17. juni
Da jeg kom hjem fra Rema 1000, sad der en mand på bænken foran min opgang, som jeg aldrig havde set før. Han holdt en gammel brun kuvert i hænderne. Så snart jeg nærmede mig, så han op på mig.
Er du Mille Madsen?
Jeg stoppede op. Indkøbsposen ramte let mit knæ.
Ja hvorfor?
Han rejste sig langsomt. Han var omkring de halvtreds, med gråtonet hår og trætte øjne.
Jeg har ledt efter dig i to dage.
Mit hjerte slog et ekstra slag.
Hvordan det?
Han rakte mig kuverten.
Denne skal være hos dig.
Kuverten var tung. Jeg åbnede den forsigtigt. Der lå et gammelt fotografi indeni. Det var mig. Meget yngre. Jeg stod ved et busstoppested, bog i hånden og rygsæk over skulderen. Jeg husker tydeligt den dag. Det er næsten tyve år siden.
Hvor har du det fra? spurgte jeg.
Manden smilede vemodigt.
Fra min bror.
Noget stak i min mave.
Jeg har ingen bror.
Nej ikke din. Han pegede på billedet. Min bror tog det.
Jeg satte mig ned på bænken, en svimmelhed ramte mig pludselig.
Hvorfor?
Fordi han var forelsket i dig dengang.
Der blev stille. Fra gaden kunne jeg høre biler og et fjernt gøen fra en hund.
Jeg har aldrig mødt ham sagde jeg lavt.
Det har du.
Hvornår?
Manden satte sig ved siden af mig.
Han stod hver morgen på samme stoppested.
Jeg prøvede at huske. Kolde morgener. Folk med kaffe i papkrus. Busser.
Var der en mand med mørk jakke og kamera? spurgte han.
Pludselig huskede jeg det. En mand der altid stod lidt for sig selv. Nogle gange læste han avis, andre gange kiggede han bare på folk.
Ja hviskede jeg.
Manden nikkede.
Det var ham.
Jeg kiggede igen på billedet.
Hvorfor får jeg det nu?
Han blev stille et øjeblik.
Fordi min bror døde sidste uge.
Jeg kneb fotografiet i hånden.
Og han efterlod dette?
Ja.
Han tog endnu en ting ud af kuverten. En lille seddel. Jeg foldede den ud. Håndskriften var sirlig.
Hvis du nogensinde finder hende, så sig, at hun var det smukkeste jeg så hver morgen.”
Mine øjne blev våde.
Nogle gange går vi forbi mennesker, der sætter aftryk på vores liv. Uden at ane det. Uden at huske dem.
Jeg så på manden ved siden af mig.
Hvorfor talte han aldrig til mig?
Han smilede sørgmodigt.
Han mente, du så så glad ud, at han ikke ville forstyrre dig.
Der blev helt stille. Jeg holdt billedet og forsøgte at huske hans ansigt. Men det kunne jeg ikke.
Nogle gange er det mærkeligste, at opdage man har været nogens minder uden nogensinde at vide det.
Vær helt ærlig
Hvis du fandt ud af, at nogen havde tænkt på dig i årevis, uden at sige det, ville du ønske, at du havde vidst det tidligere?
