Da min datter fødte sit syvende barn, gik det op for mig, at nu var min tålmodighed brugt helt op!

De sidste 20 år har jeg boet sammen med min datter og hendes mand, men nu kan jeg simpelthen ikke mere.
Jeg er 65 år gammel og bedstemor til syv børnebørn. Mange ville nok sige, at det er et kæmpe held og jeg ville også selv have sagt det, hvis jeg ikke skulle passe dem konstant og høre på deres larm dag ud og dag ind. Min datter, Ingrid, virker slet ikke til at forstå, hvor mange børn hun har fået…
Da det sjette barnebarn kom til verden, satte jeg mig ned med Ingrid for at tage en alvorlig snak. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle tale med min 35-årige datter om prævention. Og da de så besluttede sig for at få barn nummer syv, blev jeg helt svimmel. Vores hus har kun fem værelser, og nu bor vi ni mennesker under samme tag.
Min datter er heldig, for både min afdøde mand og jeg har altid arbejdet hårdt for at kunne bygge et større hus og købe lidt jord nu arbejder min svigersøn, Søren, på markerne og kalder sig landmand. Ingrid hjælper til med lidt af hvert, mens jeg tilbringer størstedelen af dagen i køkkenet, fordi jeg skal brødføde hele “en skoleklasse”. Børnene vokser, de vil have mere mad, og ingen gider spise rester fra i går kun friskt hver dag.
Da det sjette barnebarn kom, troede jeg, Ingrid ville forstå mig, og at jeg endelig kunne få en pause fra gråd og bleskift, men sådan gik det desværre ikke.
Jeg har hele tiden holdt kontakten til min bror, Henrik, som bor alene i Aarhus, efter hans datter flyttede til udlandet.
Forleden aften ringede han og spurgte, om jeg ikke ville komme forbi, fordi han havde fået det skidt med helbredet. Selvfølgelig blev jeg bekymret, men dybt inde følte jeg også en slags lettelse over at kunne slippe væk fra det hele. Nu har Henrik det heldigvis meget bedre, og jeg ved ærlig talt ikke, om jeg kan vende tilbage til hjemmet efter denne lille ferie for kan jeg igen holde til al børneskriget og madlavningen? Den tid, jeg har haft her, har virkelig mindet mig om, hvor meget jeg holder af at læse bøger, høre musik og se film. Endelig får jeg ro til at nyde alderdommen i stedet for blot at vente på, at mine børnebørn vokser op men jeg aner ikke, hvordan jeg skal sige det til familien…
Nu ringer Ingrid dagligt og beder mig komme hjem, for hun kan ikke klare det alene. Hvad skal jeg stille op?