– Købte du brød?
Han så på mig, som om jeg havde talt et helt fremmed sprog. Ikke forvirret, ikke fjendtligt bare en pause. Lang, ubehagelig, en pause der ikke passede ind nogen steder i vores vanlige hverdagsliv.
– Hvilket brød, sagde han til sidst. Ikke spurgt, bare konstaterede det, helt uden spørgsmålstegn.
– Det sædvanlige. Rugbrød fra “Birketræet”, det der på hjørnet, du køber det altid.
Han satte posen fra sig på køkkengulvet og så sig omkring, som om han aldrig havde været her før.
– Jeg var ikke i butikken.
Jeg nikkede og vendte mig mod gryderne. Det er ikke noget særligt, sagde jeg til mig selv. Han er bare træt. Han har været væk en uge, kursus i Aarhus, hotelværelse, anden mad, andet klima. Selvfølgelig er han træt.
Men han har altid købt brød med hjem. Syvogtyve år, og hver gang han er kommet hjem, også efter korte ture, har han været forbi “Birketræet” på hjørnet af Søndergade og taget rugbrød med. Det var ikke en aftale, ikke en nødvendighed, bare sådan, han var indrettet på. Sådan, han kom hjem.
Jeg rørte i suppen og sagde ikke mere.
Han hedder Jens. Jens Holm. Jeg er tooghalvtreds, han er femoghalvtreds. Vi bor i Odense, i en treværelses på fjerde sal, i den lejlighed vi købte tilbage i nioghalvfems, da Mette var lille. Mette er voksen nu og bor i København, ringer om søndagen. Jeg arbejder på skolebiblioteket, Jens har været pensionist i tre år, men underviser lidt i bygningsregler på teknisk skole. Vi lever stille, roligt næsten uden skænderier. Det er vigtigt at forstå. Der har aldrig været noget, jeg kunne give skylden for det, der starter, da han kom hjem.
Aftensmaden forløber i tavshed. Han spiser roligt og ser ned i tallerkenen. Jeg venter på, han vil sige noget om kurset, kollegerne, hotellet, hvor alt var lidt besværligt, savnet til rigtigt dansk mad. Han har altid fortalt lidt, når han kom hjem.
– Hvordan gik det i Aarhus? spørger jeg.
– Fint.
– Gik kurset godt?
– Ja.
Jeg lægger skeen fra mig.
– Jens, er du okay?
Han ser på mig. Hans grå øjne, lidt trætte, som altid.
– Ja, jeg er bare træt.
Jeg rydder af bordet. Han går ind i stuen og ligger sig med telefonen, som om alt er i den skønneste orden. Som om intet er sket. Bortset fra at han ikke havde brød med. Og samtalen ikke var der. Og også noget andet, jeg ikke kan sætte ord på.
Første nat skyder jeg det på udmattelse. Den næste også.
Tredje dag, fredag, sker det første virkelig mærkelige.
Jeg drikker kaffe ved vinduet og ser ud på gården. Han går ud fra badeværelset, ind i køkkenet, tager et glas vand. Så tager han grynkrukken ned, åbner, lugter og sætter den tilbage. Jeg siger ingenting. Men Jens spiser ikke havregryn. Aldrig. Allerede første gang vi mødte hinanden, sagde han grinende, gryn var det kedeligste i hele verden, opfundet for fantasiløse folk. Det grinede vi altid af. Jeg lavede ris, byg, boghvede alt undtagen gryn.
Og nu stod han og duftede til den. Som om han havde lyst.
– Vil du have gryn? spørger jeg forsigtigt uden at lægge noget i stemmen.
– Nej, siger han. Og går ind i stuen igen.
Jeg bliver stående længe og kigger på glasset.
Lørdag ringer Mette.
– Er far kommet hjem?
– Ja, i onsdags.
– Hvordan har han det?
En ganske kort tøven.
– Han er træt. Alt er fint.
– Jeg kommer hjem i oktober, mor Sascha og jeg holder ferie.
– Det glæder jeg mig til.
Jeg fortæller hende ikke noget. Hvad skulle jeg sige. At far ikke købte brød og duftede til gryn? Det lyder ikke alvorligt. Faktisk lyder det ikke som noget som helst.
Men jeg ved, der er noget galt. Ikke med hovedet, ikke logik, men dernede, hvor man bare mærker det.
Søndag foreslår jeg en gåtur. Vi plejer at trave en tur i Munke Mose om søndagen, ikke altid, men tit. Han elsker bænken ved søen, køber et glas kold cacao eller kaffe, småbrokker sig over ryggen, jeg siger han skal lave gymnastik, og vi fniser. Et af de små ritualer, vi har.
– Skal vi gå en tur i parken? spørger jeg.
Han kigger op fra telefonen.
– Hvilken park?
– Munke Mose vejret er jo godt i dag.
Han tager sig tid. Det er også mærkeligt. Normalt siger han straks: “God idé” eller rejser sig efter jakken. Der er intet at tænke over.
– Okay, siger han til sidst.
Vi går tavse. Jeg presser ham ikke, iagttager bare. Han ser sig omkring uden egentlig interesse, heller ingen søndagssløv afslappethed. Som om han prøver at huske ruten.
Ved indgangen står en gammel mand med en overvægtig cockerspaniel, gyldenbrun.
– Se, Oskar, siger jeg lavt. Sådan kalder vi alle tykke cockere, siden vores tidligere nabo i stueetagen havde en præcis magen til, og det har været vores lille interne joke.
Han kigger på hunden. Ingen reaktion.
– Oskar, siger jeg lavere.
– Flot hund, siger han venligt, neutralt.
Senere stopper jeg ved en vildrosebusk og lader som om jeg ser på bærrene. Hjertet banker hurtigere end det burde på sådan en søndag.
Han husker ikke Oskar. Eller også lader han som om. Men hvorfor?
Ved søen er coffee-vognen væk, nok pakket sammen i sommers. Jens sætter sig på bænken og ser ud over vandet.
– Det er dejligt her, siger han.
– Vi kommer her tit.
– Ja?
Jeg vender mig mod ham.
– Jens, vi har gået her mindst ti år.
Han nikker. Roligt, uden uro.
– Tja, siger han. Jeg siger bare, at her er dejligt.
Noget krøller sig sammen i mig. Jeg forstår først hvorfor, da jeg ligger vågen om natten og lytter til hans vejrtrækning. Han sagde ikke “jeg husker” eller “selvfølgelig”. Han sagde “tja” med den slags tone, man bruger over for fremmede.
Hele natten grubler jeg. Jeg har læst noget om, at folk kan ændre sig efter traumer, så meget at det virker, som om de er blevet byttet ud. Men der har ikke været noget han var bare på kursus i Aarhus.
Jeg står op klokken tre, drikker et glas vand, ser ud af vinduet, hvor gadelampens skær blinker. Jeg ser på lyset og tænker: Lad nu lige dagene gå. Måske fortæller han det siden. Det sker for folk, især i vores alder.
Jeg lægger mig igen. Han sover helt stille på siden. Jeg lægger en hånd på hans ryg, som altid. Han rører sig ikke.
Mandag ringer jeg til min veninde, Lise. Vi har kendt hinanden siden universitetsdagene. Hun bor på den anden side af byen og arbejder i receptionen på sundhedscentret. Lise er lige på og det har jeg altid værdsat.
– Lise, kan jeg komme forbi?
– Er der sket noget?
– Jeg ved ikke. Måske ingenting. Jeg har bare brug for at snakke.
– Kom efter klokken fem, så er jeg hjemme.
Hos Lise dufter der som altid af noget bagt, selv om hun sjældent bager. Vi sidder over teen. Jeg fortæller om brødet, grynene, Oskar, bænken ved søen.
Lise lytter grundigt og er tavs lidt. Så siger hun: – Karen, det kan være starten på en depression. Eller måske noget med hukommelsen. Vi er jo ikke unge længere.
– Han er kun femoghalvtreds.
– Og? Peder i opgangen fik problemer allerede som tooghalvtreds.
– Han har altid haft styr på alt. Datoer, navne, alt.
– Ting kan ændres.
Jeg stirrer på min kop.
– Det føles ikke som glemsomhed. Han ser på mig… nogle gange, som et venligt fremmed menneske.
Lise tager et stykke brød.
– Har du sovet ud?
– Nej.
– Der har du det. Karen, du overanalyserer. Han var væk, blev træt, mænd siger ikke altid alt. Giv ham en uge.
Jeg nikker. Hun har sikkert ret.
Alligevel tænker jeg på ham, der lugtede til gryn, længe efter.
Derhjemme sidder han ved køkkenbordet med papirerne. Jeg sætter vand over, pakker varer ud. Han løfter ikke blikket.
– Jeg var henne hos Lise.
– Hm.
– Hun sendte lidt hjemmebagt med.
Han ser på brødet.
– Hvad er der i?
– Hvidkål. Din favorit.
– Jeg er nu ikke så vild med kål.
Jeg lægger posen meget langsomt.
– Jens.
– Hvad?
– Du har elsket kåltærte siden du var barn. Sagde altid din mor lavede den.
Han ser lige på mig.
– Mor bagte mest med æbler.
Stilhed.
Hans mor, Ruth, døde for tolv år siden. Jeg har set hende bage. Kål og æg, hver gang. Hun var stolt af det.
– Jens, Ruth bagte altid med kål, siger jeg stille. – Jeg kan huske det.
– Måske, siger han. Det er længe siden. Og går tilbage til papirerne.
Jeg går ind i stuen. Stirrer ud af vinduet på den almindelige efterårsdag.
Jeg finder min telefon og ringer til hans søster, Birthe, i Roskilde. Jeg og Birthe ses sjældent, men hun kender opskrifterne.
– Karen! hun råber altid i røret. Hvordan går det?
– Godt, Birthe. Kan du huske, hvad jeres mor bagte kagetærte med?
En lille pause.
– Ja, da kål og æg! Hver gang. Hvorfor?
– Ikke for noget. Ville bare tjekke en opskrift. Tak.
Jeg lægger på. Mine ben føles som vat. Det er latterligt. Småting men det her føles kæmpestort.
Noget med hukommelsen. Måske noget medicinsk. Måske skal vi til lægen.
Til aftensmaden spørger jeg:
– Har du haft hovedpine?
– Nej.
– Sover du godt?
– Ja.
– Vil du ikke tage til lægen? Bare et tjek.
Han lægger bestikket.
– Hvorfor?
– Bare tjek trykket. Det er længe siden.
– Jeg måler selv trykket herhjemme. Det er fint.
– Jens, jeg er bekymret.
Han kigger på mig længe. Undersøgende.
– Tror du, der er noget galt med mig?
– Jeg er bare bekymret.
– Karen, jeg har det fint. Stop nu.
Han tager gaflen op igen. Det er en Jens-ting, det der lukker emner ned med én sætning.
Men jeg ser på, hvordan han spiser, holder gaflen; tænker: holder han egentlig på den sådan her? Var hans ryg ikke rankere? Højrehåndet… jo.
Jeg rydder op og går ud på badeværelset, ser mig i spejlet. En træt kvinde med kort gråt hår og de karakteristiske smilerynker dem Jens altid kaldte “glædesrynker”.
Tænker: Karen, nu overdriver du. Folk forandrer sig.
Jeg vasker ansigtet og lægger mig.
Midt om natten vågner jeg af stilheden. Jeg rækker ud sengen er tom og kølig på hans side.
Køkkenlyset er tændt. Han sidder ved bordet og skriver i en notesbog. Det mærkelige er, at Jens aldrig skriver i hånden længere.
– Jens?
Han kigger stille op, uden chok. Som om han har ventet.
– Kan ikke sove, siger han.
– Hvad skriver du?
– Bare tanker.
– Må jeg se?
Pause.
– Det er privat.
Jeg kigger på ham. Han holder blikket.
Jens har aldrig sagt det er privat på den måde. Aldrig.
– Godnat, siger jeg, og går i seng.
Han sidder lidt endnu, så lister han. Morgen er notesbogen væk.
Jeg leder efter den. Kan ikke forklare hvorfor, men gør det. Ikke i kommoden eller skufferne. Hans natbord. Det føles forkert. Skuffen næsten tom. Gamle briller, mønter, nogle sedler med numre. Ikke notesbogen.
Han har taget den med.
På arbejde er der ro. Bøger, papir, lidt støv og rolig stemning. Jeg ordner de bøger, der blev afleveret, hjælper den unge Lene, vores nye bibliotekar, med at finde tidsskrifter. Alt er som det plejer.
I frokostpausen tænker jeg: Hvordan ved man, at et menneske virkelig har ændret sig ikke bare lidt med alderen, men helt ind i kernen? Kan man bo under samme tag i syvogtyve år og pludselig ikke kende hinanden?
Det hedder “psykologisk forbytning”, kommer jeg i tanke om. Når en nær person ændrer sig, så det føles, som om de ikke længere er sig selv.
Men jeg kender Jens. Det ved jeg.
Da jeg kommer hjem, er han der. Står i køkkenet og kigger ud. Bare står.
– Hvad laver du, Jens?
– Kigger.
– På hvad?
– Ingenting.
Mærkeligt. Han er ikke en mand, der kontemplerer, men handler. Står aldrig bare ved vinduet for at stirre.
– Hvordan gik det på teknisk skole?
– Som det plejer.
– De studerende?
– Ja.
Jeg tager kylling ud af køleren og laver mad.
– Fortæl om Aarhus, siger jeg uden at vende mig.
– Hvad skal jeg sige?
– Hvor boede du, hvad lavede I om aftenen? Du var der jo en uge.
Kort pause.
– På hotellet. Kurset på universitetet. Vi så et nyt boligbyggeri. Det var det.
– Var der nogen kendte fra dit arbejde?
– Ja.
– Hvem?
Han tøver. Jeg vender mig. Han ser til siden, ikke på mig.
– Nogle stykker fra teknisk skole. Og andre byer.
– Var Birger med?
Birger Rasmussen, linjelederen, Jens har kendt ham i tre år fiskede sammen sidste sommer.
– Birger? Nej, han var ikke med.
– Han plejer ellers altid at tage med til Aarhus.
– Ikke denne gang.
Senere om natten skriver jeg til Louise, Birgers kone. Vi kender ikke hinanden særlig godt, men jeg har hendes nummer: “Hej, hope du har det godt ville bare høre, kom Birger godt hjem fra kursus?”
Der går få minutter: “Hej, han har ikke været i Aarhus! Han blev hjemme i denne uge. Hvorfor spørger du?”
Jeg skriver tilbage, at jeg er kommet til at forveksle datoer.
Ligger i mørket. Jens kunne ikke huske, om Birger var der eller også lyver han. Men hvorfor?
Jeg finder på undskyldninger. Måske har de skændtes, måske skete der noget. Måske var han ikke i Aarhus overhovedet. Måske var han et andet sted.
Hold nu op. Nu overdriver jeg.
Men det hviler ikke.
Onsdag finder jeg en anledning. Siger, vi skal have nye gardiner til soveværelset, og foreslår, vi tager i “BoligHuset” på Rugårdsvej. Når vi plejer, keder Jens sig bravt, siger bare, “Tag du, hvad du vil”, hvorefter vi går hen og spiser fastelavnsboller i kaffebaren ved Torvet. Det er blevet et lille ritual.
– Skal vi tage derhen efter arbejde?
– Hvorhen?
– BoligHuset gardiner.
– Er de ikke slidte?
– Jeg vil bare skifte ud.
Han trækker på skuldrene.
– Okay da.
Vi tager afsted. Jeg trækker tiden i gardinafdelingen, spørger ham om mening, han er diffus. Så siger jeg:
– Skal vi tage en fastelavnsbolle bagefter?
– Hvorhenne?
– Kaffebaren. Den lille ved torvet, du ved, vi plejer.
Han kigger på mig.
– Jeg kender ikke noget sted der.
Jeg smiler.
– Det gør du. Kom, jeg viser dig det.
Jeg fører ham dertil den lille café, hvor det altid dufter af friskbagt. Skiltet er gult, navnet “Hyggen”, har ligget der siden før vi blev gift.
– Se, her.
Han ser på caféen.
– Åh, siger han. Har vist aldrig tænkt over den.
Vi køber fastelavnsboller. Jeg observerer ham. Han spiser, ser ud på gaden, spørger om jeg fryser.
Men én gang fanger jeg ham i at stirre meget længe på skiltet, som om han forsøger at lagre det.
– Jens, siger jeg lavt. Kan du huske os?
Han ser forundret på mig.
– Hvad mener du? Du er Karen, min kone.
– Ja. Jeg mener alt det vi har sammen. Fortiden.
– Hvad er der nu? Karen?
– Ingenting. Du er bare… anderledes.
– Alle folk ændrer sig.
– Nej, det siger du aldrig. Du plejer at mene, folk aldrig forandrer sig.
Han tier, spiser videre.
– Måske ændrer jeg mig også, siger han så.
Hjemme i bussen ser jeg ud. Frygten for ikke at kende den, man elsker, er ægte. Intet er værre.
Torsdag, han er på arbejde. Jeg går ind i kontoret vores “ekstraværelse”, om man vil. Der står skrivebord, bogreol, papirer.
Jeg sætter mig og åbner øverste skuffe.
Bogen er der.
Jeg åbner. De første sider blanke. Midt i: tætskrevne noter ikke Jens håndskrift. Jens skriver stort, løst, lettere ulæseligt. Dette er småt, sirligt og næsten kalligrafisk.
Der står:
“Karen. Kone. 52 år. Skolebibliotekar. Datter Mette, København. Kaffe uden sukker. Vil have nye gardiner. Veninde Lise, sundhedscenter.” Senere: “Kåltærte, angiveligt favorit. Munke Mose om søndagen. Spaniel hed Oskar, intern joke.” Og: “Ruth, mor. Kål eller æbler? Skal tjekkes.”
Jeg mister pusten.
Det er detaljer skrevet af en, der forsøger at lære et fremmed liv udenad.
Jeg lægger bogen, går ud og drikker et glas vand.
Tankerne står klare: Hvem er han?
Han bor her, ligner Jens, lyder som Jens, men tager noter om vores liv.
Jeg ringer, melder mig syg på arbejde, sidder længe i stolen i stuen.
Det kan være amnesi. Dissociation. Han kan have oplevet noget dramatisk. Eller… noget med ham. Han skriver ting ned for at huske. Skammer sig, tør ikke sige det.
Det passer. Alene håndskriften gør det ikke.
Jeg kender Jens skrift. Dette er ikke den samme.
Folk kan ændre håndskrift efter en hjerneblødning, men sådan noget ville jeg have opdaget.
Jeg gnider ansigtet.
Han kommer hjem kl. 19. Jeg har dækket bord, prøvet at komme mig.
– Du ser træt ud, siger han. Var du ikke på arbejde?
– Havde hovedpine.
Han nikker, går ud og vasker hænder.
Til aftensmaden ser jeg på ham. Tænker på tab det indre tab, en nærmest forsvinder uden fysisk at gå.
– Jens, siger jeg.
– Mhm.
– Kan du fortælle om, hvordan vi mødtes?
Han lægger bestikket, tænker sig om.
– Vi mødtes via nogle venner. Det var til Sannes fødselsdag. Du havde en blå kjole på.
Jeg venter. Det er korrekt blå kjole, Sannes fest, 23. september 1997. Indtil nu godt.
– Vi sås nogle gange efter, siger han. Så var vi kærester.
Pause.
– Og så blev vi gift, Mette kom, vi købte lejligheden.
– Jens, hvor var vi, da du friede til mig?
– Karen…
– Sig det bare.
Han siger ikke noget. Meget længe.
– Jeg husker ikke detaljerne. Det er længe siden.
– Du har altid sagt, du kunne huske hvert minut. Du fortalte det til vores sølvbryllup.
Stilhed.
– Hvor var det, Jens?
Han ser på mig længe. Uden irritation, uden forlegenhed. Noget andet, noget udmattet eller beregnende.
– Karen, hvorfor nu det?
– Fordi jeg vil vide, om du husker.
– Jeg er træt. Det er mange år siden.
– Det er ikke bagateller.
– For mig er det.
Jeg rejser mig, fjerner tallerkener. Han siger intet.
Vi tog til Susåen. Med tog og bus. Han bar mig over mudder, fordi jeg havde stiletter på, og han friede i den sædvanligt lavpraktiske, teatralske Jens-stil et øjeblik han altid elskede at genskabe i selskab. Nu eksisterer mindet ikke for ham.
Om natten skriver jeg til Lise. Om notesbogen, håndskriften, Susåen.
Hun svarer ved et-tiden: “Karen: Du skal til lægen. Han skal vurderes. Det kan være hvad som helst, for ham og dig. Ring i morgen.”
Lysvågen, hører hans vejrtrækning. Forstå tabet på den måde: nogle forsvinder, mens de er lige ved siden af.
Fredag beslutter jeg at konfrontere ham. Fortælle, at jeg fandt notesbogen, ringede til Birthe, skrev til Louise, at Jens Rasmussen ikke var i Aarhus. Sige, jeg vil vide besked.
Han sidder allerede i køkkenet med te, da jeg står op.
– Jens, siger jeg.
– Ja?
– Jeg skal tale med dig.
Han kigger længe.
– Jeg ved det, siger han.
– Hvad ved du?
– At du ved noget. Jeg så, du var inde i kontoret.
Stilhed.
– Sæt dig, siger han.
Vi sidder. Han holder om kruset med begge hænder.
– Det er svært at forklare, begynder han.
– Prøv.
– Det, du tror, er måske den simpleste forklaring. Og den er delvis rigtig.
– Hvordan?
– Altså… Jeg kan ikke huske det hele. Ikke som du tror. Kun i fragmenter. De vigtige ting… de er væk.
– Susåen?
Han ser forvirret på mig.
– Hvad?
– Vi var ved Susåen, da du friede. Kan du huske det?
Noget ændrer sig i hans ansigt.
– Nej.
– Oskar?
– Nej.
– Din mor, Ruth?
– Ansigtet ja. Stemmen også. Ikke detaljerne.
Vi sidder længe.
– Jens, hvornår begyndte det?
– Det ved jeg ærligt talt ikke. Langsomt.
– Du sagde det ikke.
– Vidste ikke hvordan.
– Du skrev for ikke at lave fejl.
– Ja.
– Men håndskriften?
Lang pause. Han sætter kruset fra sig.
– Det ved jeg godt.
– Eller hvad forklarer du det med?
Han siger ikke noget. Kigger ned.
– Jens, ser du på mig.
Han løfter sit blik. De vante grå øjne.
– Er du Jens? Min Jens?
Første gang siden han kom hjem ser jeg noget levende, sårt, forvirret.
– Karen, jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal svare.
Jeg kigger på ham. Hans hænder omkring koppen, furerne omkring munden, de grå tindinger.
– Er det det ærligste, du kan sige?
– Det ærligste.
Udenfor driver regnen stille ned ad ruden, odenseansk efterårsregn. Jeg hører dryppet.
– Hvad skal jeg stille op med det? hvisker jeg.
– Det ved jeg ikke.
Jeg rejser mig, hælder kaffe op, stiller mig ved vinduet.
Bag mig rejser han sig, træder nær.
– Karen.
– Ja.
– Jeg kan huske din stemme. Tonen. Det kan jeg.
Jeg vender mig ikke.
– Det er ikke nok.
– Jeg ved det.
Regnen stilner af. En bil dytter, så bliver der stille.
– Jeg skal bruge tid, siger jeg til sidst.
– Okay.
– Jeg lover intet.
– Jeg forstår.
Jeg drejer mig om. Han står stadig, ser på mig, som vil han sige noget, men ved ikke hvad.
– Jens?
– Ja?
– Vil du gerne være her?
Han venter bare.
– Ja. Jeg vil gerne være her.
Jeg ser på ham, den fremmede mand, der bor i mit hjem, kender mit navn, fører lister for ikke at fejle og alligevel holder koppen, akkurat som Jens altid har gjort.
– Så gå ned og køb rugbrød. Det grove. I “Birketræet” på hjørnet af Søndergade.
Han nikker, tager jakken, går mod døren. Standser.
– Karen.
– Ja?
– Susåen. Vil du fortælle mig om det?
Jeg ser længe på ham.
– Måske engang.
Døren lukker. Jeg står med min kaffe ved vinduet, hører hans trin ned ad trappen. Fjerde sal, seksten trin. Jeg har altid talt dem.
Seksten.
Jeg ser ham gå ud gennem gården. Han tager kraven op mod regnen. En ganske almindelig mand på en helt almindelig våd dansk fredag.
På hjørnet drejer han. Mod “Birketræet”.
Jeg holder om koppen og ved ikke, hvad jeg skal tænke. Indeni mig er der tavshed, som efter larm, ikke ro, ikke lettelse, bare stilhed uden svar, men hvor jeg ikke længere behøver lade, som om jeg ikke leder.
Mobilen summer, det er Lise.
– Hvordan går det?
– Jeg ved det ikke.
– Fik I talt sammen?
– Ja.
– Og?
Jeg ser ud. Hjørnet er allerede tomt.
– Lise, kunne du bo med en, der ikke ved hvem han er?
Stille.
– Er det dét, han har sagt?
– Sådan cirka.
– Karen, I skal til lægen. Man kan ikke løse sådan noget i køkkenet.
– Jeg ved det.
– Så hvad vil du gøre?
Jeg sætter koppen fra mig.
– Ved ikke endnu. Han gik ud for at købe brød.
– Hvilket brød?
– Rugbrød. Fra “Birketræet”.
Lise holder pause.
– Karen, du skræmmer mig.
– Det går nok. Jeg ringer senere.
Jeg lægger på. Står og drikker den nu let lunkne kaffe. Den smager stadig godt.
Seksten trin. Jeg har altid talt dem.
Tyve minutter. Dørens lyd nede i opgangen. Trin på trappen. Seksten trin op.
Jeg bliver stående.
Nøglen drejes. Døren åbner.
– Her, siger han. Rugbrød. Det sidste.
Jeg vender mig. Han står våd i døren med brødet. Håret klistret til panden.
– Sæt det på bordet.
Han sætter det.
Vi ser på hinanden.
– Skal du have te? spørger jeg.
– Gerne.
Jeg sætter vand over. Han hænger jakken, sætter sig. Jeg står og kan høre ham være stille bag mig. Ikke tungt, ikke ubehageligt. Bare stille.
– Karen, siger han lavt. Fortæl mig om Susåen.
Kedlen begynder at summe. Lavt, så højere.
Jeg bliver stående.
– Ikke nu. Måske senere.
– Okay.
Kedlen piber.
