Signe, jeg kan ikke mere, Alma sank ned på en gammel køkkenstol, foldede hænderne om nakken og lod håret falde. Du fatter ikke, hvordan det er at skulle klare alt alene. Det føles som om min ryg er ved at knække.
Signe satte sin krus med kamillete fra sig og betragtede sin søster. Alma virkede udslidt, med mørke rander under øjnene og håret samlet i en sjusket knude.
Alma, hvad er der sket?
Det er snart to år siden, at Jens tog af sted. To år! Og alt hænger stadig på mig. Skole, lektier, fritidsaktiviteter, madlavning, rengøring, vask. Jeg kører i ring, som en hamster i hjulet. Nu er Laura også begyndt at være besværlig. Hun svarer igen, diskuterer alt…
Signe rynkede øjenbrynene. Tiårige Laura har altid virket som et stille og betragtende barn. Ikke typen der laver scener eller taler grimt til voksne.
Laura? Hun svarer igen? Det lyder mærkeligt, hun er altid så…
Du ser hende to timer om måneden, Signe! Alma slog ud med armene. Prøv selv at forklare hver dag, at man skal vaske op med det samme, at lektierne skal laves, og mobilen ikke skal ligge i hånden til midnat.
Men det er vel bare normalt for børn…
Normalt? Alma fnøs lavmælt. Jeg har ikke kræfter til normalt. Når jeg kommer hjem fra arbejde, skal der laves mad, ryddes op, vaskes tøj. Og hun sidder bare og glor tomt ud i luften. Jeg har fået nok!
Signe sagde ingenting. Hun havde lyst til at bemærke, at mange mødre klarer det, også med flere børn og ingen mand. Men hun ville ikke skændes med Alma, så hun nikkede bare medfølende.
Lyt nu, Alma rankede sig pludselig, du har jo fri denne weekend, ikke?
Jo, det har jeg vist.
Kan du tage Laura hos dig? Bare lørdag til søndag. Jeg MÅ trække vejret, komme til mig selv. Måske køre ud til Kirsten på landet, bare for at få lidt ro.
Selvfølgelig! Signe lyste op. Det bliver hyggeligt. Vi kan se film, gå tur i skoven. Jeg har længe gerne villet have hende på besøg.
Alma smilede taknemmeligt og fiskede sin mobil op for at ringe til Laura.
Weekenden forsvandt i et glimt. Laura var sjov og hjælpsom, hun lavede pizzadej og lagde topping, som om hun altid havde boet i et italiensk køkken. Der blev set tegnefilm i sofaen og fodret ænder i parken. Signe mærkede ingen oprørskhed eller surhed. Laura var bare et glad, venligt barn.
Søndag aften tastede Signe Almas nummer. Det tog lang tid, før hun svarede.
Ja?
Alma, kommer du snart for at hente Laura? Vi venter på dig.
Pause. Alt for lang.
Signe… Der er lige noget… Alma tøvede. Jeg er faktisk ikke i København.
Hvad mener du? Du skulle da bare ud til Kirsten, det er jo en times kørsel.
Jeg er slet ikke på Sjælland. Jeg er i Antalya.
Signe troede først hun hørte forkert.
Hvor?!
I Antalya. Jeg fløj afsted i går. Jeg har en bekendt her, jeg bliver en måned. Jeg trænger til ro, kan du forstå det?
Alma, du laver sjov nu, ikke? Signe satte hænderne på bordet. Du er fløjet til Tyrkiet og har efterladt Laura hos mig uden et ord?
Hvordan skulle jeg ellers sige det? Du havde bare nægtet.
Ja, selvfølgelig! Jeg kan ikke forsørge et barn en hel måned, jeg har jo job!
Signe, dramatisk nu igen… Du har jo selv sagt, at Laura er rolig. Måned går hurtigt.
Er du komplet vanvittig?! Signe glemte at holde stemmen nede. Hvordan kan du bare overdrage dit barn og rejse? Du er hendes mor!
Ja, men jeg har ikke haft fri i to år. Jeg må HVILE. Og det gør jeg så her.
Pause i en måned? I Antalya? Dette er ikke normalt!
Råb nu ikke! Almas stemme var nu kold. Hvad vil du gøre? Smide Laura ud? Ringe til myndighederne?
Der blev slukket for opkaldet.
Signe stod tilbage i køkkenet. Hendes søster havde lige dumpet sit barn og rejst hen under solens tyrkiske stråler. Hun rystede på hovedet.
Inde fra værelset stak Laura hovedet frem.
Moster Signe, kommer mor snart?
Signe trak vejret. Dybt. Hun smilede med tvang.
Laura, kom her. Vi skal lige tale sammen.
Laura satte sig med svingende ben. Signe bøjede sig tættere på.
Mor er taget på ferie. Hun kommer nok ikke lige med det første. Du bor her lidt tid nu. Er det okay?
Laura nikkede.
Selvfølgelig.
Ingen tårer, ingen drama. Bare rolig accept. Signe var ikke sikker på, om hun skulle være lettet eller bekymret.
Har du nøgler til lejligheden?
Laura nikkede og viste et nøglebundt med en katte-figur.
Så tager vi lige og henter dine ting.
Almas lejlighed var næsten overnaturligt ryddelig. Signe fandt tøj, skolebøger, yndlingslegetøjet, og Laura pakkede stille og grundigt det hele.
Den første uge gik med tilpasning. Signe lagde sit arbejde om, fik lov til lidt hjemmearbejde. Laura gik i skole og lavede lektier, aftenerne gik med fælles aftensmad.
Anden uge kom Laura selv og tilbød at hjælpe med rengøringen. Hun tørrede støv af, støvsugede, pudsede vinduer.
Laura, du behøver ikke…
Jeg vil gerne hjælpe, sagde hun alvorligt. Du passer på mig og giver mig mad. Det er kun rimeligt.
Senere ville hun have lov at lave en salat. Hun hakkede agurkerne skævt og tomaterne i ulige stykker, men hun strålede af stolthed, og Signe roste hende.
Mor ville aldrig lade mig lave mad, sagde Laura uden at se op. Hun sagde jeg gjorde det forkert. Det var nemmere selv.
Ville du gerne?
Meget. Jeg ville så gerne lære. Også med rengøringen, men mor blev sur og sagde hun skulle gøre det om bagefter.
Signe tænkte på Almas klager. “Hun gør ingenting.” Men Laura havde aldrig fået lov at prøve selv at lære, fejle og blive bedre.
Far lod mig, sagde Laura nu stille. Han sagde, at første gang mislykkes altid. Man skal bare prøve.
Savner du ham?
Stilhed. Et lille nik.
Mor lader os aldrig se ham. Hun siger han er dårlig, men det passer ikke. Han er god. Men det var svært for dem sammen.
Signe trak Laura ind til sig. Hun var så lille, så skrøbelig.
Alma meldte ikke en eneste gang. Ikke et spørgsmål eller en hilsen. Signe sendte billeder, små beskeder. Svarene var korte. “OK.” “Fint.” “Ja.”
Idéen kom som et lyn om natten. Signe lå vågen, hvilede i sengen tiden var snart gået. Alma ville komme hjem, tage Laura, og alt ville blive som før. Pigen tilbage hos moren, som aldrig lod hende prøve, som blev irriteret af hendes blotte tilstedeværelse.
Næste morgen tjekkede Signe sin telefon. Et gammelt nummer: Jens, hendes svoger.
Hej?
Jens, det er Signe.
Stilhed.
Signe? Er der sket noget?
Laura bor hos mig. Snart en måned. Alma er i Antalya, hun dumpede hende her, uden varsel.
Lang pause.
Hvordan har Laura det?
Hun har det godt. Men hun savner dig.
Må jeg komme?
Kom bare.
En time senere bankede det på døren. En høj, træt mand med en buket margueritter.
Far! Laura kom løbende og kastede sig i hans favn. Jens holdt om hende, skuldrene sitrede.
Min skat. Jeg har savnet dig. Mor lod mig ikke…
Jeg ved det, jeg ved det.
Signe stod lidt til siden, betragtede dem. Far og datter, adskilt af stolthed og bitterhed, ikke af hensyn.
Da de slap hinanden, spurgte Signe Laura:
Laura, helt ærligt ville du gerne bo hos far?
Laura tøvede ikke.
Ja.
Signe så på Jens.
Hvad med dig?
Jeg har drømt om det siden jeg gik. Jeg elsker hende. Jeg kunne ikke klare Alma, men jeg har aldrig givet op på Laura. Det var hende, der forbød kontakten.
Næste dag ringede Signe til kommunen. Forklarede, at moren havde efterladt sit barn uden opsyn i en måned. Faren var klar til at tage sig af pigen.
Papirer, underskrifter, samtale med psykolog. Laura sagde roligt, hun helst ville bo hos sin far. Jens lagde dokumenter frem om bolig og indtægt.
Efter en uge flyttede Laura hjem til far.
Signe kom ofte forbi. Så, hvordan Laura blomstrede op. Hvordan hun hjalp med madlavningen og fik ros for hver skæve gulerod. De grinede sammen om underlige vittigheder. Jens læste godnathistorier, selvom Laura egentlig var ved at blive stor.
Med Jens blev relationen varm. Han var rolig, havde ingen af Almas nervøse træk. De fik te sammen, talte om Lauras skole og lavede weekendplaner.
…Alma kom hjem, solbrændt og afslappet, men stemningen skiftede brat.
Du har givet min datter væk?! skreg Alma, så snart hun trådte ind. Hvordan kunne du?!
Mig? Signe tog en tår kaffe. Jeg har ikke givet nogen væk. Det var dig, der efterlod hende her.
Jeg efterlod hende kun midlertidigt!
Du rejste en måned til Tyrkiet og ringede aldrig. Ikke én gang for at høre om hende.
Hun er min datter!
Var. Nu bestemmer kommunen, hvor hun bor.
Alma blev hvid om næsen.
Hvilken kommune?!
Vurdering af barnets bopæl. Jens har søgt om forældremyndigheden. Chancen er god du forlod dit barn i en måned.
Du… Alma skummede af raseri. Du… Forræder! Min egen søster!
En søster, du dumpede dit barn hos og selv rejste. Du sagde, der var for meget at lave. Her er der ikke mere at gøre.
Det skal du nok få betalt for!
Nej, Alma. Det er dig, der skal betale. For retten. Og du skal også betale børnebidrag. Laura vil bo med sin far.
Alma fløj ud af døren uden et ord.
Signe lænede sig tilbage i stolen. Søskendeforholdet var nok slut måske for evigt. Hun fortrød intet. Hun kunne stadig ikke fatte, hvordan man bare kunne droppe sit barn en måned.
Alma ville huske det. At handlinger får følger. At man ikke kan bruge andre, og tro det ikke har konsekvenser.
Men Laura… Laura var lykkelig nu. Og det var det vigtigste.
