Da jeg vendte hjem, stod døren åben. Min første tanke var, at nogen havde været inde i huset. De har nok håbet på, at jeg gemte penge eller smykker herinde, tænkte jeg for mig selv.
Mit navn er Bente Mikkelsen, jeg er toogtres år gammel. Det er fem år siden, jeg blev alene. Min mand gik bort, og vores voksne børn har deres egne liv og familier andre steder. Så længe frosten ikke bider, bor jeg i mit lille hus på landet udenfor Odense, men om vinteren tager jeg tilbage til byen, hvor jeg har en toværelses lejlighed. Så snart forårssolen varmer, flytter jeg atter ud til mit gamle landsted.
Jeg nyder det stille liv på landet. Jeg får kræfter af den friske luft og elsker at pleje min have. Tæt ved huset ligger en lille skov, hvor der om sommeren er masser af svampe og bær.
For nylig blev jeg dog nødt til at tage ind til København i en uge for at ordne nogle sager. Da jeg kom tilbage til huset, opdagede jeg altså, at døren stod åben. Hjertet sprang et slag over nogen måtte have brudt ind. Men der var ingen tegn på indbrud, og alt lå, hvor det plejede. Bortset fra, at der stod en tallerken på spisebordet jeg plejer aldrig at efterlade service, når jeg tager afsted, især ikke når jeg skal være væk i længere tid.
Det gik op for mig, at nogen havde opholdt sig i huset, mens jeg var væk, og det gjorde mig meget vred. Da jeg så trådte ind i stuen, lå en dreng og sov sødt på min sofa. Så var mysteriet løst!
Drengen vågnede og kiggede på mig med søvnige øjne. Han løb ikke engang væk, men satte sig op og sagde:
Undskyld, at jeg bare brød ind.
Jeg kunne straks mærke, at barnet var både høfligt og beskedent. Pludselig fik jeg ondt af ham.
Hvor længe har du boet her i mit hus? spurgte jeg.
To dage, svarede han.
Er du sulten? Hvad har du spist?
Jeg havde nogle frikadellesmørrebrød med. Der er lidt tilbage, vil du have?
Han rakte mig en pose, og jeg så de sidste, halv-tørre smørrebrød.
Hvad hedder du?
Jeg hedder Sigurd.
Jeg hedder Bente Mikkelsen. Hvorfor er du alene? Er du blevet væk? Hvor er dine forældre?
Min mor lader mig tit være alene hjemme. Og når hun kommer tilbage, er hun altid vred og råber ad mig. Hun siger, at jeg kun er til besvær, og at hun ville have været lykkeligere uden mig. For to dage siden råbte hun igen, og så kunne jeg ikke klare det mere, så jeg løb væk.
Måske leder hun efter dig nu?
Det tror jeg ikke. Jeg har været væk en uge før, uden at hun opdagede det. Hun har det bedre uden mig. Og når jeg kom hjem, blev hun ikke engang glad.
Det kom frem, at drengen boede alene med sin mor, der hellere jagtede mænd end tog sig af sin søn. Sigurd måtte ofte tage vare på sig selv, mens hun rendte rundt hos veninder.
Mit hjerte blødte for barnet, men som pensionist vidste jeg, at ingen myndigheder ville lade mig blive hans værge, og han ville bestemt ikke på børnehjem. Jeg gav ham mad og tilbød, at han kunne overnatte endnu en nat det var da trods alt mere trygt her end sammen med sådan en mor.
Hele natten lå jeg søvnløs og tænkte på drengens fremtid. Pludselig kom jeg i tanke om min gamle veninde, Inge, som arbejder i kommunen med børn og unge. Næste morgen ringede jeg straks til hende for at høre, hvad vi kunne gøre.
Inge sagde, at hun ville hjælpe, men jeg måtte væbne mig med tålmodighed. Allerede efter tre uger kunne jeg adoptere Sigurd. Han var ovenud lykkelig og taknemmelig. Hans mor havde intet imod det og skrev straks under, da hun hørte nogen ville tage ham til sig.
Nu bor vi to sammen. Sigurd fortæller glædeligt alle, at jeg er hans mormor, og jeg føler mig heldig, fordi livet har givet mig et barnebarn på denne måde.
Sigurd er en kvik og nysgerrig dreng. Denne efterår begyndte han i første klasse, og jeg bliver så glad, når hans lærer fortæller, hvor flittig han er. Han lærte hurtigt både at læse og regne.
I dag, hvor jeg sidder og skriver dette, føler jeg taknemmelighed for alt det uventede livet kan bringe og jeg har lært, at man aldrig bliver for gammel til at få familie igen.
