Altså, ved du hvad, jeg må bare lette mit hjerte det her ville jeg normalt kun fortælle over en kop kaffe. De sidste 20 år har jeg boet sammen med min datter, Kathrine, og hendes mand, Mikkel. Men jeg kan snart ikke mere, jeg er udkørt.
Jeg er 65 nu og mormor til syv børnebørn! Du kan tro, folk tror det er lykken: “Åh, hvor er du heldig!” Og ja, selvfølgelig elsker jeg børnene, men de larmer konstant, og det er som om, Kathrine slet ikke forstår, at hun har fået sådan en børneflok.
Da deres sjette barn, lille Maja, blev født, satte jeg mig altså ned med Kathrine og tog en ordentlig snak. Jeg havde ærlig talt aldrig troet, jeg skulle sidde med min 35-årige datter og diskutere prævention men det skulle jeg jo åbenbart. Da de derefter besluttede sig for nummer syv, var jeg nødt til lige at sætte mig ned. Vores hus her i udkanten af Odense har kun fem værelser og så bor vi ni personer under samme tag.
Det er egentlig takket være mig og min afdøde mand, Arne, at det her hus eksisterer. Vi har arbejdet hele livet for at bygge noget større, og vi købte også noget jord til. Nu går Mikkel rundt og kalder sig landmand, og Kathrine hjælper til med det hele men det betyder jo bare, at jeg står i køkkenet hele dagen og forsøger at mætte hele børnehaven. Ungerne vokser, de skal have mere mad, og de nægter at spise rester. Det skal være frisk hver dag!
Efter Majas fødsel håbede jeg virkelig, Kathrine ville forstå mig. At hun ville give mig plads til at slappe af bare en pause fra gråd og bleer. Men nej, sådan skulle det ikke være.
Heldigvis taler jeg tit med min bror, Poul, som bor alene i Aarhus, fordi hans datter er flyttet til udlandet. En aften ringede han og bad mig komme han havde helbredsmæssige problemer og kunne bruge lidt selskab. Jeg var selvfølgelig bekymret, men jeg må ærligt indrømme, jeg var lettet over at få et pusterum væk fra det der hamsterhjul derhjemme.
Nu, hvor jeg har været her hos Poul, har jeg virkelig genopdaget, hvor meget jeg holder af at læse, lytte til musik og bare se en god dansk film. Jeg kan endelig nyde min alderdom i fred ikke bare vente på at børnene bliver store nok til at klare sig selv. Men jeg aner ikke, hvordan jeg skal få sagt det til familien
Nu ringer Kathrine og siger, jeg skal komme hjem, for hun kan ikke klare det uden mig. Hvad pokker gør jeg?
Da min datter fik sit syvende barn, indså jeg, at nu var min tålmodighed altså brugt helt op!