31. marts
Da jeg gik på pension, boede jeg alene i en rummelig toværelses lejlighed i Vanløse. Så mange af de andre pensionister i opgangen bor også i alt for store boliger til én person. Da børnene boede hjemme, og huset var fyldt med familie, var det nødvendigt med plads men nu, hvor alle er flyttet, føles de ekstra kvadratmeter bare tomme og ensomme. Det er ikke det bedste, heller ikke økonomisk lejligheden trænger til istandsættelse, men hverken kræfterne eller pengene er der længere for at lave store forandringer, når man er blevet gammel.
Bare at dække regningerne til varme, el og vand tager næsten halvdelen af min folkepension, og alligevel bruger jeg reelt ikke mere end halvdelen af pladsen. Rengøringen begynder at tage pusten fra mig bare at vaske vinduer, gulve og gøre rent i tre rum udmatter mig allerede på forhånd.
Jeg kunne godt mærke, at jeg burde flytte for længst, men har udskudt og udskudt beslutningen. Gennem årene er jeg blevet så vant til lejligheden og kvarteret, at mange bekymringer holdt mig tilbage. Alle mine gamle venner og størstedelen af mit liv er præget af det her sted. Alligevel blev det tydeligt for mig, at jeg hverken kunne klare alt det praktiske eller økonomiske i en stor lejlighed længere.
Min datter, Katrine, og min svigersøn, Anders, hjalp mig med at få styr på det hele jeg kunne ikke have gjort det alene. De hjalp med at finde en mindre bolig og sætte den i stand. Selvom mit nye hjem kun har et enkelt værelse, har jeg aldrig fortrudt mit valg et sekund.
For en enlig pensionist som mig, er en etværelses lejlighed simpelthen det bedste valg. Ud over at spare penge på faste udgifter, kan jeg nu klare grundig rengøring på en times tid og holde orden med blot ti minutter dagligt.
Der er ikke trangt eller ufrit alle de nødvendige ting, møbler og husholdningsapparater har fået plads, og der er stadig luft.
De tidligere ejere efterlod et stort hjørneskab, som nu fungerer som mit depotrum. Balkonen har også fået sin funktion. I rummet står kun det mest nødvendige sofa, reolsystem, og et lille sofabord.
Det gamle service og de ting, jeg havde hobet op gennem årene, men aldrig brugte, var der ikke længere plads til og jeg har ikke savnet det ét sekund.
Mange tror, at kun ét værelse er alt for lidt at leve komfortabelt i. Og det er måske rigtigt, hvis man ofte har gæster, som bliver og sover. Men jeg har ingen, der overnatter, og jeg har heller ikke lyst til at gøre plads til det jeg har med årene vænnet mig til min egen rytme og bestemte skikke, og en fremmed i mit hjem ville bare forstyrre. Ingen har spurgt om overnatning, og jeg savner heller ikke at tilbyde det.
Katrine og hendes familie bor ikke langt væk, så når de kommer forbi, tager de hjem efter et par timer. Mine veninder besøger mig somme tider, men tager også hjem om aftenen. Selv hvis de foreslog at blive, ville jeg ikke bryde mig om det det er bare ikke passende med flere i ét værelse.
Hver har sin mening om, hvordan alderdommen skal tilbringes. Nogle foretrækker at blive boende i den gamle lejlighed, selvom det ikke længere giver mening; andre vælger en enklere bolig. For mit vedkommende har jeg slet ikke brug for en stor lejlighed længere, og skulle helbred og økonomi tillade, kunne jeg da også bo større, men ser ingen grund til det.
Det vigtigste, synes jeg, når man skal beslutte, om man skal blive eller flytte som pensionist, er at se på andet end blot størrelsen:
Der skal være et apotek, indkøbsmuligheder og lægehus i nærheden; det er rart ikke at bo langt fra børnene, så det er nemt at besøge hinanden; og så skal der være en park eller torv i nærheden, hvor man kan nyde sine daglige gåture.
