Da jeg vendte tilbage, stod døren på klem og blafrede i vinden som om den ventede på nogen fremmed. Min første tankeen mærkelig, prikkende fornemmelsevar, at nogen havde været inde i mit hus. Mon de troede, at jeg opbevarede kontanter eller arvestykker her? kom det svævende gennem mit hoved, mens jeg trådte forsigtigt ind.
Mit navn er Gertrud Skovgaard, enogtres vintre bag mig. Jeg har været alene i fem år nu. Min mand gik bort, og vore voksne børn har for længst fundet egne hjem. Når frosten bider, flytter jeg ind i min toværelses lejlighed i København. Men så snart solen bryder gennem vinterens sidste is, lokker mit lille bindingsværkshus uden for Roskilde mig ud igen.
Jeg elsker det danske landliv. Der er noget drømmende over den fugtige muld, luften tæt ved fjorden og haven fuld af æbletræer og bærbuske. Der er også en lille skov ikke langt herfra, hvor svampe og blåbær vokser som eventyrlige hemmeligheder om sommeren.
Men nu havde jeg været væk fra huset i en uge. Da jeg kom tilbage, stod døren og gyngede; indenfor lå alt på sin plads. Dog var der én ting, der ikke stemte: En tallerken var efterladt midt på spisebordet. Jeg efterlod aldrig opvask, især ikke når jeg vidste, jeg skulle være væk længe.
Så indså jeg, at nogen havde boet her, mens jeg var væk. Vreden kokte som røg gennem mit sind. Da jeg gik videre ind i stuen, lå et barn og sov i sofaen, med det mest fredfyldte udtryk som et barn i en sommerdrøm.
Drengen vågnede og så fortumlet på mig. Han blev ikke bange, men satte sig op, gnubbede øjnene og sagde:
Undskyld, jeg brød sådan ind…
Han virkede beskeden og velopdragen. En mærkelig, drømmende ømhed vågnede i mig.
Hvor længe har du været her? spurgte jeg.
To døgn, sagde han.
Er du sulten? Hvad har du spist?
Jeg havde nogle frikadellesmørrebrød tilbage. Vil du have et stykke?
Drengen rakte mig en madpakke med kolde, tørre bidder.
Hvad hedder du?
Meincke, sagde han stille.
Jeg hedder Gertrud. Hvorfor er du alene? Er dine forældre væk?
Min mor lader mig ofte være alene. Når hun kommer hjem, er hun altid vred. Hun siger, jeg er den store udfordring i hendes liv, at hun ville være lykkelig uden mig. For to dage siden råbte hun igen så løb jeg væk.
Måske leder hun efter dig nu?
Jeg tror det ikke. Jeg er forsvundet før. Nogle gange har jeg været væk i ugevis, uden hun lagde mærke til det. Hun trives bedre uden mig. Når jeg kom hjem, var hun ikke ligefrem glad.
Sandheden var, at Meincke boede alene med sin mor, forladt af omsorg; hun var altid ude og søgte nye bekendtskaber, boede hist og her, og Meincke måtte klare sig selv.
Mit hjerte bankede tungt af medfølelse, men hvad kunne jeg gøre? Jeg var pensionist, og ingen dansk myndighed ville lade mig blive hans værge, og Meincke nægtede at tage på børnehjem. Jeg gav ham varm suppe, og han fik lov at blive hos mig den nat. Her var han tryggere end hjemme.
Jeg lå vågen hele natten og tænkte på Meinckes fremtid. Så kom jeg i tanke om min veninde Rigmor, som arbejder i familieafdelingen. Næste morgen ringede jeg til hende for råd.
Hun var villig til at hjælpe, men vi måtte vente lidt. Tre uger senere fik jeg lov at adoptere Meincke. Han var så glad, som kun børn kan være i drømme. Hans mor gav uden tøven afkald på sine rettigheder, da hun hørte, nogen ville tage sig af ham.
Nu er vi to i huset, som svæver midt i det danske landskab. Meincke fortæller alle, at jeg er hans bedstemor. Jeg er taknemmelig for at have fået et barnebarn med skæbnen.
Meincke er klog og talentfuld. Dette efterår startede han i første klasse. Hans lærerinde har kun fine ord at sige om ham. Meincke lærte hurtigt at læse og er allerede ferm til regnestykker.
Vi lever nu i vores lille univers, hvor grønne drømme vokser side om side med velsignelser.
