Da min nabo bankede på døren klokken ti om aftenen, stod han med en fremmed nøgle i hånden.

Da min nabo banker på døren klokken ti om aftenen, holder han en fremmed nøgle i hånden.
Jeg står alene i køkkenet og skyller det sidste opvask. Dagen har været lang, og alt jeg ønsker er lidt ro. Da jeg åbner, står han i døren og kigger mærkeligt på mig.
Er det ikke din nøgle? spørger han.
Jeg ser på den blanke nøgle i hans hånd. Den ligner fuldstændig min.
Nej, svarer jeg. Min er lige her.
Jeg viser ham min nøgle.
Han rynker panden.
Men hvorfor kan den så åbne din dør?
Først tror jeg, han laver sjov. Men hans blik er alvorligt.
Hvordan mener du?
For en halv times tid siden, siger han. Jeg så en kvinde gå ind. Tænkte det var dig, men bagefter så jeg dig ude på altanen.
Mit hjerte banker pludselig hurtigere.
Jeg har boet alene her i to år. Efter skilsmissen besluttede jeg mig for ikke længere at leve med andres vaner, lyde eller nøgler.
Hvordan så hun ud? spørger jeg.
Mørkt hår… omkring fyrre… med en taske over skulderen.
En isnende fornemmelse løber ned ad ryggen på mig. Ingen udover mig burde have en nøgle til denne lejlighed.
Bortset fra én.
Min eksmand.
Men han flyttede for to år siden. Nøglen, jeg havde lånt ham, fik jeg tilbage. I hvert fald sagde han det.
Er du sikker på, det var her hun gik ind?
Jeg så det tydeligt, svarer naboen. Hun trykkede håndtaget ned og gik ind.
Jeg vender mig mod døren bag mig. Der er helt stille indenfor.
For stille.
Vent her, siger jeg.
Han ryster på hovedet.
Jeg lader dig ikke være alene nu.
Vi går langsomt ind. Stuen ligner sig selv. Lampen lyser som før.
Men på spisebordet er noget, der ikke var der før.
Et glas.
Mit glas.
Med vand i.
Jeg stivner.
Jeg har ikke drukket vand, hvisker jeg.
Naboen går hen og rører ved glasset.
Det er lunt.
I samme øjeblik lyder en svag lyd ude fra gangen. Som om nogen flytter på noget.
Vi bliver stående uden at røre os.
Er der nogen derude? råber naboen.
Intet svar.
Han går forrest. Jeg følger lige bag. Døren til soveværelset står halvt åben.
Mit hjerte hamrer som besat.
Han åbner døren hurtigt.
Værelset er tomt.
Men mit klædeskab står åbent.
Mit tøj er flyttet rundt.
På sengen ligger noget lille.
En kuvert.
Jeg går nærmere og tager den op. På forsiden står der kun ét navn.
Mit.
Med rystende hænder åbner jeg den.
Inde i kuverten ligger en lille seddel.
Kun en sætning:
“Når du er klar til at snakke, ved du hvor jeg er.”
Håndskriften er velkendt.
Min eksmand.
Naboen ser på mig.
Har han stadig en nøgle?
Jeg ryster langsomt på hovedet.
Det burde han ikke have.
Jeg sætter mig på sengen og prøver at samle tankerne. Sidst jeg så ham var vi i retten. Han var rolig, næsten for rolig.
Han sagde endda:
Vi skal nok tale sammen igen en dag.
Jeg troede bare, han sludrede løs.
Men nu… Nogen havde været i mit hjem.
Siddet ved mit bord.
Drukket af mit glas.
Rodet i mit skab.
Naboen står i døren og ser på sedlen.
Det her er ikke normalt.
Jeg ved det.
Pludselig slår det mig. Jeg går hen til skabet ved hoveddøren og åbner det.
Der plejer jeg at have ekstranøglen.
Nu er den væk.
Og så indser jeg det, der får mit blod til at fryse til is.
Han havde aldrig lavet en kopi.
Han havde bare aldrig leveret nøglen tilbage.
Og jeg havde troet ham.
Naboen siger stille:
Måske er det tid til at få skiftet låsen.
Jeg kigger på sedlen endnu en gang.
Så flår jeg den midt over.
Nej, siger jeg. Det er vist på tide at skifte noget mere end bare låsen.