Da jeg var på arbejde, gik min mand Mikkel for at hente børnene, men da jeg gik imod ham, lukkede han døren og lod den stå lukket, som om den var lavet af usynligt is.
Jeg bor i øjeblikket hos mine forældre i en lille lejlighed på Nørrebro, mens drengene Lars og Ane lever hos Mikkel i en anden lejlighed. Ikke fordi han elsker dem, men fordi han har besluttet at straffe mig på denne mærkelige måde.
Vores bekendtskab startede lystigt. En fælles ven introducerede os på en café i Aarhus, og vi faldt hurtigt for hinanden. Vi besluttede at gifte os uden at udsætte det, og et år senere stod vi ved kirken i København. Jeg ventede allerede på vores første barn, og vores forældre hjalp os med at finde en beskeden etværelseslejlighed i Odense lille, men vores eget sted.
Kort efter vores søn Lars kom til verden, begyndte problemerne at vokse som tåger over en sø. Mikkel var ikke forberedt på, at en nyfødt kan være så uforudsigelig, at den vågner om natten og græder som en stormfuld havnedag. Legetøj spredt over gulvet og bleer hængende som spøgelseslamper irriterede ham. Han brød sig også over, at jeg konstant skulle tage mig af Lars.
Et år senere kom en ny lykke: jeg var gravid igen, og vores datter Ane blev født. Forholdet til Mikkel forværredes, den lille etværelses lejlighed blev en klaustrofobisk drømmefælde. Han var ofte sur, og vi skændtes som to uvejrende skyer. Mikkel lagde skylden på mig for alt: på at vores forældre ikke havde fundet en bedre bolig, på at jeg havde lagt på efter to fødsler, på at jeg var en dårlig mor, på at børnene lavede for meget larm. Så langsomt så jeg familien smuldre som sand i vinden.
Jeg besluttede at sende børnene i en vuggestue og finde et arbejde, for jeg havde været hjemme så længe, at tidslinjen syntes at gå baglæns. Mikkel kom hjem oftere beruset, og kravene mod mig og børnene voksede som en uendelig stige. Jeg besluttede, at jeg ville forlade ham og bo i en lejlighed på egen regning, hvis jeg kunne tjene egne penge.
Jeg fandt et job i en butik i Roskilde, og mødte en venlig fyr, Jens Larsen. Vi begyndte at mødes, som om vi åbnede et lille vindue i den grå hverdag. Hjemme ventede kun vasketøj, madlavning, strygning og en beruset mand. En dag kunne jeg ikke holde ud længere og tog en beslutning.
Jeg pakkede Lars og Ane og gik. Jeg tilbragte et par dage hos mine forældre, og lejede så en lille lejlighed på Vesterbro. En dag, mens jeg arbejdede, dukkede Mikkel op i børnehaven og samlede børnene. Jeg gik hen til ham, men han lod døren forblive lukket, som om den var lavet af tung tåge.
Nu har han stillet mig et ultimatum: Kom hjem, eller så vil han indgive skilsmisse, og børnene bliver hos ham, mens jeg skal betale underholdsbidrag. Jeg frygter, at retten vil falde på hans side, for han har mange forbindelser. Det værste er, at han slet ikke tager sig af børnene; han bruger dem kun som brikker i sit spil. I hjertet ved jeg, at hvis jeg ikke giver efter for hans krav, vil Lars og Ane en dag blive træt af ham og vende tilbage til mig. Men hvordan jeg skal overleve indtil da, ved jeg ikke
