil. Men kom ikke og græd for mig bagefter. Her, tag disse varer.”
“Tak. Og vær ikke vred.”
Dagene gik. Lasse blev oftere hjemme hos sin mor, og en dag løj han endda overfor Lise og sagde, han skulle på forretningsrejse. I virkeligheden ville han bare ikke hjem.
“Jeg er træt af hende,” klagede han. “Hun læser ikke, interesserer sig for ingenting. Kun shopping og spil. Vil ikke arbejde. Bed’er mig hele tiden om at købe “mer her og der.” Jeg er ikke en hæveautomat.”
Ida lyttede, uden at modsige ham. Men næste aften stod Lise i hendes dør. Grædende.
“Mor… han elsker mig ikke… kommer sent hjem, spiser ikke, taler ikke… siger, vi ikke burde være blevet gift… det er sådan, du har opdraget ham.”
“Eller måske har din mor ikke lært dig alt? Tror du kun en mand har pligter? En kvinde har dem også. At leve sammen er hårdt arbejde, ikke en tur i parken.”
De talte længe. Ida forklarede, vejledte, bad hende om at ændre sig. De blev enige om, at Lise skulle lære at lave mad, holde orden og finde et job.
Månederne gik. Ida hjalp sin svigerdatter med at få arbejde, lærte hende at lave frikadeller og brunsovs. Engang inviterede de hende på besøg. Der var hjemmelavet mad på bordet.
“Mor, Lise er guldkorn! Vi spiser som på en restaurant! Hun har lært alt så hurtigt.”
Ida holdt tårerne tilbage. Hun klappede Lise på skulderen:
“Godt gået, skat. Alt ligger i dine hænder.”
Livet kom på rette spor. Om morgenen spiste de sammen, om aftenen lavede de mad og delte huslige pligter. Lasse løb ikke længere hjem til sin mor med klager, og Lise kom ikke grædende.
Fem år senere fik de en datter. Til hendes første fødsdag samledes familien. Efter middagen satte Lise sig ved siden af sin svigermor:
“Mor, tak. Uden dig var vi gået fra hinanden. Jeg var så dum dengang…”
“Du var ikke dum, bare uerfaren. Men nu – se, en rigtig familie.”
“Jeg vil tidligere på arbejde. Vil du hjælpe med datteren? Skiftes med min mor?”
“Selvfølgelig, søde. Det er en glæde at være sammen med dem.”
Fra den tid blev Ida ikke kun en svigermor – men en veninde. Nu har parret to børn. Ida er pensionist, og børnebørnene sover ofte hos hende. Når nogen spørger hende, hvordan hun reddede et ægteskab, svarer hun:
“Jeg står altid på kvindernes side. Så min søn får også en mundfuld, hvis han ikke opfører sig som en mand.”
