Da jeg var i trediverne, var jeg den kvinde alle sagde har hele verden for sine fødder. Jeg havde et godt administrativt arbejde, min egen lejlighed i København, rejste når jeg følte for det, og brugte weekenderne på at tage ud med vennerspiste ude, gik i biografen eller dansede til langt ud på natten.
Dengang havde jeg en kæreste, som jeg havde været sammen med i næsten fem år. Men hver gang han nævnte muligheden for, at vi en dag skulle have børn, frøs det inden i mig. Jeg fortalte ham ærligt, at jeg ikke kunne se mig selv med bleer og søvnløse nætter. Han skiftede altid emne. Jeg fokuserede på opsparing, udvikling, diplomer, og at se verden. Ikke på moderskab.
Som 37-årig mødte jeg en anden mand, som jeg troede der måske kunne blive noget seriøst med. Men han havde et barn fra et tidligere forholdnoget jeg syntes var alt for stort ansvar. En dag foreslog han, at vi skulle flytte sammen, men var tydelig omkring, at han gerne ville have et barn mere på et tidspunkt. Jeg blev forskrækket og trak mig. Jeg holdt op med at svare, indtil han opgav.
Jeg husker, min søster sagde til mig:
Du vil fortryde, du lod en god mand gå, bare fordi du ikke ville være mor.
Jeg lo dengang og tænkte hun overreagerede.
Som 45-årig var jeg på toppen af min karriere.
Jeg fik forfremmelse, tjente godt, rejste oftere, købte min første bil og malede selv hele huset i Valby. Jeg følte mig stolt.
Men når jeg fejrede mine succeser, så jeg på mine veninderderes børn i børnehave, på skoleudflugter, til fodboldkampe, til danseshow.
Jeg tænkte for mig selv:
Hold da op, sikke et cirkus det ville jeg aldrig kunne holde ud.
Jeg var overbevist om, at mit liv var mere roligt.
Som 52-årig blev min søster alvorligt syg og skulle opereres.
Hendes børn var der uafbrudt for hendelavede mad, sørgede for papirarbejde, fulgte hende rundt på hospitalet.
Jeg følte mig fuldstændig overflødig.
Der var ikke nogen, jeg kunne ringe til, hvis jeg stod i samme situation.
Jeg sad i venteværelset på Rigshospitalet og for første gang tænkte jeg:
Hvad nu hvis det en dag er mig? Hvem kommer så for mig?
Der opstod den første lille fortrydelsestille, men den begyndte.
Som 60-årig mistede jeg min mor.
Alt havnede på mit bord:
journaler, begravelsen, praktisk planlægning, regninger, tømme hendes lejlighed.
Mine niecer og nevøer hjalp, men de havde deres egne børn, hverdag og travlhed.
Den aften sov jeg alene, omgivet af hendes tøj i sorte sække, og for første gang lod jeg det synke ind:
der var ingen, der havde brug for mig.
der var ingen, der regnede med mig.
ingen til at bryde stilheden.
Og for første gang tænkte jeg:
Måske ville jeg have været en god mor.
Søndagene begyndte at blive svære.
Mine søstre samledes med børn, børnebørn, svigersønner og svigerdøtre.
Deres hjem summede af liv, grin og samtaler.
Migjeg sidder stille på en stol, synlig, men ikke rigtig en del af det.
Ikke fordi jeg bliver ignoreret, men fordi jeg ingen rolle spiller i denne kreds.
Jeg er tanten, søsteren, men aldrig moderen.
Julen er endnu hårdere.
Alle samler familie til middage.
Jeg er gæsten. Aldrig vært, aldrig omdrejningspunktet i nogen andens liv.
Nu, som 67-årig, står jeg op alene, spiser alene, handler alene, betaler mine regninger med danske kroner alene. Det er ikke en tragedie. Det er bare virkeligheden.
Når jeg får det dårligt, tager jeg en taxa alene på Bispebjerg Skadestue og sidder på stolesædet med tasken i skødet, uden at nogen spørger til mig.
Når jeg bliver ked af deter der ingen, der opdager det.
Når noget går godtda jeg betalte huset uder der ingen, der glædes sammen med mig.
Nogle gange står jeg i vinduet og ser naboerne få besøg af deres børn og børnebørn.
Jeg har ingen, der besøger mig.
Ingen at give mine ting til.
Ingen at fortælle min livshistorie.
Jeg fortryder ikke, at jeg ikke føjede mig efter samfundets forventninger.
Jeg fortryder, at jeg først for sent indså, at livet ikke varer evigt.
Jo, man kan leve præcis som man vil
Men når årene vejer tungt, bliver der kun ét ønske tilbage:
at have én at støtte sig til.
