Da jeg var 24 år, svævede jeg gennem en tyk tåge og tog mit livs tungeste beslutning: jeg lod mine to døtre blive hos min mor i et skævt hvidt hus ved en å, hvor cykelklokkerne sang om morgenen. Den ældste, Thyra, var fem, den yngste, Asta, knap tre. Alting i byen Odense virkede skævt, mens jeg arbejdede tolv timer om dagen på en grå fabrik. Jeg havde ingen at betro mig til, der var ingen penge, deres far forsvandt som dug for solen, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle klare os. Min mor, Ingeborg, sagde sagte, at hun ville tage sig af pigerne “indtil alt blev bedre”, og som ung, skræmt, udmattet kvinde sagde jeg ja. Jeg troede det bare handlede om nogle måneder. Men månederne tabte fodfæstet og væltede ind i hinanden – blev til år.
I starten gled jeg hver lørdag og søndag gennem drømmeagtige parker for at besøge dem, men alt føltes forkert, som om alt blev spejlet på hovedet. De var små og stirrede spørgende på mig, da jeg ikke overnattede. Hvert besøg var sammensat af halvkvalte kram og spørgsmål, som gik i opløsning, hver gang jeg skulle svare:
“Hvorfor bliver du ikke her?”
“Hvorfor sover du et andet sted?”
“Hvornår kommer du tilbage?”
Min mor dæmpede uroen. Hun fortalte dem, at “mor arbejder meget”. Men jeg så, hvordan de ubemærket begyndte at kalde hende “mor”, som om det altid havde været sådan.
Da Thyra blev otte og Asta seks, søgte de mig ikke længere med deres øjne. Krammene sprøjtede forbi, knap nok mærkbare, før de løb tilbage til Ingeborg. Jeg stod stivfrossen i entreen som en fremmed, ikke som mor. En eftermiddag tumlede Asta på græsset, og da jeg ville tage hende op, rev hun sig løs og råbte: “Jeg elsker mor!” og pegede på min egen mor. Da krøllede noget sammen indeni mig, uigenkaldeligt.
Årene blev skæve, jeg forsøgte at vinde dem hjem til mig igen med alt hvad jeg kunne købe: tøj, pakker, kager, små ture langs Århus regnvåde gader. Men hver gang jeg trådte ind, sagde de blot et hastigt “hej” og smed sig tilbage i legen. Ingeborg tog sig af alt: skole, læger, tandlæger, tilladelser, alt. Jeg bar gaver ind ad døren, men det var ikke mig, de talte med, når beslutninger skulle tages.
De voksede op i dette forvredne billede så mig som mosteren, der har noget i posen, ikke kvinden som bar dem første gang.
Da de begyndte i skole, blev det hele bare mere underligt. På forældremøder i klasselokalet vendte klasselæreren sig kun imod Ingeborg. Når blikket fløj på mig, kom spørgsmålet: “Er du mosteren?” Mine døtre rettede det aldrig.
En dag forsøgte jeg at skrive under på en seddel, men Thyra hviskede:
“Nej, det må du ikke. Mor skal gøre det.”
Jeg gik ud på toilettet, og tårerne gled lydløst ned ad mine kinder, mens børnestemmer svævede som sommerfugle forbi udenfor.
Da pigerne blev større, prøvede jeg at fortælle dem, hvorfor jeg ikke var der. Jeg beskrev, hvordan jeg klamrede mig fast i Rodovres regnvåde mørke, de mange tusinde timer, den evige kamp for at overleve. De lyttede, tyste, som om de kiggede ud af et tog i bevægelse. Men ingenting ændrede sig.
Thyra sagde til mig, at hun ikke vidste, om hun skulle takke mig eller være vred fordi “jeg mærker slet ingenting mere”.
Asta var endnu mere nøgtern:
“Du var der ikke. Jeg kan ikke finde på en følelse, jeg ikke har.”
Nu er jeg 61, og mine døtre taler til mig, kommer hjem i julen, krammer mig som en kær gammel ven men siger aldrig mor. Jeg er en del af deres liv, men min plads står tom i billedrammen.
Og selvom jeg ved, at fortiden ikke kan skrues tilbage, gør det stadig ondt. Det gør ondt at se, at deres liv voksede videre uden mig, som en have jeg ikke fik lov at så.
