Da jeg var barn, troede jeg, at det at blive voksen betød, at man kunne gøre præcis, hvad man ville: spise det, jeg havde lyst til, gå i seng når jeg ville, tage ud uden at spørge nogen om lov. Jeg kan næsten ikke lade være med at trække på smilebåndet, når jeg tænker på mit unge, naive jeg. Min forestilling om frihed blev hurtigt slået til jorden den dag, jeg flyttede ind i min egen lille lejlighed i København: rengøring, madlavning, husleje, regninger, indkøb… alt det skulle klares for én månedsløn, som knap nok slog til. Jeg gik rundt og troede, at frihed var lig med at bestemme over aftensmaden, uden at vide, at det også involverede at regne på, om der var penge nok til både ris og håndsæbe.
En dag opdagede jeg, at jeg i flere uger ikke havde siddet roligt og spist morgenmad. Jeg stod op, hoppede hurtigt i bad, redte sengen sådan lidt halvt og løb ud ad døren for at nå bussen. På vejen kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at svare på en arbejdsmail, at internetregningen snart forfaldt, og at mit Dankort næsten var i bund. Voksenfrihed viste sig at være en uendelig to-do-liste, ikke nogen opfyldt drøm.
Når jeg omsider kom hjem om aftenen, føltes trætheden som en kæmpe sten over skuldrene. Jeg åbnede køleskabet med håb om, at der stod noget derinde, der nærmest kunne lave sig selv. Men nej alt krævede tid og energi: endnu en opvask, hakke grøntsager, skrælle kartofler, og bagefter rengøring igen. Nogle aftener endte jeg blot med franskbrød med ost bare for ikke at hente stegepanden frem, men selv da kunne jeg ikke slappe af, for tankerne kørte: “Vandregningen er alt for høj, jeg skal have set på den dryppende hane, og tøjet fra i morges lugter, fordi jeg glemte at hænge det op.”
Mine venner sagde tit, Lad os mødes snart. Men hver gang vi prøvede at finde en dato, havde vi alle sammen vores egen udfordring: Den ene havde overarbejde, en anden passede en syg forælder, den tredje havde ingen penge, og den fjerde var bare helt udkørt. Som teenagere mødtes vi næsten hver uge; som voksne gik der nemt en måned, uden at vi fik drukket så meget som en kop kaffe sammen. Når vi endelig sad samlet, handlede snakken om træthed, regninger og ømme rygge. Vi var egentlig unge, men lød som om vi var blevet pensionsmodne.
Mest af alt var det hårdt at opdage, at ægte afslapning findes næsten ikke. Selv weekenderne gik med vasketøj, rengøring, madplanlægning, at handle ind til tilbuddene og småreparationer. Én lørdag stod jeg bogstaveligt talt og græd, mens jeg vaskede køkkengulvet, fordi jeg tænkte for mig selv: “Selv når jeg holder fri, arbejder jeg.” Som barn kaldte jeg dét for frihed, og nu laver jeg alt det, som de voksne engang gjorde for mig bare uden at der er nogen tilbage til at give en hånd med.
Selve arbejdet var heller ikke, som jeg forventede. Jeg bildte mig ind, at man blev glad af at gøre en indsats. Jeg vidste ikke, at det også betød at smile, når det eneste, man har lyst til, er at skrige; at tage fjollede kommentarer i stiv arm, løbe efter mål, der ændrer sig hver uge, og at se det meste af sin løn forsvinde på regninger for ting, man aldrig rigtig lægger mærke til. En dag sad jeg endda og regnede på, om jeg havde råd til en rugbrødsmad eller hellere skulle spare pengene til et nyt rejsekort. Det er der ingen, der lærer dig som barn. Ingen forklarer, at voksentilværelsen er en endeløs række af små økonomiske regnestykker.
Jeg troede, det at blive voksen betød frihed. Men i virkeligheden er det en mærkelig balance mellem træthed, ansvar og enkelte, korte øjeblikke af ro.
