Da jeg var barn, drømte jeg om at blive voksen, så jeg selv kunne bestemme: spise, hvad jeg havde lyst til, gå i seng når det passede mig, tage ud uden at spørge nogen om lov. Nu griner jeg ad mit lille, naive jeg fra dengang. Virkeligheden ramte mig den dag, jeg flyttede ind i min egen lejlighed: rengøring, madlavning, husleje, regninger, indkøb… alt sammen på én løn, som lige akkurat slog til. Jeg troede, frihed var at vælge aftensmaden. Jeg vidste ikke, det betød at regne ud, om pengene rakte til både ris og håndsæbe.
På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg ikke havde siddet ned og spist morgenmad i ugevis. Jeg stod op, tog et hurtigt bad, redte sengen og løb ud for at nå bussen. På vej til arbejde kom jeg i tanker om, at jeg ikke havde svaret på en mail fra chefen, at internetregningen skulle betales inden fredag, og at mit Dankort var tæt på grænsen. Den såkaldte “voksenfrihed” viste sig nærmere som en liste af opgaver end den store drøm, jeg troede på.
Når jeg endelig kom hjem, lagde trætheden sig tungt over mig. Jeg åbnede køleskabet i håbet om, der var noget, jeg hurtigt kunne lave. Men nej jeg måtte vaske grøntsager, skære, koge og bagefter vaske op igen. Nogle aftener var det bare rugbrød og ost, bare for at undgå stegepanden. Men selv da kunne jeg ikke slappe af, for tankerne løb: vandregningen er høj, jeg må tage mig af det læk i badeværelset, tøjet fra i morges lugter nu, fordi jeg glemte at hænge det op.
Vennerne sagde: “Skal vi ikke mødes?” Men hver eneste gang vi prøvede at finde tid, havde alle et problem: den ene havde overarbejde, en anden passede en syg forælder, en tredje havde ingen penge, og en fjerde var bare slidt. Som teenagere så vi hinanden næsten dagligt som voksne gik der let en måned mellem vi mødes. Og når vi endelig var samlet, handlede samtalen om træthed, regninger, eller om, hvordan ryggen værker. Vi var unge, men lød som gamle.
Det værste var erkendelsen af, at der ingen ægte pause findes. Selv weekenderne blev fyldt op: vasketøj, rengøring, planlægning af ugen, indkøb, og reparationer. En lørdag stod jeg og græd mens jeg vaskede gulvet, fordi jeg tænkte: “Selv når jeg har fri, har jeg ikke fri.” Som barn kaldte jeg det frihed, men nu gjorde jeg alt det voksne tidligere gjorde for mig og der var ingen til at hjælpe.
Arbejdet blev heller ikke, som jeg troede. Jeg forestillede mig tilfredshed ved at gøre nytte, men det betød også at smile, selvom jeg ikke gad, tåle dumme kommentarer, jagte mål, der ændrer sig hver uge, og se halvdelen af min løn ryge til ting, jeg aldrig ser. En dag sad jeg og talte, om jeg skulle bruge penge på frokost eller spare dem til månedskortet. Det fortæller ingen dig, da du er barn. Ingen forklarer, at voksentilværelsen er en uendelig værktøjskasse af regnestykker i hovedet.
Jeg troede, at voksenlivet var lig med frihed. Men i realiteten er det en mærkelig balance mellem træthed, ansvar og små, korte øjeblikke af ro.
