Jeg er i et forhold med min kæreste, Magnus, og vi har været sammen i to år. Han friede til mig, og jeg sagde selvfølgelig ja. Alligevel blev jeg forvirret over, at han ikke virkede ivrig efter, at vi skulle flytte sammen.
Magnus bor stadig i sine forældres rummelige lejlighed i Frederiksberg, og jeg har mit lille værelse på kollegiet. Jeg synes, det er vigtigt, at vi prøver at bo under samme tag før brylluppet for at vænne os til hinanden og teste, om vi virkelig fungerer i hverdagens drømmeagtige rutiner. Jeg nævnte det for Magnus, men han lod som om, han ikke helt forstod mine ord, opløst i lydløse skyer. Så blev universet mærkeligt hans forældre rejste pludseligt til Bornholm i to uger, og der var plads til os begge i lejligheden. Vi var endelig sammen næsten som to fisk i et akvarium.
Jeg kastede mig ud i rollen som den perfekte husalf. Jeg lavede mad, vaskede gulvet, holdt det hele ryddeligt, som om jeg svævede i en feberdrøm. Hver aften tryllede jeg danske retter frem frikadeller, rugbrødsmadder og kanelboller til Magnus, i håb om at han ville smile. Jeg prøvede at gøre ham tilfreds med små solstrejf.
Men midt i roen opstod et særpræget “men”. Jeg bad Magnus tage støvsugeren, men han sagde, at det aldrig ville falde ham ind at gøre “kvindearbejde”. I hans familie, sagde han, står mændene for det materielle ikke for at hjælpe med husholdningen. Jeg lod det passere, mens jeg tænkte, at måske ville tingene forandre sig, når vi en dag boede sammen i en bolig, hvor grænsen mellem drøm og virkelighed var udvisket.
Inden hans forældre vendte hjem, havde jeg pudset lejligheden til det glinsede som morgenduggen over Storkespringvandet. Jeg ville gøre et godt indtryk, så jeg bagte en æblekage, lavede middag og forsvandt tilbage til kollegiet som en sky på himlen.
Næste dag fortalte Magnus mig, at hans mor ikke var tilfreds med mig. Det viste sig, at jeg ikke var nogen god værtinde ikke engang en gavnlig vind. Jeg blev overrasket og helt rundt på gulvet. Da jeg først besøgte dem, var lejligheden støvet og uordentlig hvorfor skulle jeg nu være dårlig? Hun roste ikke mit bagværk, sagde til Magnus, at det smagte kedeligt som regnvand. Jeg følte mig så uendeligt fornærmet, som om jeg sad fast i et gammelt eventyr.
Jeg tror, hans mor bare ikke vil give slip på sin søn holde ham i hendes gamle stuer, som en bog hun ikke vil lægge fra sig. Måske har hun endda en anden pige i tankerne, en fest for Magnus som hun finder mere passende… Hvorfor tror jeg det? Fordi efter forældrene kom hjem, blev Magnus kølig og distanceret som en vintermorgen. Vi ses eller taler sjældent, som skyggerne glider forbi hinanden.
Jeg tvivler på, at brylluppet overhovedet bliver til noget nu.
Hvad tænker du?
