Da jeg træder ind i elevatoren i vores boligforening, står der allerede en kvinde, som holder nøglebundtet til min lejlighed. Først tror jeg, at jeg tager fejl. Men nej. Nøgleringen er den samme det lille blå hjerte, som min søster gav mig for år tilbage.
Kvinden er omkring fyrre, har kort mørkt hår og en stram taske over skulderen. Hun står roligt, som om det er det mest naturlige i verden.
Elevatoren begynder at stige opad. Mit hjerte banker heftigt.
Undskyld, siger jeg. De her nøgler Hvordan har du fået dem?
Kvinden ser på mig. Så på nøglerne. Så på mig igen.
Hvem er du?
Det spørgsmål rammer mig hårdt som et slag.
Jeg bor i lejlighed nummer 12.
Hun stivner et øjeblik.
Så siger hun lavt:
Det er mærkeligt.
Hvorfor?
Fordi jeg også gør.
Elevatoren stopper ved sjette sal, men ingen stiger ud.
Der er helt stille.
Jeg har boet der i fire år, siger jeg.
Kvinden knuger nøglerne i hånden.
Jeg har fået kontrakt fra sidste måned.
Jeg ser på hende.
Hvilken kontrakt?
Hun åbner sin taske og tager en mappe frem.
Der ligger en kopi af en lejekontrakt.
Adressen er min.
Lejlighed 12.
Der bliver stille.
Hvem har givet dig den? spørger jeg.
Ejeren.
Hvem?
Morten.
Mit mave trækker sig sammen.
Morten er min fætter. Han fortalte mig, at jeg midlertidigt kunne bruge lejligheden, indtil han kom hjem fra udlandet.
Han er ejeren, siger jeg stille.
Kvinden nikker.
Ja. Han sagde til mig, at lejligheden står tom.
Elevatoren standser på vores etage. Dørene går op.
Vi står begge ubevægelige.
Så siger hun:
Der må være sket en fejl.
Måske.
Vi går ud på gangen.
Døren til lejlighed 12 er lige foran os.
Kvinden løfter sine nøgler.
Det gør jeg også.
Nøglerne ser identiske ud.
Der opstår en mærkelig tavshed.
Nogle gange er det værste ikke, at nogen lyver for dig men når du indser, at du måske aldrig har kendt sandheden.
Jeg ser på kvinden.
Skal vi åbne?
Hun sukker.
Ja.
Sig mig ærligt
Hvis du opdager, at nogen har givet dit hjem til en anden, ville du forsøge at finde sandheden roligt eller ville du bryde ud med det samme?
