Da jeg fyldte femten, besluttede mine forældre, at de absolut skulle have endnu et barn. Hele ansvaret for min lillebror og husarbejdet blev skubbet over på mig. Jeg havde ingen tid til lektier og blev straffet for dårlige karakterer. Men det værste skulle endnu komme: »Så længe din bror ikke er færdig med skolen, skal du slet ikke tænke på drenge!« sagde min far strengt. Jeg var nødt til at træffe en radikal beslutning.
Da jeg blev femten, mente mine forældre, at der var brug for endnu et barn. Så kom min bror til verden. Alle ønskede mig tillykke, men jeg havde slet ikke lyst til at fejre. Jeg kan ikke lide at tænke tilbage på den tid, men jeg deler historien alligevel.
Min mor var glad for at have en datter ikke fordi hun elskede mig, men fordi jeg var en gratis barnepige. Da min bror, Mads, blev et år, stoppede hun pludselig med at amme og gik fuldtid på arbejde. Min mormor kom om morgenen, men når jeg kom hjem fra skole, sov hun enten eller var allerede taget hjem. Mads var min opgave. Han græd konstant, og jeg kunne ikke trøste ham.
Jeg havde ingen tid til mig selv. Jeg skiftede ham, badede ham, mavkede ham og lavede friske måltider. Når mine forældre kom hjem og så snavset service eller ustruget tøj, råbte de ad mig for at være doven og en snylter. Så satte jeg mig til lektier, for jeg havde ikke haft tid før. I skolen gik det dårligt. Lærerne gav mig kun treere af medlidenhed, hvilket førte til endnu flere skældud.
»Vaskemaskinen vasker, opvaskemaskinen skylle hvad laver du egentlig hele dagen? Tænker kun på fest!«
Min far skreg, og min mor nikkede tavst. Det var, som om hun havde glemt, hvordan det var at bruge timer på et utålmodigt barn samtidig med at holde huset.
Ja, vaskemaskinen vasker men man skal stadig tænde den, hænge tøjet op og stryge det fra i går. Opvaskemaskinen måtte jeg ikke bruge om dagen den brugte for meget strøm, og børnenes service skulle vaskes i hånden. Ingen misundte mig for at skulle moppe gulvet hver dag, for Mads var hyperaktiv og krøb og løb overalt.
Det blev lettere, da han startede i børnehaven. Mine forældre insisterede på, at jeg hentede og mavkede ham, når jeg kom hjem. Så havde jeg i det mindste et par timer om eftermiddagen til mig selv. Jeg arbejdede hårdere i skolen og fik bedre karakterer.
Jeg drømte om at læse biologi. Det var det eneste fag, der interesserede mig, men mine forældre støttede det ikke.
»Universitetet ligger i indre by du skal pendle halvanden time hver vej. Hvornår kommer du så hjem? Mads skal hentes, og så skal du passe ham. Glem det!«
De var ubøjelige, så min uddannelse blev besluttet for mig. Tættest på lå en erhvervsskole, hvor jeg blev konditor. Jeg kan knap huske det første semester jeg var, som man siger i dag, deprimeret. Men så begyndte jeg at elske at bage kager, lave småkager og desserter.
Fra andet år arbejdede jeg deltid i en café i nærheden. Mine forældre brokkede sig over, at jeg ikke var hjemme, men jeg kæmpede for den frihed. Efter endt uddannelse fik jeg fuldtidsjob.
Kort efter kom en ny kok til cafèen. Vi begyndte at ses om aftenen, og så begyndte mine forældre at skælde ud. Min far dukkede flere gange op efter arbejde for at forhindre mig i at gå en tur med min kæreste. En dag arrangerede de et familieråd.
De indkaldte mormor, moster og hendes mand. De stillede mig midt i stuen og sagde, at jeg skulle glemme kærester, aftenture og alt andet.
»Du skal sige op i cafèen!« sagde moster. »Jeg har skaffet dig et job som køkkenmedhjælper i Mads skole.«
»Årets bedste nyhed!« jublede min mor. »Mads bliver altid passet, og du kan gå direkte hjem efter skole. Du får tid til at hjælpe os.«
At opgive mit job, hvor jeg blev værdsat og betalt, hvor alt gik godt og hvor min kæreste arbejdede? Jeg forestillede mig mit liv en trist skolekantine med fede frikadeller og klistret makronigratin, aftenarbejde og et liv viet til Mads.
»Så længe din bror ikke er færdig med skolen, skal du ikke drømme om drenge,« sagde min far strengt.
Næste dag fortalte jeg min kæreste alt, og vi lavede en plan. Han havde længe drømt om sin egen café og sparede op, men manglede penge. Vi ansøgte om lån, men banken afviste os. Heldigvis fik han et tilbud fra en ven, der arbejdede som manager på en stor restaurant i Århus. Han rejste derhen til jobsamtale og fik chefen til at tale med mig via videoopkald. Mens jeg fortalte om mig, præsenterede han mine desserter han havde taget dem med i en køletaske.
På min sidste arbejdsdag gik jeg tidligt. Jeg løb hjem, mens alle var væk, pakkede mine ting, tog mine papirer og opsparing og tog toget til Århus.
Nu lever jeg mit eget liv, dedikeret til dem, jeg selv vælger ikke dem, jeg er tvunget til at være med.
Ja, jeg elsker min bror og håber, vi en dag får et godt forhold. Jeg bærer ikke nag til mine forældre, men jeg ved, at hvis jeg boede i samme by, ville jeg aldrig slippe fri. Jeg er ikke stærk nok til at sætte grænser. Så jeg var nødt til at flygte. Jeg håber, alt skal lykkes for os i den nye by.
