Jeg fandt ud af, at min søn havde forladt en gravid kvinde. Jeg betalte for hendes advokat.
Da jeg hørte, hvad min søn havde lavet, føltes det som om, hele verden vælrede sig sammen om mine skuldre. Ikke fordi jeg var pinligt berørt men for den stakkels unge pige, jeg havde set cykle rundt med takeawayposer i hænderne under solen, med trætte øjne og en mave, der sagde det hele. Så besluttede jeg mig for at tage sagen i egne hænder.
Tirsdag eftermiddag bankede jeg på hendes dør. Hun åbnede iført pizzaria-uniform, maven struttende, ansigtet udmattet på en måde, der fik mit hjerte til at vrænge sig sammen.
Ja? sagde hun forsigtigt.
Jeg er mor til den knægt, der stak halen mellem benene og efterlod dig, sagde jeg. Lige på og hårdt. Nu kommer jeg for at rette op på det hele.
Hun fik tårer i øjnene.
Fru jeg har ikke lyst til ballade
Du får ingen ballade, pige. Du får løsninger. Ved du, hvem den bedste familieretsadvokat i København er? Det behøver du ikke, for jeg har allerede betalt ham. Du har tid hos ham i morgen.
Hun tabte kæben fuldstændig. Jeg fortsatte:
Du skal bare vide, det her barn får den støtte, det fortjener. Min søn må tage tre ekstra vagter, hvis det skal være, men han skal nok betale børnepenge.
Og sådan blev det. Advokaten gjorde et fortrinligt stykke arbejde. Da mit barnebarn endelig meldte sin ankomst og ja, hun ER mit barnebarn, uanset hvad min søn bilder sig ind kørte jeg på Rigshospitalet med bleer, sparkedragter og et fladtpakket tremmeseng bagi bilen.
Fru Jensen, det behøver du altså ikke
Jo, jeg gør, afbrød jeg. Jeg er farmor.
Min søn svarede mig naturligvis ikke længere. Kaldte mig forræder, sagde jeg blandede mig i hans liv og ødelagde hans fremtid. Men jeg svarede ham bare, at det var ham selv, der havde ødelagt noget, og nu var det min tur til at samle stumperne op.
Nu er der gået to år. Den unge kvinde, Anne, og mit barnebarn, Freja, bor sammen med mig i vores lejlighed på Amager. Anne læser op om aftenen for at blive sygeplejerske, jeg leger babysitter og vi er i al beskedenhed det mest kuriøse, men kærligste lille hjem i området. Min søn? Han taler stadig ikke til mig, men børnepengene lander punktligt hver måned advokaten har stadig styr på sine argumenter.
I går, mens jeg stod og gav Freja hendes aftenflaske, kom Anne og lagde armene om mig bagfra.
Tak, mor, hviskede hun.
Mor.
Så tænker jeg: Findes der egentlig en større gave end at få en datter og et barnebarn selv hvis man må klare sig uden sin søn i en tid? Familie er ikke kun dem, man deler blod med, men dem, man vælger at tage ansvar for.
Det er en fortælling om ansvarlighed, samvittighed og kærlighed, lige når man ikke regner med det.
