Da jeg var studerende på Københavns Universitet, begyndte jeg at date en fyr fra Odense, som hverken kom fra et velhavende hjem eller havde sin egen stabile indtægt. Samtidig blev jeg opsøgt af min studiekammerat, Mads, hvis familie havde mere kroner end de fleste har rugbrødsmadder i madkassen. Som datter af en arbejderfamilie fra Aarhus drømte jeg om et liv uden økonomiske bekymringer hvad skal man gøre, når Netto har udsalg, og man stadig skal tjekke kontoen?
Da min kæreste, Henrik, friede til mig under en picnic i Kongens Have, sagde jeg nej og valgte i stedet Mads, stabiliteten og alle de friske krøllede sedler han kunne vifte med foran næsen på mig. Jeg holdt meget af Henrik, men til syvende og sidst var penge nu engang det vigtigste. Lidt kynisk, ja, men hvem siger nej til drømmen om sildebord hver søndag?
Desværre var Mads alt andet end familietypen. Han levede som om livet var en buffet, man bare lagde lidt mere på tallerkenen, og hårdt arbejde var nærmest et fremmedord. Da hans forældre overlod ham firmaet en kæde af interiørbutikker i Aalborg gik det, som man kunne forvente: konkurs. I flere år levede vi af forældrenes kroner, mens Mads forsømte enhver form for initiativ. Da vi til sidst sad og rodede i de sidste bøtter med leverpostej, tilbød jeg ham et job på min arbejdsplads. Han nægtede, for Gud forbyde at han skulle arbejde for andre!
For nylig mødte jeg min veninde, Julie, som tilfældigvis kendte til Henrik. Til min store overraskelse fortalte hun, at han nu var en succesfuld iværksætter han havde droppet fattigdommen som en slidt cykel og cyklede nu rundt i livets dyre ende. Om natten lå jeg og stirrede op i loftet, fyldt med mærkelige følelser. Jeg måtte indrømme, at jeg stadig elskede ham og var oprigtigt glad for hans succes. Ifølge Julie var han stadig single, og jeg måtte spørge mig selv var det for sent for mig?
Når jeg ser tilbage, kan jeg ikke lade være med at fortryde, at jeg satte kroner, komfort og søndagsture til Bådudlejningen over kærlighed og passion. Jeg burde have værdsat det bånd, jeg havde med Henrik, og valgt den vej, der var brolagt med kærlighed i stedet for materialistiske drømme og dyre kaffe latteer. Nu sidder jeg tilbage med konsekvenserne af min beslutning og et lille stik i hjertet over måske at have misset muligheden for et liv, der faktisk var værd at leve. Hvem vidste, at lykken måske ikke lå i den største lejlighed på Frederiksberg?
