Men senere kom comebacket!
Da jeg var 18 år, blev jeg gravid. Mine forældre støttede mig ikke, de mente, det var alt for tidligt at få et barn. Min mand var netop blevet indkaldt til militæret. Begge mine bedstemødre sagde det samme:
Barnet er dit ansvar. Jeg har ikke lyst til at passe dit barn nu, sagde min mor til mig.
Svigerinden ville ikke engang tale med mig. Til sidst flyttede jeg ind hos min fars søster.
Hun var 38 år på det tidspunkt, havde ingen børn og havde dedikeret hele sit liv til sit arbejde. Hun dømte ikke mine forældre:
Jeg forstår dem. Det var ikke let, dengang du blev født. De knoklede for dig. Der var perioder, hvor I knap havde råd til mad. Din far tog nattevagter og arbejdede hårdt for at tjene lidt ekstra.
Men nu har de det godt. Far har en god løn, de bor i en lejlighed i København med to værelser. Mor har fast arbejde. Og jeg skal have et barn.
Er det virkelig lige meget for dem? spurgte jeg min tante, som hedder Mette.
De vil bare leve mere for sig selv nu. Du skal ikke dømme dem. På et tidspunkt vil de forstå det.
Der kom ingen støtte fra dem. Jeg begyndte at pakke mine ting og flyttede ind hos Mette.
Da min mand kom hjem fra militæret, var vores søn halvandet år. Svigermoren havde aldrig besøgt sit barnebarn, og mine forældre kom kun forbi to gange.
Min mand begyndte at arbejde som automekaniker og ville tage gymnasiet om aftenen, men det lykkedes ikke. Vi fortsatte med at bo hos Mette. Da vores søn begyndte i børnehave, og jeg selv fik et job på en café, måtte Mette flytte til Aarhus på grund af arbejde. Så lejede vi en lille lejlighed. Kort efter døde min mands bedstemor.
Svigermor solgte bedstemors lejlighed, lavede selv alle renoveringerne og købte alt, hun havde drømt om. Min mand foreslog, at han kunne betale en månedlig ydelse og købe lejligheden tilbage senere, men det ville hun ikke høre om.
Hvorfor skal jeg ofre mine egne ønsker og liv? Jeg har længe gerne villet renovere. Vil I hjælpe mig med det? svarede hun bare.
Fem år senere fik vi en datter. Vi vidste, vi måtte have et hjem for os selv. Min mand tog arbejde i Sverige for bedre løn, men det var ikke let at spare sammen til en lejlighed. Vi boede stadig til leje.
Min mor sad alene i en treværelses lejlighed i Frederiksberg. Min far havde forladt hende for to år siden, men der var ikke plads til mig og børnene. At bo hos svigermor var heller ingen mulighed hun renoverede konstant og ville ikke hjælpe.
Efter flere år i Sverige lykkedes det endelig for os at købe en lille lejlighed i Roskilde. Uden nogen hjælp.
Nu går vores ældste søn i 8. klasse, og vores datter går i 2. klasse. De lærer at værdsætte penge. Vi har sparet hver eneste krone. Nu har vi ingen af de gamle problemer. Vi har begge vores egen bil og tager på ferie ved Vesterhavet hvert år.
Den eneste, vi virkelig føler taknemmelighed overfor, er Mette. Hun kan altid ringe, hvis hun har brug for hjælp.
Vores forældre er blevet ramt af hårde tider. Min mor har mistet sit arbejde og ringede for nyligt for at spørge, om vi kunne hjælpe men jeg sagde nej.
Svigermor er gået på pension og havde ikke lyst til at leve beskedent. Hun brugte alle pengene fra lejlighedssalget for længe siden. Min mand nægtede også at hjælpe. Han rådede hende til at sælge den store lejlighed og købe en mindre etværelses.
Min mand og jeg skylder ingen noget. Vi behandler vores børn anderledes, end vores egne forældre gjorde. Vi vil altid hjælpe dem, så godt vi kan. Jeg tror, vi kan stole på deres hjælp, når vi bliver gamle.
Det, jeg har lært, er, at modgang kan styrke dig og de mennesker, der gav dig en hånd, bør du aldrig glemme. Værdsæt hjælpen, men stå på egne ben, og giv altid kærlighed og støtte videre til næste generation.
