Da min mand og jeg mødte hinanden og besluttede os for at bo sammen, var min søn knap to år gammel. Jeg tøvede med at flytte sammen med min søn. Grunden var, at min mand på det tidspunkt havde en vidunderlig hund, Yasha, af racen bullterrier. Jeg havde aldrig haft en hund før, og jeg troede, at hunde af denne race spiste deres ejere. Min mand beroligede mig med, at det ikke var tilfældet, at ejerne som regel formår at overleve. Så vi flyttede ind.
En dag stod vi alle fire i køkkenet: min mand, jeg, min søn og Yasha. Min søn, Jan, gik rundt med en småkage i hånden, mens hunden kiggede i den anden retning, som om han slet ikke så drengen eller småkagen. Stemningen var afslappet og godmodig.
Pludselig lavede hunden et lynhurtigt angreb, og Jan stod fortumlet og kiggede på sin tomme hånd. Yasha havde elegant snuppet småkagen og spist den. Uden tøven bed Jan Yasha i øret. Min mand og jeg sprang op, mit hjerte sank i brystet på mig. Det hele skete på få sekunder. Men Yasha rørte ikke drengen, og fra da af blev de bedste venner.
Deres venskab var gensidigt givende, men hunden fik flest fordele. Jan fik nogle gange lov til at ride på hundens ryg, inden Yasha smed sig på siden med rytteren. Det betød, at turen var slut.
De løb rundt og legede tagfat: Jan jagtede Yasha ihærdigt, mens Yasha kun jagtede Jan, hvis der var en godbid i sigte.
Om natten sov hunden altid ved siden af Jan på hans lille sofa. Selvom Yasha havde sin egen stol, fandt jeg altid samme billede om morgenen: min søn sov med benet hen over hunden.
Senere slog min søn og hund sig sammen til en lille bande. Hvordan det skete, og hvem der tog initiativet, ved jeg ikke. Jeg kan kun gætte på, at det startede med sukker, som hverken Jan eller Yasha måtte få, men som de ønskede sig meget.
En morgen opdagede jeg, at hele værelset, hvor min søn og min mands datter sov, var dækket af sukker. Alle tre sov som engle, inklusive hunden. Det gav ingen mening for en 16-årig pige at lave den slags narrestreger, og hunden kunne ikke nå det ophængte skab. Jan havde ingen grund til at spise fra gulvet, så han havde nok gjort det for hunden, og at dømme efter de røde mærker fra sukkerallergi på hans kinder, havde han heller ikke nægtet sig selv det. Jeg tog en snak med ham om det, og han lod, som om han fortrød. Min mand låste døren til køkkenet tæt, så Jan ikke kunne åbne den selv.
Næste morgen ventede der mig en ny overraskelse. I rummet stod der ud over sukkeret også gryder fra køkkenet med suppe og pander med gryderet. Maden måtte kasseres, hvilket især irriterede mig, da jeg lige havde tilberedt det aftenen før for at slippe for madlavning næste dag. Køkkendøren stod åbent, og min mands datter sagde, hun ikke havde været oppe om natten. Så hvem havde åbnet døren?
Min mand og jeg spekulerede på, hvordan vi kunne fange dem på fersk gerning, og besluttede os for at holde os vågne. Vi lukkede køkkendøren endnu strammere ved at binde et håndklæde omkring håndtaget og ventede.
Jeg kan huske, at jeg kiggede på uret og noterede mig tiden – det var klokken tre om natten. Og så faldt jeg i søvn.
Vi blev vækket af en buldren. Nogen kastede sig mod døren med hele kroppen. Vi sprang op og kunne se følgende scene: Min søn stod til siden og så til, mens Yasha løb og stødte mod køkkendøren med sin skulder og side. Dagen før havde døren givet sig med det samme, for den var ikke lukket så fast, og derfor havde vi ikke vågnet. De havde valgt det perfekte tidspunkt – klokken fire om morgenen, når man sover allerbedst.
Sådan blev de opdaget og det blev slutningen for deres små narrestreger.
Nu er Yasha ikke længere hos os, men Jan får os til at le til tårerne triller, når han siger:
– Yasha var som en bror for mig.
På den anden side er det en meget rørende udtalelse. Det er måske den bedste epitaf for hunden. Og når Jan gør noget, han ikke bør, og jeg begynder min belæring, siger min mand:
– Hvad kan man forvente af et barn, der blev opdraget af en hund?
